Ingeniører kårer for 20. gang i træk Novo Nordisk som landets mest attraktive arbejdsplads

Lars Fruergaard Jørgensen har været CEO i Novo Nordisk siden 2017. Illustration: Ricky John Molloy

Han har siddet til middag hos præsident Macron og optrådt med svaj i buksebenet som en tredjedel af Earth, Wind & Fire til firmafesten. Men han har også måttet forsvare kritik og trusler om handelsstop fra USA og har set aktiekurserne falde dramatisk.

Det er et job med en omskiftelig vejrudsigt at være CEO i en af verdens mest kendte producenter af lægemidler, men uanset om der har været høj- eller lavvande i omdømmet på den internationale scene, så har de danske ingeniører stået fast: Novo Nordisk har landets bedste image som arbejdsplads, og det har de ment 20 år i træk – ud af 20 mulige.

»Det er jeg virkelig stolt af. Engagerede medarbejdere, der er glade og stolte over deres arbejdsplads, betyder rigtig meget for arbejdsglæden, og det gør os også til en attraktiv arbejdsplads for potentielle nye medarbejdere,« siger Lars Fruergaard Jørgensen, CEO i koncernen siden 2017.

Dengang havnede han ligeledes på forsiden af Profilmagasinet – dog med flere dystre fortællinger, end det er tilfældet i dag, hvor aktiekursen er på sit livs top, og nye produkter sprøjter ud fra fabrikkerne.

Gratis insulin til arbejdsløse i USA

Den nye direktør satte sig nemlig i spidsen for flere end 40.000 ansatte på et tidspunkt, hvor aktiekurserne styrtdykkede, efter at koncernens største enkeltmarked, USA, havde set sig sur på den danske insulinproducent.

Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 var støt stigende medicinpriser et varmt emne, og Lars Fruergaard Jørgensen måtte som en af sine første store opgaver ud at forsvare koncernens priser og gøre opmærksom på de store rabatter, som så ud til at ’forsvinde’ i hænderne på de mellemmænd, der købte ind på vegne af forsikringsselskaberne i stedet for at lande hos den enkelte borger.

Det kom blandt andet til at betyde, at Novo Nordisk i dag er begyndt at sælge insulin direkte til amerikanere uden sundhedsforsikring, og under coronaepidemien har medicinen været gratis for dem, der er blevet arbejdsløse.

Tiltag, der viser, at det amerikanske marked er vigtigt at holde foden indenfor. Det tog tid at vinde amerikanernes og ikke mindst lægemiddelmyndigheden FDA’s hjerter, så det er et forhold, der bliver plejet, selv om der opstår skænderier undervejs.

Forsvar af medicinpriser

I vores første Profilmagasin fra 2001 var det den dengang nyslåede CEO, Lars Rebien Sørensen, der måtte stille sig i midten af en gruppe demonstranter uden for fabrikken på Nørrebro.

De fremmødte var utilfredse med, at lægemiddelbranchen havde lagt sag an mod Sydafrikas regering, som havde tilladt produktion af billig kopimedicin mod hiv. Men Lars Rebien Sørensen holdt på, at patentrettigheder skulle overholdes, og at man kunne hjælpe på anden vis. »Når vi i ledelsen bliver indignerede over angreb, så forsvarer vi os,« sagde han i Profilmagasinet 2001 om sagen.

Og på samme måde forsvarede Lars Fruergaard Jørgensen offentligt sit bagland over for kritikken af medicinpriserne.

I dag henter Novo Nordisk knap halvdelen af sin omsætning i USA. Så på trods af en række løftede pegefingre fra nationen mod vest gennem årene og en træg opstart ser Lars Fruergaard Jørgensen på samme tid gennembruddet i USA som en af de største opture, der er sket for virksomheden, siden vi udgav vores første imageanalyse.

Åbningen til markedet kom gennem bløderproduktet Novo­seven, som blev godt modtaget i staterne. Insulinsalget gik derimod trægt, fordi amerikanske Eli Lilly sad tungt på hjemmemarkedet, men efter succesen med Novoseven måtte Eli Lilly rykke en plads over i sofaen for den nyslåede danske succes.

På forsiden med Saddam

Efter et begyndende boom i USA var der ellers optræk til storm igen. I 2005 afslørede en FN-rapport, at en række virksomheder kort efter årtusindskiftet havde betalt sig fra at få adgang til det irakiske marked, som ellers var blevet lukket på grund af invasionen af Kuwait i 1990’erne.

Blandt virksomhederne var Novo Nordisk, som ifølge korrup­tionsrapporten havde lagt tre millioner dollars for adgangen – en sag, som den tidligere direktør, Lars Rebien Sørensen, i 2009 var ude at beklage efter at have betalt 30 millioner kroner til den danske stat i et forlig, foruden 100 millioner kroner til USA.

Det er dog ikke pengene, der får Lars Fruergaard Jørgensen til at nævne sagen som en af de seneste årtiers nedture. Det var derimod den avisforside, som Berlingske bragte i forbindelse med sagen. Her var Lars Rebien Sørensens ansigt på forsiden sammen med Saddam Hussein.

»Det var så absolut et lavpunkt at blive vist i avisen på den måde. Men det har været med til at styrke vores programmer for forretningsetik. Det er jo ofte, når man har ryggen mod muren, at tingene kommer til at stå klart, og man får foretaget nogle prioriteringer,« siger Lars Fruergaard Jørgensen, som efter eget udsagn benytter enhver krise til at se fremad.

»Jeg er meget reflekterende, og det er vigtigt for mig, at folk kan mærke mig. Det betyder mere for mig end at føre mig frem som en showman – det kan man altid gøre til sommerfesten,« siger Lars Fruergaard Jørgensen Illustration: Ricky John Molloy

Landmandsgener gør loyal

Under gennembruddet i USA sad økonomen Lars Fruergaard Jørgensen i Japan efter en forfremmelse til vicedirektør for finans og it. Han havde været ansat i virksomheden siden 1991 og var godt på vej op i graderne.

Men egentlig var det et tilfælde, at den dengang 24-årige viborgenser havnede hos Novo Nordisk.

Han var ved at afslutte sin økonomiuddannelse fra Handelshøjskolen i Aarhus, da han så fire stillinger i avisen, som virkede oplagte at søge. En af virksomhederne var Novo Nordisk, som Fruergaard Jørgensen ikke kendte meget til, men da han blev inviteret til samtale, kan man vel nærmest sige, at han blev inviteret hjem.

»Som jeg blev introduceret for Novo Nordisk og fik øjnene op for koncernens mission, blev jeg langsomt forelsket i den virksomhed, jeg siden har valgt at blive i,« fortæller han om det lange ’ægteskab’ med Novo Nordisk.

Det ligger ikke direktøren fjernt at dedikere hele sit arbejdsliv til samme virksomhed. Alle forfædrene i det jyske var landmænd, så at jobbet blev et livskald, faldt ham naturligt. Og som den gode landmandssøn kunne han så efter mere end 25 år i koncernen sætte sig for bordenden på insulinens slægtsgård i Bagsværd og vejlede næste generation.

En af de ting, Lars Fruergaard Jørgensen som nyslået CEO gik aktivt ind i, var en ændring af kulturen, som blandt andet skulle give de enkelte landechefer større selvbestemmelse.

»Når vi tidligere skulle udvide kapaciteten, var det nemmest og billigst at kopiere de eksisterende fabrikker og anlæg. Men giver man dygtige ingeniører mulighed for at afprøve nogle nye ting og teknologier, så giver det en masse begejstring og effektivitet. Det moment, vi har nu, kommer fra dette engagement,« siger Lars Fruergaard Jørgensen om medarbejderstaben, hvor mange – ligesom han selv – har været der det meste af deres karriere.

Vidundermolekylet er fremtiden

Når toplederen ser tilbage, har der været masser af lyspunkter gennem de forgangne år. Lyspunkter, som ifølge Lars Fruergaard Jørgensen vil række meget langt ind i Novo Nordisks fremtid.

»Jeg tror ikke, vi har været i en periode, hvor vi har lanceret flere produkter, end vi gør nu. Vi tager markedsandele, styrker vores miljøprofil og prøver at gøre vores medarbejdere stolte over at være her. Det kan være med til, at vi i så mange år har kunnet holde os på toppen i jeres undersøgelse,« vurderer Lars Fruergaard Jørgensen.

Blandt de nye produkter finder vi det helt store håb, ’vidundermolekylet’ semaglutid, som inden for det seneste år er blevet godkendt i tabletform i Europa og USA under navnet Rybelsus. Semaglutid er baseret på tarmhormonet GLP-1, som er blodsukkerregulerende og har været under luppen hos Novo Nordisk i mere end 20 år.

Et andet medicinsk felt, som nyder opmærksomhed i koncernen, er arbejdet med stamceller, som blandt andet skal kunne bruges i kroppen til at producere insulin hos patienter med type 1-diabetes og de, der i dag er så hårdt ramt, at de må have en bugspytkirtel transplanteret.

Da vi talte med Lars Rebien Sørensen i 2001, fortalte han, at han forventede et produkt på markedet inden for 15 år. Det er dog endnu ikke sket, men ifølge Lars Fruergaard Jørgensen er håbet intakt og forventningerne vokset til, at Novo Nordisk kan bruge stamceller til langt mere.

»Nu har vi brugt 20 år på at lære at arbejde med stamceller, så måske kan vi også lave dopaminproducerende stamceller mod Parkinsons eller til hjertemuskler, så man kan undgå hjertesygdomme. Vi håber at komme i gang med de første kliniske forsøg om få år, og at det kan blive interessant som en alternativ forretningsmodel,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Fra diskoscene til præsidentpalæ

Coronakrisen kan imidlertid forhale kliniske forsøg med nogle af de nye lægemidler, Novo Nordisk har i pipelinen, men det giver ikke umiddelbart direktøren sved på panden.

Han har tiltro til virksomhedens robusthed og de medarbejdere, som han lige nu ser meget lidt til. På grund af den tvungne distance p.t. sender han dem løbende mails og håndholdte videooptagelser i håbet om, at han kan vise sit nærvær, så medarbejderne føler sig trygge.

»Det er generelt vigtigt for mig, at jeg ikke bliver set som overfladisk. Jeg er meget reflekterende, og det er vigtigt for mig, at folk kan mærke mig. Det betyder mere for mig end at føre mig frem som en showman – det kan man altid gøre til sommerfesten,« siger Lars Fruergaard Jørgensen, som gjorde netop dette sidste år.

Sammen med produktionsdirektør Henrik Wulff og Camilla Sylvest, der er kommerciel direktør, havde han forud for firmafesten taget danselektioner, og iført diskotøj og plateausko fremførte de et show som funkgruppen Earth, Wind & Fire.

»Man skal passe på med ikke at blive for selvhøjtidelig, og jeg fik da nogle tusinde mennesker til at lave de samme dansetrin på én gang,« lyder det stolt fra Lars Fruergaard Jørgensen, som sammen med ledelsen ikke blot kan underholde med diskodans, men også bryste sig af at indtage en førsteplads på listen over bedste leder­image i Profilanalysen.

Selv om rollen som CEO bringer meget opmærksomhed med sig, så er han bag jakkesættet og visitkortet også blot landmandssønnen, som en gang imellem må knibe sig selv i armen over at blive inviteret til bal på slottet.

I 2019 blev han således inviteret til middag hos den franske præsident, Emmanuel Macron, i Élyséepalæet i Paris som led i et erhvervsfremstød, hvor også kronprinsparret deltog.

»Som direktør i Novo Nordisk oplever man mange spændende ting i hele verden. Fra at besøge en fattig klinik i Ghana til at sidde til middag med Macron,« siger Lars Fruergaard Jørgensen og fortsætter:

»Men det vigtigste er, at det er mere end bare et job at være ansat her. Vi har da haft bølger i både udvikling og medarbejdertilfredshed gennem de seneste 20 år, men vi er i gang med noget, der rykker, og vil gerne gøre en forskel. Det giver engagement,« siger direktøren, som skal styre koncernen sikkert gennem fremtidens bølger – med eller uden svaj i buksebenet.

Læs magasinet Profil 2020

Profil 2020

Se listen over de 111 største ingeniørvirksomheders image HER

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten