menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Økonomiske problemer i Indonesien udfordrer tsunami-varslingssystemerne i en sådan grad, at der simpelthen ingenting sker, eller i hvert fald ikke sker nok, når naturen viser tænder.
Det så vi senest lørdag d. 22. december, da et vulkanudbrud på 24 minutter udløste en tsunami, som foreløbig har betydet flere end 400 omkomne og et stort antal savnede.
Kritikken lyder på, at hvis blot landets varslingssystemer var vedligeholdt, så ville en del liv stadig være i behold. Især fordi de jordrystelser, der normalt opstår i forbindelse med jordskælv, ikke nødvendigvis kan mærkes på land, hvilket kan gøre det svært selv at tage affære.
Men NU skal det være med et udbygget system, lover Indonesiens regering ifølge BBC.
Det fremgår ikke nøjagtigt, hvad regeringens løfter går ud på, ud over at systemet som tidligere omfatter bøjer, der sender data om undersøisk aktivitet ind til myndighederne på land.
Ifølge de sparsomme oplysninger på BBC skulle det nye system være bedre, fordi det måler på bølgestørrelserne og ikke kun på seismisk aktivitet. Det skulle være en fordel, når det handler ikke handler om traditionelle jordskælv, men om tsunamier forårsaget af undersøiske jordskred fra vulkansk aktivitet.
Til formålet skal bøjer placeres rundt om vulkanen og bl.a. fungere som relæstation til at sende data om vandstanden lynhurtigt videre.
Om det kan holdes kørende, er dog spørgsmålet, for det nuværende system med bøjer er stærkt mangelfuldt og ikke have virket siden 2012.
Problemet er nemlig, at de bøjer med undersøiske tryksensorer, der blev installeret for flere år siden i kølvandet på den helt store tsunami i 2004, ikke længere fungerer, fordi de har vist sig for kostbare at holde flydende med 15 mio. kroner i årlige vedligeholdelsesomkostninger.
Ikke alene var havets dyr efter dem, men der blev også stjålet værdifulde dele fra dem fra forbipasserende skibe. Og så var der fiskere i området, som ’vandaliserede’ dem, tilsyneladende ved at tøjre deres skibe til dem.
I stedet benytter Indonesien sig bl.a. at en masse seismiske bredbåndsstationer og tidevandsmåleinstrumenter, som måler på vandstanden nær kysterne.
Men også disse installationer er økonomisk udfordrede, fortæller lederen af tsunamicentret på det indiske agentur for meteorologi, klimatologi og geofysik til BBC, for der er ikke sat midler af på landets budget til at holde det hele kørende.
Desuden har tidligere tsunamier vist, at det simpelthen kan gå for stærkt til, at tidevandsinstrumenterne tæt på kysten kan nå at sende advarsler, da de blot sender data ind hvert kvarter. Eller – som det var tilfældet med lørdagens tsunami – at fuldmånen kunne forvirre tidevandsmålingerne.
I forbindelse med tsunamien i Indonesien i slutningen af september fortalte Dr. Costas Synolakis fra University of Californias Tsunami-forskningscenter desuden til BBC, at man først skal vente på, at bølgen når bøjen, og så går der tid med at få data til satellitten og tilbage igen.
Så hvis problemet opstår tæt på kysten, som det ofte gør i Indonesien, så er der ikke meget tid til at advare under alle omstændigheder.
Det har ellers også været planen at forsøge sig med løsninger, der ikke indeholdt bøjer.
En række indonesiske forskere gik i 2013 sammen med forskere fra det amerikanske University of Pittsburgh og nonprofit-forskningsinstitutionen Woods Hole Oceanographic Institution (WHOI) i gang med at udvikle et varslingssystem, som havde sine rødder i det kommunikationssystem, der er blevet brugt under vandet på Arktis.
Her benyttede forskerne lydbølger til at kommunikere med robotter under isen. Samme idé er blevet til et tropisk system, som sender signaler via et undersøisk sensornetværk til myndighederne på kysten, der herefter kan udsende et tsunamivarsel.
Systemet benytter ligeledes en tryksensor, der sender lydbølger videre, men ikke til en bøje. Når bølgerne nærmer sig overfladen vil det varmere vands densitet udfordre deres passage, hvorfor de vil søge væk fra overfladen og ned i dybden igen. Her vil de møde et modem, som opfanger signalet og sender det ud igen. Igen søger bølgerne og skyder sig ned igen til et nyt modem og så fremdeles. Det sidste stykke foregår via et søkabel ind til bredden.
Det blev i 2016 testet ved at forskerne sendte lydbølger til en tryksensor, placeret ca. 100 km fra kysten i halvanden km dybde, og de konstaterede, at det virkede fint.
Alligevel strandede projektet i manglende penge, fordi en devaluering af den indonesiske valuta, rupiah’en, betød, at der ikke blev råd, skriver den amerikanske nyhedsstation CNBC.
Samtidig, fortæller lederen af projektet, professor Louise Comfort fra University of Pittsburgh, var det en udfordring at koordinere projektet, fordi mange instanser var inde over.
Eksperter har også understreget, at det er spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at udsende tilstrækkelige tsunami-advarsler, når tiden fra jordskælv til tsunami er så kort, som ofte er tilfældet i Indonesien.
Derfor lyder opfordringen, at gode penge kunne gå til at undervise folkeskoleeleverne i, at de søge opad og væk og ikke vente på sms-varsler, der måske alligevel aldrig når frem, hvis det ene eller andet system er gået ned. I hvert fald i de tilfælde, hvor man selv kan mærke forandringer i undergrunden.
Det er nok ikke så nemt at løse problemerne, men...
I et land med tre gange det danske BNP lyder det som en dårlig undskyldning. Bemærk at det tilsyneladende er 15 mio. kr i alt og ikke per bøje.
Det lyder som et designproblem, der vil kunne løses ved at tidevandsinstrumenterne selv kan få indbygget noget automatik til at lure om målingerne er unormale, og i de tilfælde indsende data udenfor de normale tidspunkter.
Spørgsmålet er hvor meget et korrekt varsel kan bruges til lige præcis der. Krakatau ligger mellem 35 og 45 km fra land, og en tsunami kan over dybt vand udbredes med op til 800km/t, måske lidt langsommere i området pga. lavere vanddybde. Det vil under alle omstændigheder give et meget kort varsel på nogle få minutter.