Ingeniør i første job: Stå ved din uvidenhed
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ingeniør i første job: Stå ved din uvidenhed

Illustration: Mikkel Meister

Vær initiativrig og hold dig ikke tilbage med at spørge om hjælp, når du har brug for det.

Med den indstilling i baghovedet møder den 25-årige bygningsingeniør Frederik Sørensen hver dag op på sit allerførste job efter velafsluttet studietid på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, hvor han fik sit eksamensbevis fra byggeproces-­linjen i januar 2018.

Allerede 1. februar kunne han sætte sig bag skrivebordet som projektleder i virksomheden Billund Aquakulturservice, der bygger recirkulerende anlæg til fiskeopdræt på land. Den relativt unge alder har indtil videre ikke været en hæmsko for ham, og det skyldes ikke mindst, at han ikke er bange for at stå ved den:

»Det har været spændende og udfordrende. Jeg skal kunne arbejde sammen med ældre kolleger, som har meget mere erfaring end mig, men jeg har oplevet af få god støtte. Og når man først er i gang, så snakker man alligevel ikke så meget om alder mere,« siger Frederik Sørensen.

Leder stort projekt i Skotland

Hos Billund Aquakulturservice i det midtjyske, hvor interviewet finder sted, tilbringer Frederik Sørensen hver anden uge på kontoret med bl.a. at holde interne møder, besvare bunker af e-mails og tale i telefon med underleverandører og projektledere i udlandet.

De andre uger møder han i stedet ind i Billund Lufthavn for at flyve videre til det vestlige Skotland. Billund Aquakulturservice har leveret fiskeopdrætsanlæg til 26 forskellige lande, og nær den kendte skotske whiskyby Oban ligger byggepladsen til et nyt og 16.000 m2 stort fiskeopdrætsanlæg, som Frederik Sørensen nu efter et studiejob i virksomheden i 2017 er blevet fastansat projektleder på.

»Vi skal lægge rør ned i jorden under anlægget i ti forskellige lag og med en diameter på 50-630 mm. Vi ender nok med at have lagt 22 km forskellige rør, og vi regner med at skulle sende 120-150 lastbiler fra Billund og ud til byggepladsen i Skotland. Det bliver et af de største anlæg, vi har lavet indtil nu,« fortæller Frederik Sørensen.

Miljøvenligt fiskeopdræt

Billund Aquakulturservices anlæg adskiller sig fra konventionelle gennemstrømningsanlæg, ved at vandforbruget kan reduceres drastisk ved at recirkulere og genbruge spildevand. For fuld kraft kan anlæggene køre 25.000 m3 vand rundt i timen, og undervejs bliver det bl.a. biofiltreret, mekanisk renset for foderrester og affaldsstoffer og strippet for CO2 og til sidst oxygeneret på ny. Tanken med recirkuleringen er at gøre opdræt af fisk som laks, ørred og stør mere miljøvenlig.

Man kan lige så godt sige det åbent, når der er noget, man ikke ved noget om, og så kan en kollega forklare det. Den tilgang er blevet mødt med forståelse, synes jeg.Frederik Sørensen, bygningsingeniør, Dansk Aquakulturservice

Den omfattende rørlægning i jorden under anlægget, som gør recirkuleringen mulig, betyder dog også, at byggeprojektet hurtigt bliver meget komplekst. Det oplever Frederik Sørensen fra første parket, når ugerne tilbringes i det skotske:

»Der er ret stor forskel på de uger, hvor jeg er i Billund og dem, hvor jeg er i Skotland. I Skotland er det byggeledelse, og det bliver straks mere hektiske dage end i Billund, så det ender hurtigt med at blive arbejdsdage, der begynder klokken 7 om morgen og slutter ved 19-20­-tiden om aftenen,« siger Frederik Sørensen, uden at der dog spores nogen beklagelse i stemmen over de lange arbejdsdage.

Lærdom slår ikke altid til

Under studiejobbet i 2017 havde Frederik Sørensen gjort indtryk, og kontrakten på fastansættelsen hos Billund Aquakulturservice lå allerede klar i november. Men ind imellem må han stadig erkende, at den tillærte viden fra studietiden ikke slår til ude i virkeligheden:

»Jeg er havnet inden for en meget specifik branche, og der er ting rent teknisk, som jeg endnu ikke forstår. Jeg har det sådan, at man lige så godt kan sige det åbent, når der er noget, man ikke ved noget om, og så kan en kollega forklare det. Den tilgang er blevet mødt med forståelse, synes jeg.«

Omvendt har man som nyuddannet ingeniør også mulighed for at skille sig positivt ud ved at gøre noget, man er god til, og som rækker ud over stillingsbeskrivelsen – for Frederik Sørensens vedkommende er det it.

Det fysiske bevis på hans initia­tiv er en kraftig pc, der troner på et skrivebord bag os. Den kører BIM-programmet Autodesk Revit, som virksomheden bruger til at projektere og konstruere fiskeopdrætsanlæggene. Frederik Sørensen fik overbevist ledelsen om at investere i løsningen kombineret med virtual reality-hardwaren HTC Vive, så de ansatte i firmaet nu kan inspicere modellerne af anlæggene med VR-hjelmen spændt på hovedet.

»Det betyder utrolig meget for mig, fordi jeg næsten kan se det færdige resultat på den måde. Og så kan vi bruge det på messer og til at vise kunderne det, de kan forvente at få. Der har været en tilvænningsperiode, hvor jeg har prøvet at få mine kolleger med på det, og nu er der mange, der synes det er spændende at arbejde med,« siger Frederik Sørensen.

Han pendler stadig til og fra arbejde fra studiebyen Aarhus, men det er planen at flytte tættere på hovedsædet i Billund. Han vil dog ikke binde sig til fast bolig lige med det samme, da drømmen om en udstationering for virksomheden ikke ligger ham fjernt.

»Det kunne for eksempel være i Skotland, men vi skal også i gang med projekter i USA, så det kunne være en mulighed. Jeg har en alder, hvor rejseaktivitet er interessant, og vi er en meget international virksomhed. Så selvom ingenting er sikkert, så har jeg på fornemmelsen, at det kan lade sig gøre,« siger Frederik Sørensen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten