Ingeniøren går i luften med nichemedie for energibranchen

Illustration: MI

Elektrificeringen og digitaliseringen af energisektoren er i fuld gang. Omstillingen sker nu, og det går stærkt. Ny viden bliver lynhurtig til gammel viden, og erfaringer bliver gjort i rasende tempo over hele landet, hele EU - ja hele verden.

Derfor ser vi på Ingeniøren et behov for at rykke journalistikken endnu tættere på den udvikling. Vores nye medie GridTech skal bringe branchens professionelle på forkant med de teknologiske tendenser og løsninger.

»Vi har skabt en solid og stærk energidækning gennem Ingeniørens 125 årige historie. Med GridTech styrker vi nu erfaringsudvekslingen mellem de professionelle, der bygger og skruer på den grønne omstilling,« siger chefredaktør Trine Reitz Bjerregaard.

Flere nicher på vej

GridTech bliver det første af flere betalingsmedier, som Ingeniøren lancerer over de næste måneder inden for en række brancher, hvor teknologiudviklingen i disse år ændrer spillereglerne og åbner nye muligheder.

Ingeniøren gør normalt en dyd ud af at være et tværfagligt teknisk medie, der kan læses af alle med et minimum af teknisk forståelse og interesse for teknologiudviklingen. Men med den nye nicheoverbygning skrives mere direkte til de professionelle.

»Bredde er en er en vigtig del af Ingeniørens dna, fordi vi med den sætter dagsorden og sikrer teknologiens stemme i den brede samfundsdebat. Men den hastige teknologiudvikling giver os nye forpligtelser som landets førende teknologimedie. Vi skal ikke bare holde vores indsigtsfulde læsere bredt opdateret om teknologiudviklingen – vi skal også hjælpe dem i deres professionelle virke. Så vi er med til at sikre, at danske teknologivirksomheder er med helt i front,« siger Trine Reitz Bjerregaard. .

Erfaren redaktør ved roret

Og at Ingeniøren mener det, viser valget af den erfarne redaktør Henrik Munksgaard til GridTech. Han har en lang erfaring som journalist på både Berlingske, Politiken og Ritzau, og har samtidig et dybt kendskab til ingeniørbranchen som mangeårig kommunikationschef hos Niras.

I hans optik er GridTech et nødvendigt medie i den udvikling branchen gennemgår:

»Som professionelt specialmedie vil vi bidrage med inspiration, indsigt og nyheder med nytteværdi for både forskere og virksomheder, der bruger teknologien til at løse de store samfundsudfordringer og udnytter mulighederne i omstillingen til bæredygtig energiproduktion,« siger Henrik Munksgaard.

GridTech vil især beskæftige sig med integrationen mellem forskellige energisystemer i omstillingen af energiinfrastrukturen mod et CO2-neutralt og elektrificeret samfund baseret på vedvarende energi.

Fokus vil i højere grad være på erfaringsudveksling og konkrete eksempler fra branchen end klassiske nyheder.

»Når for eksempel Radius og Kamstrup sætter digitale elmålere op i nye dele af landet, vil vi fortælle om teknikernes erfaringer med at få værdi ud af data. GridTech skal mere end at registrere nyheder. Vi vil levere brugbar viden og inspiration for, fra og til professionelle elfolk,« siger Henrik Munksgaard, og påpeger, at mediet vil være en platform for branchens folk, der kan debattere med hinanden og anbefale relevante historier og viden fra nær og fjern.

Navne og kalender

GridTech vil også bringe synspunkter fra centrale personer i branchen, og opdatere brugerne om jobskift og andre navnenyheder, ligesom en fokuseret kalender vil holde branchens folk ajour med de vigtigste arrangementer.

GridTech er især for folk, der kan identificere sig med ord som energilagring, microgrid, HVDC og transmission. Men mediet skriver også om andet, som vindmøller, solceller, EU og dansk politik.

Vi søger at have fokus på tre spor, når vi dækker energibranchen; Tendenser, løsninger og rammevilkår.

Tendenser handler især om de teknologiske nybrud, der forandrer markedet. For eksempel digitaliseringen og fremkomsten af nye materialer.

Løsninger handler om innovation, ny forskning, nye produkter og anvendelsen af eksisterende teknologier på nye måder.

Rammevilkår handler om de rammer, som virksomhederne agerer indenfor. Om EU-, og national politik, samt afgifter, økonomi og investeringer.

Du kan prøve GridTech i 14 dages gratis her.

Emner : El
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis CO2 neutral er blevet lig elektrificering

Dansk Energi, Euroelectric med flere kører benhårdt på med deres Elektrificerings-kampagne. Det er ren interessevaretagelse fra deres side.

  • 1
  • 0

Og hvis nogen er i tvivl om kampagnens formål, kan man bare læse her

https://cdn.eurelectric.org/media/2144/the...

Det handler først og fremmest om, at få forbrugerne over på el. Dernæst, at elsektoren så kan levere al energien til de Europæiske forbrugere i form af el. Dernæst, lidt tåget, at elsektoren skal levere den som CO2 neutral el.

Hvis nogen troede Elektrificering-kampagnen handlede om private solceller på tagene - så tro om.

Fra DK er Radius og Ørsted med i kampagnen. Det siger måske også nogen noget om intentionerne.

  • 2
  • 0

Tak for din opmærksomhed.

Vi sætter ikke lighedstegn mellem elektrificering og CO2-neutral. Elektrificering i sig selv er ikke nødvendigvis ensbetydende med CO2-neutralitet, og her er en stor udfordring. Hvis ikke vi formår at gøre elektrificeringen CO2-neutral, bliver det svært at nå de nødvendige klimamål.

De to ord er udtryk for en vej, som mange aktører er på vej ud af. Det er en udvikling der er i gang, og som vi med vores nye medie belyser med fokus på både udfordringer og løsninger.

Mvh Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør

  • 0
  • 0

Vi sætter ikke lighedstegn mellem elektrificering og CO2-neutral.

Mange tak for svaret :-) Jeg er også alene bekymret. På ingen måde imod, at el kan komme til at fylde mere i energimikset. Forslag: I kunne lægge ud med temaet "solceller på tagene" - Hvordan vi får danskerne til at sætte flere solceller på tagene? - og hvordan vi bedst udnytter produktionen herfra? Fordi: - Erfaringsvis er det et tema, der virkeligt kan sætte gang i diskussionerne - Det er et tema, der indeholder masser af udfordringer og forskellige løsninger - Det handler i den grad både elektrificering og CO2 venligt - Private solceller er alt andet end det som Eurelectric og Ørsted mfl. drømmer om - altså et tema, der vil lægge passende afstand til "deres" elektrificerings-kampagne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten