Industrien tøver stadig over for trådløse IoT-teknologier

12. marts 2017 kl. 16:005
Industrien tøver stadig over for trådløse IoT-teknologier
Illustration: Das Büro.
Mens udviklere og småvirksomheder hurtigt har taget nye trådløse teknologier til Internet of Things til sig, er industrien mere tøvende. Både teknologi og industri er umodne, lyder det.
Artiklen er ældre end 30 dage

De store industrivirksomheder er i fuld gang med at koble produktionsapparat, sensorer og robotter på nettet – men det er ikke de nye trådløse teknologier som Sigfox, LoRa og Narrowband IoT, de bruger til formålet.

Læs også: Trådløse teknologier kæmper om at blive ‘dimsernes netværk’

Det skyldes først og fremmest, at industriens kommunikationsstandarder i dag er så hurtige og pålidelige, at der ikke er brug for en afløser, mener Frank Faurholt, der er formand for Dansk Automa­tionsselskab og salgsdirektør i Siemens.

»I industrien er vi meget afhængige af den enkelte virksomheds standarder og fabrikater. Derfor er de ‘almindelige’ IoT-teknologier ikke slået igennem. Og det ser jeg dem heller ikke gøre på den korte bane,« vurderer han.

Produktionsvirksomhederne har andre behov

Det skyldes, at de fleste industrielle systemer længe har været koblet til central styring, påpeger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Når den type systemer skal kobles på nettet, handler det i store træk om, hvor vi skal sætte en internetforbindelse til, og hvilken software vi vil forbinde det med,« påpeger han.

Produktionsvirksomhederne adskiller sig dermed væsentligt fra de mindre virksomheder, der eksempelvis har behov for at følge med i data fra et begrænset antal sensorer. Netop den type virksomheder har den danske virksomhed Sensohive fokuseret på.

Sensohive udvikler temperatur­følere til køleskabe og lignende, som enten er koblet op til en gate­way eller som bruger Sigfox-netværket til at sende data direkte til en cloud-tjeneste.

De små er kernebrugere

Her vurderer direktør Casper Harlev, at netop de små virksomheder er kernebrugerne af de trådløse teknologier i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Sigfox giver os den frihed, at vi ikke behøver gateways hos hver kunde, som skal installeres af en installatør. I stedet kan de modtage en sensor med posten, aktivere den med to tryk, og placere den i skabet selv,« siger han.

Casper Harlev understreger, at selskabet stadig overvejer at benytte andre IoT-teknologier som eksempelvis LoRa eller Narrowband IoT fremover, men at Sigfox var den bedste løsning til at overtage fra den hjemmegjorte, wifi-lignende løsning, selskabet brugte tidligere.

Standarder under udvikling

Den type teknologier understreger for Frank Faurholt, at der er en væsentlig forskel fra eksempelvis en lægeklinik eller en købmand, der har brug for få køleskabsfølere, til en industrivirksomhed, der har tusindvis.

»Den type virksomheder har et køleskab, hvor de ikke kan komme af med temperaturdata. Det kan man langt hen ad vejen godt i industrien. Der har udstyret den connectivity indbygget. Derudover er der ofte for mange data til de abonnementer, der er tilgængelige på netværkene. Hvis du for eksempel skal bruge data for temperatur og tryk i næsten real time, er det kun industrielle systemer, der er lagt an til det i dag, pointerer Frank Faurholt.

I 5G-standarden, der endnu er under udvikling, er industrien også tiltænkt som en mulig aftager af teknologien. Derudover udvikler standarderne sig løbende, hvorfor Frank Faurholt ikke vil udelukke, at udefrakommende trådløse tekno­logier kan komme til at spille en rolle fremover.

Nye teknologier på sigt

»Man skal altid lade sig udfordre og vurdere, om det er det rigtige i morgen. Systemerne kan blive mere intelligente og få flere data ind på en sikker og elegant måde. Der kunne nogle af de nye teknologier bruges på sigt,« siger han.

Her er 5G en oplagt teknologi at se nærmere på, når den bliver defineret nærmere, mener professor ved Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer Petar Popovski.

»I 5G lægger man for eksempel op til at understøtte ‘massive and ultrareliable machine communica­tions’. I Industry 4.0 eller biler har vi andre typer maskinkommunikation end de små beskeder fra sensorer. Det er ikke 100.000 sensorer, men det er meget mere pålidelighed og hurtigere,« siger Petar Popovski.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
13. marts 2017 kl. 21:36

Med hensyn til felter: Der er standarder der specificerer hvor kraftigt der må sendes. f.eks. ERC REC 70-03. De felter der kommer fra en IoT bliver ikke så kraftige som det der udstråles af en Mobiltelefon. Med de frekvenser der er til rådighed så bevæger vi os ofte omkring 2 GHz eller højere. Der er faktisk ikke særligt mange støjkilder ved frekvenser over 1GHz. 5G har et kæmpe problem. Det er varm luft - alle taler om det men der er ingen rigtige prototyper endnu. Da man gik fra 3G til 4G netværk vat man så heldig at kunne 'snuppe' en masse TV-frekvenser. Det gjorde det nemmere at rulle det ud. 4G fik også en bedre dækning end 3G da der bruges lavere frekvenser. Der bare ikke nogle nemme veje frem længere. Man skal op over 5 GHz for at finde plads med alt hvad det betyder.

4
13. marts 2017 kl. 08:50

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvilket udstyr der anvendes og hvor stabilt det er, men det er jo en kendt sag der skal ganske meget power på, hvis nettet ikke skal forstyrres af gaffeltrucks o.a. større maskinedele der køres rundt i virksomheden. Et kraftigt netværk vil typisk også række uden for bygningen, med mindre den er top radioafskærmet, så en ubuden gæst kan vel blot stille sig op ved hegnet og få adgang? Der kan være nok af støj-, luft o.a. gener på en arbejdsplads, skal medarbejderne nu også omsvøbes af kraftige G5 netværk :-(

3
13. marts 2017 kl. 07:19

Det er i det hele taget betænkligt at IOT enheder bare per definition skal tale sammen uden at brugeren skal kunne påvirke det. Faktisk så burde EU tage sig af det...

1
12. marts 2017 kl. 22:52

Den store bekymring i dag er sikkerhed og tilgængelighed, at nogen kan bryde ind på nettet eller blokere det. Så længe man holder det på et kablet net, inde i huset, så har man nogenlunde styr på det. Hvis man først skal have sine data ind og ud igennem en gateway hos en ekstern leverandør så er der væsentligt flere sårbare punkter. En af de største sager om indbrud og aflytning af kortdata skabtes på den måde. Der var et mindre ingeniørfirma der overvågede klimaanlæggene ved fjernadgang. Hackerne brød ind på ingeniørfirmaets netværk via det web-baserede regnskabssystem ingeniørfirmaet brugte. Fra regnskabsafdelingens PC spredtes software til de andre maskiner i firmaet, også til dem der havde fjernadgang til klimaanlæggene hos den store kæde. Via computerne på klimaanlægget fik man så inficeret kasseterminalerne. Og da amerikanerne stadigvæk havde kortdata liggende ukrypteret i kasseapparaterne så fik de fat i ca. 40 Millioner sæt kortdata ;-).

Se evt. https://krebsonsecurity.com/2013/12/sources-target-investigating-data-breach/