Ingeniører: Husejere får oversvømmede kældre af regeringens sparekniv

6. juli 2015 kl. 15:009
Danmarks kloaknet er i forvejen så nedslidt og underdimensioneret, at besparelser på 900 mio. kr. på anlægsinvesteringer i kommunerne vil give vand i kælderen hos husejere, forudser Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Artiklen er ældre end 30 dage

Kommunerne kan ikke fremtidssikre kloakker og bygninger, når de år efter år får lagt loft på deres anlægsbudget. Det er udmeldingen fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), der efter en spareaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) forudser oversvømmelser og vand i kælderen.

I 2015 blev kommunernes anlægsloft nedsat med 600 millioner kroner. I 2016 blev det nedsat med 900 mio. kr., fremgår det af aftalen, der blev indgået i fredags.

»Det er den forkerte vej at gå. Mange kommuner har pengene til at vedligeholde og fremtidssikre bygninger og infrastruktur, men det lader sig ikke gøre inden for rammerne,« siger direktør i FRI Henrik Garver.

En rapport udgivet af FRI har vist, at kloaknettet i flere kommuner er nedslidt eller underdimensioneret til at klare stigende regnmængder. Rapporten viste også, at de kommunale veje, der udgør 95 procent af det danske vejnet, er forsømte. Kommunernes investeringer i vejvedligeholdelse er faldet med 10 til 15 procent siden 2007, hvor de overtog en stor del af amternes veje. Samtidig er der et efterslæb i daginstitutioner, skoler og plejehjem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Nye veje skal klare både ekstremregn og dækrumlen

»Det koster hver dag i øget energi og varmeforbrug og uhensigtsmæssige arbejdsgange. Derudover er der hele problematikken omkring indeklima. Hvad dårligt indeklima hver dag koster i tabt indlæring hos landets børn og unge kan man ikke sætte tal på, men i et samfund, hvor vi skal leve af vores viden, er det en dårlig investering ikke at have et godt og sundt indeklima i daginstitutioner, på skoler og øvrige uddannelsesinstitutioner,« siger Henrik Garver.

Besparelserne på 900 millioner kroner er en del af aftalen mellem regeringen og KL, der også omfatter en årlig effektivisering på én procent over de næste fire år. En del af pengene bliver dog sendt tilbage til kommunerne i form af et såkaldt omprioriteringsbidrag til prioriterede indsatser på sundhed, ældre og tryghed.

Når hele regnestykket er gjort op, vil det stadig betyde en samlet besparelse for kommunerne på 500 mio. kroner.

9 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
29. juli 2015 kl. 18:28

Måske fordi nedskæringerne er nødvendige for bl.a. at reducere topskatten?

@ Jens Haugaard

Og må vi i den forbindelse minde om SRSF-regeringen hævede loftet for topskatten, så færre skulle betale topskat.

De sænkede også selskabskatten og skrev dagpenge- og efterlønsreformen ind i regeringsgrundlaget.

Men det er jo altid værre når de borgerlige gør det samme (?)

Det tror da pokker kloakkerne stopper til, med alt det l**t nogle lukker ud ;-)

7
29. juli 2015 kl. 18:14

Citat: "Husejere får oversvømmede kældre på grund af regeringens sparekniv..... Kommunerne kan ikke fremtidssikre kloakker og bygninger, når de år efter år får lagt loft på deres anlægsbudget"

Så regeringen der kun har siddet en måned har ansvaret for flere års besparelser?

Kommunerne der er den anden halvdel af budgetaftalerne har intet ansvar og det har den tidligere regering heller ikke. Det hele er Lars Løkkes skyld (?)

6
7. juli 2015 kl. 12:33

Folk kunne selv gøre noget, som er næsten gratis . Istedet for fliser i indkørsler , kan man have græs eller små sten - så vandet naturligt kan sive ned. Men det er ligesom ikke moderne, tværtimod .....

5
7. juli 2015 kl. 08:08

At kloak-nettet ikke kan tage regnmængderne? Det er da vist kun i byerne at regn ender i kloak-nettet. Andre steder, kunne en mindre pylret oprensning af anlæg til afvanding af veje og anlæg samt efterfølgende vandløb og recipienter, forebygge risiko for oversvømmelser.

Alle ved at en tilstoppet kloak giver oversvømmelse, vandløbsfolk syntes at have "glemt" det.

At byerne har haft "diarré i lokalplaner til udstykninger til mere befæstiget areal, er byernes problem, men det burde være krævet en VVM for en lokalplan. Kommunerne har for frit spil til at ødelægge harmonien.

2
6. juli 2015 kl. 16:26

Hvorfor bliver Svend nedstemt? Han påpeger blot en uomgængelig egenskab ved budgettering: penge brugt på det ene kan ikke også bruges på det andet. Hvis man vil prioritere co2-neutralitet højere end kloak-vedligeholdelse, så bør man lave en ærlig udmelding herom. Det eneste alternativ ville være en uærlig udmelding om at 'vi skam skal have begge dele'. Newspeak ændrer ikke ved de grundlæggende dilemmaer omkring prioritering/budgettering

1
6. juli 2015 kl. 15:29

Til gengæld arbejder mange kommuner på at blive CO2 neutrale, og man kan jo ikke få alt.