menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Ingeniørverdenens bladudgivelser var i mange år en dramatisk affære, der bidrog sit til at gøre adskillige redaktører gråhårede i utide og adskillige advokater velhavende. Foruden at være tekniske fagblade, var ingeniørernes blade nemlig i lange perioder, især i 1920'erne og 30'erne, væsentlige våben i den indbyrdes rivalisering mellem to konkurrerende ingeniørorganisationer. Den rolle holdt bladene faktisk først op med at spille, da de sidste to blev nedlagt ved den fusion mellem ‘Ingeniør- og Bygningsvæsen’ og ‘Ingeniørens Ugeblad’, der i 1975 førte til dannelsen af det nuværende ‘Ingeniøren’.
Hovedaktørerne i historien er tre blade. Det ældste var det oprindelige ‘Ingeniøren’, hvis første nummer kom i sommeren 1892 som medlemsblad for den netop stiftede Dansk Ingeniørforening. Det næste er teknikumingeniørernes første blad "Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen", oprindeligt fra 1905 og fra 1908 udgivet af Konstruktørforeningen. I 1920 kommer ‘Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik’, som er organ for en konkurrerende forening af teknikumingeniører E.M.I, der er stiftet i 1917. Dette blad skifter senere navn til E.M.I., og hedder en kort dramatisk periode ‘Civilingeniøren’ og derefter ‘Teknikum’.
Fire teknikum-organisationer og deres blade, herunder de to nævnte, bliver i 1938 til Ingeniør-Sammenslutningen, der udgiver 14-dagesbladet ‘Ingeniør & Bygningsvæsen’, senere forkortet til ‘I&B’.
A4-bladet ‘Ingeniøren‘ suppleres i 1957 med et ugeblad i det letsindige BT-format: ‘Ingeniørens Ugeblad’. I&B skifter til samme frokostformat i 1967, hvor det ligeledes bliver ugeblad. De to blade konkurrerer nu med samme udgivelsesfrekvens om samme annoncørers opmærksomhed, og allerede i 1967 er der røster fremme, som ønsker dem fusioneret. Men tværtimod skærpes krigen i 1969, hvor begge foreninger begynder at sende deres blad til den anden forenings medlemmer. Nu konkurrerer de både om de samme annoncører og de samme læsere.
Frem til 1975 får alle ingeniører – under megen hovedrysten, også fra udenforstående – hver to blade om fredagen. Men fusionen mellem IU og I&B i hindrede for resten ikke siden hen de to ingeniørforeninger i at lave nye interne blade med specielle formål, både i fællesskab og separat og lokalt, men den den del af ingeniørernes bladhistorie må skrives ved en senere lejlighed.
Et af de særlige kendetegn ved ingeniørernes bladprojekter var før i tiden, at udgiverne som regel havde en teori om, at økonomien mere eller mindre kunne bære sig selv ved hjælp af annonceindtægterne. Den teori måtte i mange tilfælde enten blive ved teorien, eller indtægterne var i praksis langt under det budgetterede.
At udgive et økonomisk selvkørende fagblad i det lille danske sprogområde er faktisk en vanskelig sag. Både abonnements- og annonceindtægter er særdeles konjunkturfølsomme. Gennem mange år har kravene til bladenes redaktionelle kvalitet og professionelle fremtræden været konstant stigende i takt med professionaliseringen af den øvrige kommunikationsindustri. Det samme har derfor også omkostningerne ved at drive et blad. Derfor burde meget af bladenes historie handle om økonomi.
Ingeniørbladenes situation adskilte sig i lange perioder fra de fleste andre tekniske fagblades derved, at de samtidig var organ for en eller flere faglige foreninger, så redaktionen var indblandet i alskens internt ævl og kævl. Ganske ofte var redaktøren i øvrigt selv foreningsparlamentariker, eller foreningens valgte bestyrelse var samtidig bladets bestyrelse.
Når bladene så oven i købet var et væsentligt våben i en åben krig med en konkurrerende faglig organisation, bliver situationen somme tider ret så broget.
De to danske ingeniørforeninger erkendte som vel nok de første faglige organisationer herhjemme, at organisationsblade må drives efter journalistiske principper på læsernes præmisser. Ellers kan bladet ikke spille en troværdig rolle i foreningernes interne og eksterne kommunikation. Men før det kom så vidt, skulle bladene gå grueligt meget igennem.
Første nummer af det oprindelige ‘Ingeniøren’ udkommer i juli 1892 tre måneder efter stiftelsen af Dansk Ingeniørforening. Det er fra starten et ugeblad på fire sider i ca. A4-format og udkommer hver lørdag, der dengang var almindelig arbejdsdag. Året efter kommer også onsdagsudgaver tre gange om måneden med licitationer og licitationsresultater.
Indtil 1896 står skiftende foreningspolitikere for redaktionen, men så ansætter man kaptajn A. G. V. Petersen som foreningens sekretær og bladets redaktør. De job varetager han frem til 1922, og samme år opgiver man onsdagsudgaverne.
Bladet er i begyndelsen af århundredet gerne emne for kritiske debatter på DIF’s generalforsamling. Diskussionen går bl.a. på fordelingen af stoffet mellem de fire klassiske fagopdelinger byggeri, elektro, kemi og maskin. Det resulterer senere i, at hvert fagområde tildeles et bestemt antal sider i bladet.
På generalforsamlingen i 1916 holder Rudolf Christiani (pionèr inden for jernbeton og i 1904 den ene af grundlæggerne af entreprenørfirmaet Christiani & Nielsen) en tale, hvor han også berører dette problem. Han har haft stor fornøjelse af bladet under syv-otte års arbejde i udlandet, hvilket han siger redaktionen pænt tak for. Han fortsætter:
‘Men lad så bladet blive ved at stå som et samlingsmærke, og lad os ikke splitte det i ‘sektioner’ for kemi, maskin, bygningsfag, fabrik- og elektronik; dels vil disse ‘fagskrifter’ ikke kunne konkurrere med de mange andre, som vi dog ikke kommer uden om, dels har vi som specialister uendeligt godt af lidt alsidig belæring...'
En væsentlig del af de to ingeniørforeningers interne kævl kommer af positionen som standsforening, der i princippet skal varetage både arbejdstageres og arbejdsgiveres interesser. I 30’erne nåede striden mellem Dansk Ingeniørforening, altså hovedforeningen, der ejede bladet, og det dengang selvstændige Ingeniørforbund sådanne højder, at forbundet overtog de studerendes blad ‘Polyteknikeren’, fordi DIF nægtede Ingeniørforbundet spalteplads i ‘Ingeniøren’. Den strid ophører først med en stor lovreform i 1934.
Til trods for det gode råd fra Christiani i 1916 indførte man efter lovreformen seks forskellige sektioner i bladet. B, E, K og M får hver sin sektion, hvortil kommer en almen sektion og en sektion med titlen ‘Ingeniør & Samfund’. Den sidstnævnte rummer i realiteten det stof, som Ingeniørforebundet hidtil har udsendt igennem ‘Polyteknikeren’.
Første nummer af Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen udkommer 1. oktober 1905, udgivet af grosserer Johs. Thormann. Det var et overvejende annoncefinansieret 14-dagesblad, delvis frit distribueret, bl.a. til alle landets hoteller og de større restauranter i København. Abonnementspris: 1 kroner pr. kvartal.
Bladet overtages 1. juli 1908 af salgsingeniør hos B&W Carl Pers, som siden 1906 havde udgivet og redigeret ‘Medlemsblad for Konstruktørforeningen’. I august 1908 modtog konstruktørforeningen Carl Pers tilbud om at lade Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen blive afløser for det oprindelige medlemsblad.
Bladet fik få år efter udvidet sit fundament ved også at blive medlemsblad for Marine-Teknisk Selskab (indtil 1916), Foreningens af Elektricitetsværksbestyrere i Danmark (indtil 1920) og Foreningen af Arbejdsledere i Dansk Industri og Foreningen af arbejdsledere i Danmark. De to sidste foreninger blev sammensluttet med Konstruktørforeningen i 1911. I en periode i 1911 forsøgte man at lade bladet udkomme tre gange om måneden, men vendte hurtigt tilbage til at udkomme hver 14. dag.
Indholdets kvalitet levede ikke op til de forskellige foreningers ambitioner med bladet, hvilket første til en række kontroverser mellem Pers og foreningen. I 1914 opsagde Konstruktørforeningen endelig aftalen med Carl Pers efter en dramatisk ekstraordinær generalforsamling, hvor opsigelsen blev vedtaget med 50 stemmer imod 16. En del af konflikten opstod typisk nok ved, at Pers havde trykt en meddelelse fra en konkurrerende organisation ved navn ‘Konstruktørsamfundet’.
Bladet tilhørte stadig Pers, men han kunne øjensynlig ikke drive det rentabelt uden foreningstilknytning, og i 1915 forærede han derfor simpelt hen bladet til Konstruktørforeningen.
Driften blev herefter overdraget til et redaktionsudvalg, men det viste sig at være vanskeligt at finde en kompetent redaktør. Først da man i 1918 deltidsansatte den 27-årige ingeniør Th. Kragh-Müller, kom der skik på bladet, både som medlemsblad og som tidsskrift med originalt teknisk stof. Kragh-Müller var, ved siden af at være medindehaver af et ingeniørfirma, redaktør af bladet frem til 1937 med et enkelt års afbrydelse i 1928 (og i perioden 1917 til 1927 tillige redaktør af et tillæg til Berlingske Tidende med titlen ‘Industri og Teknik’).
I 1926 skiftede Konstruktørforeningen navn til ‘Ingeniør- og Konstruktør-Sammenslutningen’.
Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen udviklede sig frem til 1937 med et stigende indhold af både annoncer og foreningsmeddelelser ved siden af de tekniske artikler. I 1937 forenklede man tidsskriftets navn til ‘Ingeniør- og Bygningsvæsen’, og på det tidspunkt sigter foreningen imod at slutte sig sammen med den konkurrerende organisation ‘Foreningen af Elektro- og Maskinbygnings-Civilingeniører’ og ‘Ingeniørsamfundet’ til ‘Ingeniør-Sammenslutningen’.
Den 9. juni 1917 stiftedes Foreningen af Elektro- og Maskinbygningsingeniører, E.M.I., der i en vis konkurrence med Konstruktørforeningen organiserede ‘alle ingeniører, der enten er udgået fra Odense Maskinbygnings Teknikum eller fra tilsvarende læreanstalter’. I september 1920, da medlemstallet er nået op på 120, udsender foreningen det første nummer af ‘Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik’.
Bladets formål og indhold lignede meget ‘Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen’. Det var fra starten et månedsblad på otte sider med blandet notitser og artikelstof, herunder en del referater fra udenlandske tidsskrifter, samt foreningsmeddelelser. Fra midten af 1921 til 1924 magter man kun at udsende det som kvartalsblad, hvorefter det igen bliver månedsblad.
For at markere sig tydeligere i offentligheden besluttede man i foråret 1931 at bladet skulle bære foreningens egen forkortelse, akronymet ‘E.M.I.’, som hovednavn og undertitlen Forening af Elektro- og maskinbygnings-Ingeniører, altså at bladet ikke mere skulle have selvstændigt navn. Efter flere forsøg finder man frem til design af et nyt bladhoved, der præsenteres i november 1931 og forbliver uændret til april 1934.
Op gennem 30’erne skærpedes de fagpolitiske modsætningsforhold i ingeniørverdenen. Ingeniørerne fra teknika fandt sig i stigende grad sig undervurderet, både hvad angår kvalifikationer og løn, i sammenligning med polyteknikerne i DIF. Under indtryk af den skærpede konkurrence på jobmarkedet sørgede DIF modsat for at distancere sig i forhold til teknikumingeniørerne.
Som et led i denne ‘terrænafpisning’ blev der i Folketinget (angiveligt efter pres fra DIF) i november 1933 fremsat et lovforslag om ‘Enerets-benævnelse for særlig uddannelse’, som ville give polyt’erne eneret på betegnelsen ‘civilingeniør’. Den titel ville ingeniørerne fra teknikum også gerne have ret til, idet man mente, at man så kunne adskille kandidaterne ved tilføjelsen ‘cand.polyt.’ og f.eks. ‘O.M.T’ (for Odense Maskin Teknikum).
Polemikken omkring dette spørgsmål er ret så grovkornet i både Ingeniøren, E.M.I-bladet og i Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen.
Som et led i titelkrigen omdøbte Den Polytekniske Læreanstalt i slutningen af 1933 ved en kongelig anordning sine kandidater fra ingeniører til civilingeniører. Svaret fra E.M.I. var at ændre foreningens og bladets navn til ‘Foreningen af Elektro- og Maskinbygnings-Civilingeniører’, for at forhindre polyteknikerne i at få eneret på betegnelsen. Foreningens akronym var dog stadig E.M.I og ikke E.M.C.
Fra april 1934 ændres bladets undertitel i overensstemmelse hermed, og denne situation er uændret frem til udgangen af 1936. Den 7. januar 1937 udkommer bladet igen med nyt bladhoved, idet titlen er ændret fra det kryptiske E.M.I til ‘Civilingeniøren’.
Det sker naturligvis som et led i titelkrigen mod polyt’erne. Men der er nu tilføjet en ny undertitel: ‘Tidsskrift for Elektro-, Maskin-, vej- og Vandbygning’, hvor tilføjelsen om vej- og vandbygning nok markerer, at man i 1934 også er blevet medlemsblad for ‘Foreningen af Ingeniører udgået for Horsens Bygningsteknikum’. Men måske også for generelt at markere foreningens interesseområde, idet man formentlig var moden til for at gå på strandhugst hos Konstruktørforeningen, der havde en del B’ere fra teknika blandt medlemmerne.
Bladet har i øvrigt under denne strid igennem 1930’erne i stigende grad udviklet sig til et overvejende teknisk tidsskrift, helt domineret af tekniske artikler fra ind- og udland, og i øvrigt med stor vægt på meddelelser om dansk og international standardisering.
Titlen ‘Civilingeniøren’ holder dog kun fire numre frem til den udgave, der med forsinkelse udkommer med dateringen maj-juni 1937. Nu hedder bladet pludselig ‘Teknikum’. Baggrunden er, at Dansk Ingeniørforening efter titelskiftet til ‘Civilingeniøren’ i januar har indgivet ansøgning om beskyttelse af sit eget blads gamle titel Ingeniøren, som ‘varemærke for tidsskrifter og tryksager af teknisk art’.
DIF fik bevilget denne beskyttelse og truede derefter E.M.I. med sagsanlæg, hvis ikke titlen ‘Civilingeniøren’ blev ændret. Da hverken varemærkeregistret, foreningsregistret eller for den sags skyld KTAS’ telefonbog, hvortil DIF ligeledes gjorde indsigelse, ville acceptere andet end et helt nyt navn, bøjede E.M.I. sig og kaldte altså sit blad for ‘Teknikum’.
På en bevæget generalforsamling i E.M.I i foråret diskuteredes bl.a. andet en mulig sammenslutning med ‘Ingeniør- og Konstruktions-Sammenslutningen’ og desuden med to andre konkurrerende organisationer ‘Ingeniørsamfundet’ og ‘Bygningsteknikum Ingeniørforeningen’. Som nævnt lykkedes fusionen, og Ingeniør-Sammenslutningen blev dannet i 1937, idet bladene udkom hver for sig frem til året udgang.
Fra starten af 1938 samledes de oprindelige blade i I-S’ ‘Ingeniør- & Bygningsvæsen’ med undertitlen ‘Tidsskrift for Bygningsvæsen, Elektroteknik, Maskin-, Skibs-, Vand- og Vejbygning’. Redaktør blev det første år den erfarne Th. Kragh-Müller fra det oprindelige I&B.
Fra nytår 1939 overgik redaktørposten til ingeniør E. Rise, som i E.M.I. havde været en ihærdig forkæmper for sammenslutningen, og som var valgt som næstformand i I-S.
Oplagstallet for Tidsskrift for Ingeniør- og Bygningsvæsen var i 1931 på 1.100 eksemplarer, og efter sammenslutningen kom man i 1938 op på godt 2.000. Det var i 1955, da man fejrede det oprindelige I&B’s 50 års jubilæum, steget til 7.400.
Bladet udkom hver 14. dag frem til 1967, hvor man overgik til tabloidformat og udkom hver uge ligesom konkurrenten ‘Ingeniørens ugeblad’. Titlen blev nu ændret til blot ‘I&B’.
Hele tiden siden titelstriden i 30’erne havde modsætningerne mellem de to ingeniørorganisationer ulmet under overfladen. 1. januar 1969 blussede den op igen på bladfronten. Fra denne dato lod to ingeniørorganisationer deres ugeblade udkomme til begge organisationernes medlemmer, efter at man uden held havde forhandlet om en fusion af bladene. Denne situation, der medførte et helt urimeligt ressourcespild, varede frem til 1. august 1975, hvor det endelig lykkedes at fusionere bladene til det nuværende ‘Ingeniøren’.
