Infrarød sensor tæller bilens passagerer

Et infrarødt afbildningssystem, som automatisk tæller antal passagerer i selv hurtigtkørende biler, kan relativt enkelt og billigt nedsætte både trængsel og CO2-udslip.

Den nye teknologi, der er udviklet af optiske eksperter på britiske Loughborough University, kan anvendes til flere formål, hvor man vil belønne høj anvendelse, eksempelvis ved trængselzoner, vejtold, broer og tunneler, P-områder og ved særligt hurtige vejbaner for biler med passagerer, skriver Engineer Live.

I Storbritannien har kun 20 procent af bilerne passagerer med. Så eftersom føreren i 80 procent af bilerne i de store, trafikforstoppede byer har hele bilen for sig selv, er der et stort og akut behov for at kunne belønne bilister med samfundssind.

Trængselzoner og bompenge er blevet en mere og mere almindelig del af det engelske trafikbillede.

Selv om danske bilister ifølge Vejdirektoratet oftere har passagerer med i bilen, er der også herhjemme behov for at fjerne trængsel og CO2-udslip.

Kun 39 procent af kapaciteten på de danske veje benyttes af køretøjer med mere end en enkelt bruger, mens 28 procent har én passager med, syv procent to passager og fire procent endnu flere.

Det nye system oplyser den kørende bils forrude uden at distrahere folk i bilen og bearbejder billederne for at finde ud af, hvor mange der befinder sig i bilen. Processen tager brøkdele af et sekund, og resultaterne kan integreres i et større automatisk trafikstyringssystem.

Oplysninger om bilens indregistreringsnummer og identiteten på dem, som befinder sig i bilen, bliver normalt hemmeligholdt, men kan om nødvendigt findes frem.

Avingtons, som ejer det firma, der leverer kabinetter til briternes vejkameraer, har netop investeret i Loughborough-teknologien.