Indsatsleder: Med plastisolering var Gigantium brændt ned til grunden

Anders Brosbøl, indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, kan prise sig nogenlunde lykkelig efter gårsdagens brand i multihallen Gigantium. Der var aldrig fare for menneskeliv, og de indvendige skader er også begrænsede.

Det scenarium havde været helt, helt anderledes, hvis bygningen havde været isoleret med et plastmateriale i stedet for den stenuld, som nu holdt flammerne fra bygningens indre. Så havde Aalborg sandsynligvis stået helt uden kultur- og idrætscenter i dag.

»Med plastisolering havde vi haft minimale chancer for at redde bygningen,« siger Anders Brosbøl, der har en masteruddannelse i brandsikkerhed.

Ilden løb i vandspærrer inde under stålpladerne

Plastisolering er kommet i fokus efter branden i højhuset Grenfell Tower i London, hvor mindst 80 mennesker mistede livet. Her løb ilden hele vejen rundt om bygningen via den overtændte plastisolering.

I forsamlingslokaler som en sportshal er det ikke tilladt at benytte brandbar isolering i Danmark. Når diskussionen alligevel er relevant, så skyldes det, at plastisolering gerne må benyttes på blandt andet industri- og lagerbygninger og på boliger, så længe de ikke er højere, end brandvæsnets stiger kan nå.

Men lad os lige vende tilbage til branden i Gigantium, som ifølge en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi blev startet af en ukrudtsbrænder.

Ilden løb under den ydre regnskærm, som på Gigantium bestod af stålplader. Inde under pladerne var et hulrum til at bortlede fugt. Herefter kom vindskærmen, og det var den, der gik ild i. Herefter opstod der, hvad Anders Brosbøl betegner som en skorstenseffekt, hvor ilden bliver suget opad.

»Ilden brænder lystigt bag stålpladerne, og det er ikke særlig nemt at håndtere, for de er vanskelige at komme ind bagved,« siger han.

Skorstenseffekt satte ild i taget

I praksis måtte brandfolkene skære stålfacaden op med store skæreskiver for at kunne slukke ilden.

»Jo større og højere bygningen er, jo mere komplekst bliver det,« konstaterer Anders Brosbøl, hvis brandfolk balancerede med stålpladerne i 25 meters højde fra stigevogne.

Mens stenulden forhindrede branden i at sprede sig ind gennem facaden, så gjorde skorstenseffekten, at der også gik ild i taget. Stykker af det dumpede ned i hallen, men her kunne de småbrande, som opstod, hurtigt slukkes af røgdykkere.

Det begrænsede de indvendige skader, så Gigantium håber at kunne åbne igen allerede i løbet af sommeren.

Pladekonstruktioner gør det svært at komme til at slukke

Sådan var det ikke gået, hvis isoleringen havde været af plast, sådan som det er lovligt at opføre andre typer af bygninger i Danmark.

»Ilden udvikler sig eksplosivt stærkt, hvis først den får fat i selve konstruktionen. Så havde det brændt helt vildt på den indvendige side. Når først en bygning er overtændt, kan vi ikke sende røgdykkere ind,« konstaterer Anders Brosbøl.

Han lægger også vægt på, at han som indsatsleder vidste, at et forsamlingssted som en multihal ikke kan have brandbar isolering, så han derfor med det samme og uden frygt for mandskabet kunne sende folk ind og evakuere brugerne.

»Især ved pladekonstruktioner er det afgørende, at der ikke er brandbar isolering, hvis man vil værdisikre en bygning,« siger Anders Brosbøl.

Imidlertid er langt det mest udbredte, at der også sidder en plade uden på facader med plastisolering. I Grenfell Tower indeholdt selve den yderste sandwich-plade endda en kerne af polyethylen.

Anders Brosbøl lægger heller ikke skjul på sin bekymring for plastisolering, der som hovedregel er både billigere og lettere at arbejde med end stenuld.

I Danmark har vi ganske vist funktionsbestemt brandkrav, som skal sikre, at konstruktionen forsinker brandspredning, uanset hvilke materialer der er brugt. Men, påpeger indsatslederen fra Aalborg, mange steder sker der renovering, om- og tilbygning i ét væk, der gør det vanskeligt at bevare overblikket over, hvordan ilden vil brede sig.