Infrarød måludpegning i Super Hornet i 2017

F-18 Super Hornet er i øjeblikket det eneste af de tre kampfly i den danske konkurrence uden det infrarøde IRST-system. Illustration: Kevin Flynn/Imaging Services STL

Hvis ikke beslutningen endnu en gang bliver udskudt, har forsvarsforligskredsen inden årets udgang truffet en beslutning om, hvilket kampfly der skal afløse flyvevåbenets F-16. Og mens konkurrencen går ind i slutfasen, arbejder amerikanske Boeing på at installere infrarød optik i deres kandidat, F-18 Super Hornet.

Teknologien hedder Infrared Search And Track System (IRST), og de infrarøde billeder fungerer som et supplement til kampflyenes radarsystemer. Systemet lader piloten udpege og låse et mål ved hjælp af målets varmesignatur frem for radarsignatur. Med andre ord kan IRST angiveligt opfange selv de mest sofistikerede stealth-fly, såsom F-22 Raptor.

Hvorfor er det vigtigt?

Super Hornet er i øjeblikket det eneste af de tre kampfly i den danske konkurrence uden IRST. Konkurrenterne Eurofighter Typhoon og Lockheed Martins F-35 har begge det infrarøde system i forvejen, og derfor indsnævrer Super Hornet-opgraderingen den teknologiske forskel på de tre fly på ét af konkurrencens mange parametre.

IRST-systemet til Super Hornet blev godkendt af US Navy i foråret 2015 og forventes at kunne bruges i missioner i løbet af 2017. Dermed bliver systemet efter planen operationelt, længe inden det danske flyvevåben skal begynde at erstatte de bedagede F-16 med et nyt kampfly i 2020.

Systemet registrerer meget små temperaturforskelle og giver en høj detaljeringsgrad i kampflyenes måludpegning over lange afstande. Samtidig er IRST et passivt system bestående af et termografisk kamera, der modsat radar ikke selv afgiver stråling og dermed bidrager til at kompromittere flyets stealth-egenskaber.

Samarbejde med rival

Systemet bliver udviklet i samarbejde mellem Boeing og kampfly-konkurrenten Lockheed Martin, og det består af Lockheeds nyeste IRST-generation, IRST21, som bliver indarbejdet i fronten på GE Aviations' FPU-13 brændstoftank og monteret neden under Super Hornet.

Systemet skal modsvare Lockheeds eget Electro-Optical Targeting System (EOTS) til F-35, som kombinerer IRST med såkaldt Forward-Looking Infrared (FLIR), der som navnet antyder peger fremad, mens IRST peger i flere retninger.

Læs også: Derfor skal Danmark have mange kampfly – ikke det mest avancerede

Hos Eurofighter er Super Hornets IRST21 oppe imod et IRST fra franske Thales med det fængende akronym PIRATE (Passive Infra-Red Airborne Track Equipment). I Eurofighteren bliver IRST-data fusioneret med radarbillederne i displayet på Eurofighterens hjelm, som har en lang række egenskaber til fælles med F-35's Helmet Mounted Display.

Indsnævrer teknologikløft

Som Ingeniøren skrev tidligere i dag, er Eurofighter til gengæld også i gang med opgraderinger på områder, hvor Super Hornet og F-35 i dag har føringen. Eurofighter bliver i øjeblikket udstyret med en ny radar, en såkaldt Active Electronically Scanned Array-radar (AESA).

Læs også: Eurofighter vil indhente forspring hos F-35 og Super Hornet med ny radar

Og opgraderingen er lige som Super Hornets nye infrarøde optik væsentlig i den danske konkurrence, fordi F-35 og Super Hornet begge har AESA-radarer i forvejen. Kort fortalt bliver Eurofighters mekanisk styrede antenner udskiftet med elektronisk styrede sensorer, hvilket blandt andet styrker flyets evne til luft til jord-operationer.

Med andre ord vil de tre konkurrenter i inden for få år have både AESA-radar og det infrarøde IRST-system, om end i meget forskellige versioner. Hvad angår måludpegning og situationsoverblik, er feltet i den danske kampflykonkurrence altså rykket lidt tættere sammen.

Partierne i forsvarsforligskredsen skal på baggrund af anbefalinger fra forsvarets kampflykontor vælge én af de tre kandidater i efteråret.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er der nogen som ved om F18 og SeaHawk helikopterne kan noget særligt ifht. samarbejde?

Altså om US Navy har gjort noget særligt for at integrerer de to?

  • 0
  • 0

Jeg er ikke imod at Danmark skal købe amerikanske fly - kun hvis det er F-35. F-18 er et super fly - lidt som Eurofighter er det. De to har lidt år på bagen, men det er kun en fordel, når Danmark skal ud og handle. Man kunne vælge at gå efter noget dyrt / ikke afprøvet, hvor omkostningerne snildt kan løbe afsted. Eller man kan vælge noget afprøvet, hvor det er testet og fungerer perfekt. Jeg håber på Eurofighter pga. vi styrker det europæiske samarbejde og flyet er satans godt (især i hastighed og manøvredygtighed. Prisen er kendt, hvilket er vigtigt, når man "kun" skal bruge en 20-30 milliarder på nye kampfly.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten