Industri: EU nøler med at skrotte deponering af affald

8. december 2015 kl. 05:222
Opdateret: Plastindustrien og Dansk Affaldsforening synes, at EU’s seneste miljøinitiativ er uambitiøst, når det fortsat lægger op til deponering af affald rundt omkring i Europa.
Artiklen er ældre end 30 dage

EU ønsker med den såkaldte cirkulære økonomi-pakke, der blev fremlagt i sidste uge, at lukke nogle af de mange huller, der er i vores ‘genbrugscirkel’, men pakken i sig selv er hullet, mener danske interesseorganisationer.

Det ærgrer blandt andre Dansk Affaldsforening og brancheforeningen Plastindustrien, at EU fortsat vil tillade medlemslandene at deponere op mod ti procent af sit affald frem mod 2035.

Endnu værre er det ifølge direktør Jacob Simonsen fra Dansk Affaldsforening, at der slet ikke er nogen krav om at minimere deponering af affald fra erhverv og industri, selv om 90 procent af alt deponeret affald stammer derfra.

»Hvis vi skal blive ved med at bade os i det samme vand hele tiden, dur det ikke, at der er hul i spanden,« siger direktøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark deponerer vi kun fem procent af al affald, og Jacob Simonsen kalder på den baggrund EU's forslag for »uambitiøst«.

»Hvad angår deponering, burde man gå mere til vaflerne,« tilføjer han og peger på, at netop et opgør med deponering er vigtigt, for det er blandt andet her, at genanvendeligt skrald forlader økosystemet.

Cirkulær økonomi på 30 sekunder

I det perfekte cirkulære økosystem forlader intet genbrugscirklen, og man kan derfor genbruge råstoffer på tværs af industrier i det uendelige.

I det cirkulære økosystem produceres varer med genbrug ved nedslidning for øje, ikke bortskaffelse.

Modellen fungerer dårligere, jo mere genanvendeligt, der forlader cirklen. Blandt andet ved deponering.

Plastindustrien stemmer i:

»Vi så også gerne at man gik efter nul procent deponering eller lagde en afgift på deponering,« siger foreningens miljøchef, Helle Fabiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Deponering er en billig måde at slippe af med sit miljøfarlige og dermed besværlige affald på. I nogle tilfælde deponeres affaldet i EU, men i flere tilfælde bliver miljøfarligt affald sejlet til tredjeverdenslande, hvor det dumpes for en slik.

Lave målsætninger

Pakken lægger op til, at eurolandene skal genanvende 65 procent af husholdningernes affald samt affald fra lignende kilder inden 2030. Samtidig ændres opgørelsesmetoden. Danmark ligger i dag på omkring 45 procent indsamlet til genanvendelse (ekskl. pantsystemet). Fremover skal vi måle på det der i sidste ende bliver genanvendt.

For Danmark er der ifølge Jacob Simonsen ikke tale om et uopnåeligt mål, men for andre lande kan det blive en udfordring. Nogle lande genanvender kun fem procent af affaldet.

EU-prognose

EU forventer, at på sigt vil:

  • Europæiske virksomheder udlede 450 millioner ton mindre CO2 om året

  • 460.000 flere grønne stillinger i det offentlige og private blive oprettet

  • Europæiske virksomheder kunne spare op mod otte procent af deres årlige omkostninger, blandt andet gennem energibesparelser

Ensrettet genbrug

Der er dog enighed i Plastindustrien, Dansk Industri og Dansk Affaldsforening om, at pakken også indeholder en lang række gode tiltag og intentioner.

»Helt overordnet er der mange gode takter i pakken, og den kommer rundt om hele begrebet cirkulær økonomi. Også sammenlignet med den pakke, der blev præsenteret sidste år,« siger seniorkonsulent i Dansk Industri Svend-Erik Jepsen.

Blandt de bedre tiltag er en standardisering af måden, man udregner genbrugsprocenten på. På den måde bliver det nemmere for EU-Kommissionen at skille miljøsynderne fra miljøduksene. Alligevel skal man passe på ikke at gå for meget op i procenterne, mener Dansk Industri.

»Man kunne godt frygte, at når man går så meget op i procenter, så begynder man at fokusere på vægten frem for kvaliteten,« siger Svend-Erik Jepsen, der frygter, at landene ikke går efter at genbruge materialer ud fra et miljømæssigt perspektiv, men genbruger dem, der vejer mest.

Denne artikel er opdateret med ny vægt på manglende krav om at droppe deponering af erhvervsaffald, og enkelte tal er rettet.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
8. december 2015 kl. 07:41

"...Europæiske virksomheder udlede 450 ton mindre CO2 om året".

450 tons er altså ikke særligt meget...