Ingen tegn på dieselsnyd hos Renault - men bilerne udleder for meget NOx

Ingen tegn på dieselsnyd hos Renault - men bilerne udleder for meget NOx

Ved tests under virkelige forhold udleder nogle af Renaults biler for meget NOx og CO2. Men ifølge franske ministre er der ingen tegn på, at bilfabrikanten har installeret software, der kan snyde ved NOx-tests.

Den franske bilproducent Renault kom i går i mediernes søgelys, efter at det kom frem, at efterforskere fra generaldirektoratet for konkurrence, forbrugerforhold og svindel (DGCCRF) havde ransaget tre af producentens fabrikker og blandt andet konfiskeret computere.

Ifølge Renault selv skyldtes ransagningerne myndighedernes undersøgelse af, om franske bilproducenter ligesom VW-koncernen har installeret software i bilerne, der kan snyde de lovpligtige tests af bilernes NOx-forurening.

Læs også: Renault efterforskes for snyd med emissioner

Producenten hævdede, at der ikke var fundet tegn på snyd, og i går aftes bekræftede flere franske ministre den udlægning.

»Der er ingen tegn på svindel hos Renault. Aktionærer og ansatte har ingen grund til uro,« lød det ifølge The Guardian således fra miljø- og energiminister Ségolène Royal. Hendes ministerkollega, økonomiminister Emmanuel Macron, bakkede budskabet op ved at betegne razziaen som et ‘normalt tjek.’

Men de udleder for meget

Samtidig kunne Ségolène Royal imidlertid afsløre, at flere af Renaults modeller har vist sig at udlede for meget NOx og CO2 ved normal kørsel - altså under testforhold, der er markant anderledes end den standardtest, kaldet New European Driving Cycle (NEDC), som bruges til typegodkendelsen af køretøjer i EU.

De franske myndigheder har nedsat en kommission, der undersøger emissionerne fra 100 biler, der er blevet solgt på det franske marked - heriblandt 25 fra Renault. Ved årsskiftet havde myndighederne nået at færdigteste 15 biler. Fire af dem var fra Renault. Ifølge New York Times udledte flere af bilerne CO2 og NOx på niveauer, der overstiger myndighedskravene.

Renault begynder ifølge avisen i juli at installere et nyt system, der recirkulerer udstødningsgassen i virksomhedens nye dieselbiler.

Den anden store franske bilproducent, PSA Peugeot Citroën, har udsendt en pressemeddelelse om, at ingen af deres biler har fået anmærkninger i forbindelse med myndighedernes tests.

Kommentarer (0)