Inge Lehmann og Jordens kerne
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Inge Lehmann og Jordens kerne

Danmark har fire store, internationalt anerkendte naturvidenskabsfolk, plejer marsforskeren Jens Martin Knudsen at sige. Fire, hvis navne der står historisk respekt om. Det er Tycho Brahe, Ole Rømer, H.C. Ørsted og Niels Bohr.

Måske også Niels Stensen (Steno), vil nogen tilføje.

Og så er der én til med internationalt ry – men som stort set er ukendt i Danmark. Det er geofysikeren og seismologen Inge Lehmann (1888-1993), der i 1936 var den første til at argumentere for, at Jorden havde en fast indre kerne, og som opnåede uvisnelig hæder i USA og mange andre steder, men som aldrig er blevet kendt i Danmark uden for en snæver kreds af fagfolk.

Hun er den eneste kvinde, der har modtaget American Geophycical Unions højeste udmærkelse, Bowie Medaljen. Og hun er opført som den eneste kvindelige geofysiker på en liste over de betydeligste kvindelige naturvidenskabsfolk i det 20. århundrede. Listen er lavet ved biblioteket på University of California, Los Angeles og offentliggjort på universitets hjemmeside, hvor hun er den eneste dansker på listen, der dog uvist hvorfor standser ved 1976.

P'

Blandt jordskælvsforskere og seismologer er Inge Lehmann næsten lige så kendt som Bohr og Einstein blandt fysikere. Hun var i en klasse for sig allerede i 1936, da hun som den første argumenterede for, at Jorden måtte have en fast indre kerne. Der skete i en artikel med den historisk korte titel P' (udtales P mærke). Hun førte ikke bevis for sin påstand, men hun argumenterede i hvert fald så godt for sin sag, at hendes synspunkt blev anerkendt, og alene herfor sikrede hun sig en plads i geofysikernes og seismologernes Hall of Fame.

35 år efter artiklen beviste computerberegninger endelig gyldigt, at Inge Lehmann havde ret. Hendes usædvanlige matematiske talent kombineret med sjælden disciplin satte hende i stand til at fortolke seismogrammer som ingen andre. Hun havde en næsten intuitiv forståelse af jordskælv.

I den festtale, som den amerikanske geofysiker Francis Birch holdt i 1971, da Inge Lehmann modtog Bowie Medaljen for usædvanlig talentfuld geofysisk forskning, sagde han, at Inge Lehmann fortolkede seismogrammer med sort magi: »The master of a black art for which no amount of computerizing is likely to be a complete substitute«.

Hvilken betydning, det så har haft for menneskehedens udvikling at kende strukturen af Jordens inderste kerne siden 1936, er et åbent spørgsmål, men blandt geofysikere og seismologer er det i hvert fald interessant. Og på hjemmesiden for American Geophycical Union (AGU) kan enhver forvisse sig om betydningen af hendes forskning, der i næsten 50 år efter P' artiklen havde international klasse.

AGU indstiftede i 1996 en selvstændig pris efter Inge Lehmann, »The Inge Lehmann Award«, der hvert andet år uddeles for enestående bidrag til forståelse af strukturen og dynamikken i Jordens kappe og kerne.

»Hendes måske største fortjeneste er, at hun bidrog meget til at styrke den del af seismologien, som baserer forskningen på studier af seismogrammerne, modsat den mere matematiske og statistiske tilgang«, hedder det i bogen.

Første danske biografi

I Gyldendals Leksikon 10-binds leksikon fra 1977 står der ganske kort om Inge Lehmann, »1888, dansk geodæt, påviste i 1936, at der måtte ske en brat stigning i jordskævbølgers hastighed i en dybde af 5.100 kilometer under jordoverfladen. Denne flade er siden kaldt L-diskontinuiteten«.

Dette »L« betyder andre steder »Lehmann-diskontinuiteten«, men altså ikke hos Gyldendal, der altså ikke nævner Jordens kerne med et ord.

At Inge Lehmann, der publicerede sin sidste videnskabelige artikel i en alder af 99 år, fylder så lidt i Danmark, råder Polyteknisk Forlag nu bod på med udgivelsen af den første danske biografi om hende. Bogen er udkommet i den serie af små biografier over store såvel udenlandske som danske naturvidenskabsfolk, og efter at Brahe, Rømer, Ørsted og Bohr har fået hver sit bind i serien, efterfulgt af et bind om matematikeren Erlang (ham med »Erlangs 4-cifrede logaritmetabel«, rettes der nu lidt op på den kønsmæssige ubalance.

»Inge Lehmann og Jordens kerne« er skrevet af civilingeniør Bjarne Kousholt, der også har skrevet om de fem andre danskere, og bogen skildrer hendes liv og virke uden på nogen måde at tage stilling til, hvor hun hører til på en eller anden videnskabelig rangstige.

Skole og studier

Som udgangspunkt undrer Bjarne Kousholt sig over, at Inge Lehmann kaster sig over netop seismologi, da Danmark jo ikke er videre plaget af det naturfænomen, og så undrer han sig over, hvordan og hvorfor Lehmann som kvinde klarede sig i en ellers meget mandsdomineret verden.

Han gør en del ud af, at Inge Lehmann kan være blevet påvirket og indgydt ekstraordinær selvstændighed og bevidsthed som kvinde, fordi hun gik i en sjælden skole, »Hanna Adlers Fællesskole«. Rektor, Hanna Adler, var en højt begavet og karismatisk kvinde, en skolepioner, der aldrig bøjede nakken og prædikede fuld lighed mellem drenge og piger i skolen.

Hun kan have været et forbillede sammen med Alfred Lehmann(1858-1921), Inge Lehmanns far, der var cand. polyt. i anvendt naturvidenskab og anvendte naturvidenskabelige metoder til at udforske forholdene mellem det psykiske og det fysiske. Han blev professor i eksperimental psykologi og etablerede et af verdens første psykologiske laboratorier og indførte, hvad han selv kaldte psykofysikken i Danmark.

Inge Lehmann så meget op til sin far, der hele livet var en rollemodel for hende, i sin urokkelige tro på det eksakte i videnskaben, skriver Kousholt i sin søgen efter en slags forklaring på Inge Lehmanns karakter.

Hun var så fysisk svagelig, at det var en prøvelse for hende at gennemføre sit universitetsstudie, som hun begyndte ved Københavns Universitet i 1907, og det tog hende 13 år at blive færdig som cand.mag. i matematik. Otte år senere blev hun mag. scient. i geodæsi, også ved Københavns Universitet.

I 1925 blev hun ansat som assistent ved Gradmålingen, som denne nye institution først hed, da det blev besluttet at oprette en seismografisk målestation i Danmark. Og to i Grønland.

På det tidspunkt var Danmark »det eneste land foruden Montenegro, der ikke havde en seismograf«, som direktøren for Gradmålingen Niels Nørlund fnyste.

I 1928 blev målestationen endelig indviet, Geodætisk Institut oprettet, og Inge Lehmann blev lynhurtigt second to none med hensyn til forståelsen og fortolkningen af seismogrammerne. Hun nærmest levede og åndede tilsyneladende for sin forskning, og fik aldrig etableret noget kærlighedsforhold – det er i hvert ikke kendt.

Hun var virkelig heller ikke nem, fastslår Kousholt direkte i bogen, og han tager alle sine kilder på nær én til indtægt for den konklusion.

»Hvis du vidste hvor mange uduelige mænd, jeg har måttet døje med,« beklager Lehmann sig i et brev, som Kousholt citerer, og det fremgår, at hun kunne være ganske uudholdelig selv.

Udlandet

Hun blev leder af Geodætisk Institut, og hun herskede over stedet til sin afgang i 1953. I den periode publicerede hun 36 videnskabelige artikler, skønt hun egentlig ikke var ansat til at forske, men mere til at administrere og vedligeholde seismografen.

Hun havde et stort talent for at holde sig i kontakt med verdens førende seismologer, og hun plejede disse kontakter hele livet. En af disse, den berømte britiske seismolog Harold Jeffreys, skrev i 1962 til Niels Bohr og undrede sig over, at Inge Lehmann ikke havde modtaget nogen æresbevisning i sit eget land.

Bohr tog udfordringen op, skrev til Lehmanns tidligere chef, Niels Nørlund, der fik bragt i forslag, at Lehmann fik Det Kgl. Videnskabernes Selskabs guldmedalje i 1965. Men altså på opfordring fra udlandet. Året forinden var hun blevet æresdoktor ved Columbia University, og i 1968 blev hun æresdoktor ved Københavns Universitet. Herudover modtog hun stribevis af andre internationale æresbevisninger.

Og det var først efter sin pensionering, at hun blomstrede op, da hun fortsatte sin forskning på Lamont observatoriet i New York, hvor den navnkundige geofysiker Maurice Ewing var professor. USA var leveringsdygtig i interessante seismogrammer som følge af de underjordiske atomprøvesprængninger, og her satte man pris på hende, i modsætning til i Danmark, der aldrig officielt anerkendte hendes talent for eksempel ved at gøre hende til professor.

På de udenlandske laboratorier lærte de unge forskere at sætte pris på Inge Lehmanns enorme viden. Hende styrke var den kritiske sans, der fulgte hende hele livet. En professor, der arbejdede tæt sammen med hende, har ifølge Bjarne Kousholt udtrykt det således:

»Hendes arbejde med atomprøvesprængningen var vigtigt, ikke så meget fordi hun fandt noget nyt, men fordi hendes statur og hendes integritet gav respektabilitet og troværdighed til de, hvis studier hun viste interesse for.«

Bjarne Kousholt har skrevet en bog, der i højere grad er en bog om Lehmann som person end om seismologi og Lehmanns forskning. Læserne får en kort introduktion til basal seismologi, Richterskala m.m., og bogen er forsynet med kronologi, noter om Inge Lehmann på internettet, anden litteratur m.m. u

»«