Indien siger nej til selvkørende biler
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Indien siger nej til selvkørende biler

Den kaotiske indiske trafik egner sig dårligt til selvkørende biler, lyder det fra Über og Google. Men det indiske forbud handler mere om at beskytte arbejdspladser. Illustration: Prakash Sing, trafikkaos

Selvkørende biler kan ifølge flere rapporter gøre mange chauffører overflødige (se faktaboks). Men det skal ikke ske i Indien, hvis det står til landets transportminister Nitin Gadkari:

»Vi vil ikke tillade førerløse biler i Indien. Jeg er meget klar i dette spørgsmål,« siger Gadkari ifølge blandt andre Hindustan Times.

»Vi vil ikke tillade teknologi, som fjerner job. I et land med arbejdsløshed kan du ikke have en teknologi, som tager folks arbejde,« fortsætter han.

Mange millioner indere arbejder som chauffører, og ifølge Nitin Gadkari har landet stadig brug for 2,2 millioner flere erhvervschauffører og bør derfor åbne flere køreskoler for at få uddanner flere førere.

»En sådan teknologi (selvkørende biler, red.) vil gøre millioner arbejdsløse, siger transportministeren ifølge The Economic Times

Flere lande har nu udarbejdet lovgivning for at teste selvkørende biler, deriblandt Norge. Transportminister Ketil Solvik-Olsen håber, det vil tiltrække ny industri til landet.

Men den tilgang har hans indiske kollega altså ikke.

Google og Uber skeptiske

Det lader dog heller ikke til, at industrien har nogen særlig tro på selvkørende biler i Indien.

Både Übers nyligt pensionerede chef, Travis Kalanick, og Googles CEO, Sundar Pichai, sagde tidligere på året, at de ikke havde nogen tro på førerløse biler i Indien med det første, skriver blandt andre India Today.

Læs også: Cyklister kan blive selvkørende bilers værste mareridt

»Indien bliver det sidste sted, der får autonome biler! Har du set, hvordan de kører der,« sagde Kalanick i et interview med CNBC TV 18, gengivet i Tech2.

Den indiske transportminister Nitin Gadkari afviser at tillade selvkørende biler nu, men erkender, at der kan komme et tidspunkt, hvor man ikke længere kan ignorere dem. Illustration: Prakash Sing

Indien er kendt for sine kaotiske kørselsforhold, med tung trafik og ikke altid regulerede veje. I 2015 blev 146.133 mennesker dræbt i trafikrelaterede hændelser i Indien, ifølge BBC. På verdensplan dør omkring 1,3 millioner mennesker årligt i trafikulykker.

Selvkørende biler til indiske veje

Alligevel arbejder enkelte firmaer med at tilpasse selvkørende teknologi til indiske forhold.

Den indiske Tata-gruppe har med sine datterselskaber udviklet en platform til selvkørende biler, hvor de har udstyret en af selskabets biler, Tata Nano, med sensorer.

De har også skabt en særlig prøvebane at genskabe de forvirrende indiske veje.

Dr. Roshy John, der udvikler teknologi på Tata Consultancy Services, fortæller ifølge The Next Web, at de har formået at udvikle niveau fire-autonomi til deres selvkørende biler. Det svarer til en høj grad af automatisering. Niveau fem, fuld automatisering, ligger stadig et stykke ude i fremtiden.

»Det vil tage omkring et årti i Indien,« siger han.

Transportminister Gadari er dog ikke helt afvisende, adspurgt om hvorvidt Indien så aldrig vil få selvkørende biler:

»Om nogle år kan det være, at vi ikke kan ignorere det, men vi skal ikke tillade det nu,« siger han.

Artiklen er efter aftale oversat fra Teknisk Ukeblad.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...er befolkningsmængden.

Den tid er for længst forbi hvor man kan forbyde en eller anden teknologi, for at undgå at miste arbejdspladserne.

Og så mangler de 2.2 millioner chauffører?!?

Med de trafikforhold de har, er det nok ikke lige 2,2 millioner flere køretøjer på vejene de har mest brug for lige nu...!

  • 4
  • 2

Selvfølgelig kan Indien da vælge arbejdspladser istedet for ny teknologi.

Det er et dilemma vi kommer til at se her hjemme i danmark, snart.

Når mere og mere bliver atomatiseret, bliver der færre i arbejde.
Dem der tjener penge, betaler idag hele gildet for vores samfund.
De skal så forsørge flere og flere ledige, i den nuværende samfundsmodel.

Husk vores regering prøver af alt magt, at fratage forsørgelsesbyrden, fra firmaerne.

  • 1
  • 2

Det er katastrofalt, når grunden til at man ikke kan inføre ny teknologi er tab af arbejdspladser. Så er det et symptom på, at metoden man har for fordeling af samfundets goder og produktion, ikke længere fungerer.

  • 5
  • 1

Citat: "Vi vil ikke tillade teknologi, som fjerner job"

Hvis opvaskemaskinen blev opfundet i dag, ville den altså blive forbudt i Indien.

Øv! For hvis selvkørende biler kunne klare sig i Indien, ville de nok med lethed kunne klare sig i DK.

  • 1
  • 0

@Henrik Eriksen

Med de trafikforhold de har, er det nok ikke lige 2,2 millioner flere køretøjer på vejene de har mest brug for lige nu...!


Hvis de kører busser eller taxi kan det give meget færre biler på vejene. Prisniveauet for offentlig transport kan sættes så det er billigt i forhold til at bruge privatbil.

Jeg tror Indien på nuværende tidspunkt har mange mennesker med ingen eller kun ringe skoleuddannelse. For dem vil der være en karriere i at være chauffør. At hæve skoleuddannelse for en befolkning generelt vil selv med bedste indsats fra staten tage ~20 år. Håber at Indien arbejder på dette.

Hvad Indien bør satse på er kun at tillade bykørsel med elmotor, altså elbiler eller elstik-hybrider. Et vigtigt skridt for at forbedre luftkvalitet.

  • 0
  • 1

Det med, at selvkørende biler ikke passer til den indiske trafik lyder ikke logisk for mig. De skulle vel netop sikre en bedre fremkommelighed fordi de ikke kører så irrationelt som menneskelige chauffører. Det må også gælde i tæt trafik.

  • 0
  • 2

Hvad Indien bør satse på er kun at tillade bykørsel med elmotor, altså elbiler eller elstik-hybrider. Et vigtigt skridt for at forbedre luftkvalitet.

De kunne starte med at forbyde salg af 2 hjulet fossil 50cc knallert/scooter. El-cykler kan sagtens erstatte dem til de aller fleste opgaver. Der kan laves mange batterier til el-cykler ud af et bil batteri. Det ville give en meget kraftigere reduktion i luftforurening og larm og kan gå i gang i morgen.

  • 2
  • 0

Indien er et land hvor ca. 25% af befolkningen (ca. 300m mennesker!) ikke kan læse, skrive og regne. El-forsyning er meget ustabil, meget skævt fordelt og meget forurenede. Ca. 600m mennesker har ikke adgang til sanitære installationer. Samt mange andre problemer, hvoraf den ukontrollede befolkningsvækst er nok det alvorligste og dernæst kastesystemet.

Jeg har boet og arbejdet i Indien i nogle år, For mig er det fuldt forståligt at implementation af en masse teknologi ikke løser de basale problemer og at man prioriterer basale ting som uddannelse og at have så mange i arbejde som muligt.

  • 3
  • 0