Hvad vil du sige til en ny radioteknologi, der giver dig mulighed for at færdes mere stabilt og sikkert på nettet samt at sende og modtage data langt hurtigere?
En radioteknologi, som letter byrden på de store mobiloperatørers netværk, så du slipper for klumper i datatrafikken? Som tillader dig at føle dig ungdommeligt rebelsk, fordi den anvender det ikke-licenserede radiospektrum af kanaler, der er åbne for alle?
Dejligt, antager jeg, at du ville sige. Teknologien er tilmed allerede udviklet og klar til brug. LTE-U hedder den. En forkortelse for Long Term Evolution of Unlicensed Spectrum.
Der er blot én enkelt hage. Du risikerer at vinke farvel til dit bekendtskab med gode gamle wifi. Eller også skal du slå dig til tåls med, at signalstyrken i de af dine elektroniske gadgets, der fortsat anvender wifi, risikerer at hoppe op og ned.
Hurdlen er nemlig, at en af mest kendte wifi-standarder til at sende og modtage data sker ved et ikke-licenseret bånd på 5 Ghz. Nøjagtig samme sted på båndet, hvor LTE-U vil placere sig. Resultatet er støj og skærmydsler.
»Det er en ret overfyldt verden, og vi forsøger at tilpasse vores forventninger til, hvordan de ting skal fungere sammen,« sagde Harold Feld, senior vice president for den amerikanske it-telekommunikationsforbrugergruppe Public Knowledge, under en paneldiskussion om LTE-U i slutningen af 2016.
Slagsmålet mellem wifi og LTE-U er i den seneste tid blevet optrappet som følge af de stadigt flere tilhængere og modstandere på hver sin side.
»Der er store summer på spil på begge sider af bordet i dette spørgsmål, ligesom der er et indbyrdes afhængighedsforhold mellem telekommunikationsfirmaer, mobiloperatører, internetudbydere og udstyrsproducenter,« pointerer Roslyn Layton, erhvervs-ph.d.-fellow i it-politik og økonomi ved Aalborg Universitet samt telerådgiver for den amerikanske regering forud for indsættelsen af Donald Trump.
En katastrofe under opsejling
Tilhængerne af LTE-U tæller blandt andre Verizon, Alcatel-Lucent, Ericsson, Qualcomm og Samsung. De forsøger at nedtone tvisten. Sameksistens bør være muligt, hævder de. Deres udglatning bør dog ses i lyset af, at de forretningsmæssigt har en interesse i, at LTE-U vinder terræn. Mindre brug af wifi betyder nemlig, at de står stærkere.
Muligheden for sameksistens er sludder og et forsøg på langsomt at kvæle wifi, anklager tilhængerne af wifi. De tæller blandt andre Google, Hewlett-Packard Enterprise, Apple og Microsoft. Sammen med USA’s kabel og telekommunikationsforening, NCTA, har selskaberne kontaktet FCC – USA’s standardiseringsorgan, der varetager radio- og tv-frekvensfordeling. NCTA betegner over for FCC indførelsen af LTE-U som en katastrofe under opsejling.
‘Tilhængere af LTE-U blæser på standardiseringsorganerne i forhold det ikke-licenserede spektrum. Deres ligegyldighed udgør en betydelig trussel for de amerikanske forbrugere. De risikerer at skabe en situation, hvor det ikke kan betale sig at samarbejde, fordi de hellere vil fremme deres egen agenda, alt imens systemet bliver forringet,’ skriver Google, Apple og de øvrige firmaer i deres klage.
Gruppens advarsel skal så også ses i lyset af, at deres brug af wifi groft sagt er en gratis omgang. Eksempelvis har særligt Google god grund til at være glad for wifi, som betyder, at de slipper for at skulle betale for plads på noget spektrum.
Googles afledte ‘Project Loon’, der handler om at bringe 4G og internet til hele kloden via svævende antenneballoner, vil direkte blive svækket af en ny radioteknologi som LTE-U. Endvidere vil wifi-tilhængere også gerne bevare så meget plads som muligt i det ikke-licenserede spektrum.
Stridbare standarder
USA er indtil videre slagmarkens epicenter. Blandt andet fordi amerikanerne i deres lovgivning har forsømt at tage indgående højde for to radioteknologier, der ødelægger hinandens signaler på samme frekvens. Det har vi omvendt taget højde for her i Europa og også i Danmark. Vores lovkrav holder stridende parter fra hinanden ved at diktere ordentlig opførsel. Radioteknologier skal have en indbygget protokol for sameksistens.
Alligevel er der tre grunde til, at du bør læne dig tilbage med popcorn, notesblok og holde ørene stive, når det gælder LTE-U vs. wifi.
LTE-U licenseres under eksklusive juridiske retningslinjer ejet af Qualcomm, og selvom slagsmålet altså primært lige nu foregår USA, er det værd at holde for øje, at guds eget land fortsat er klodens største økonomi. Vi kan indirekte blive påvirket af tvisten, eftersom netværksteknologien jo i høj grad bliver udviklet af de amerikanske teleproducenter. De skæver til, hvordan forholdene og juraen er på deres hjemlige marked. Hvis LTE-U som standard får momentum, kan den møve wifi af banen.
Slagsmålet mellem de to standarder kan i sig selv forsinke fremtidens 5G-netværk, altså efterfølgeren til vores nuværende 3G og 4G-netværk. Industrien forventer, at et 5G-netværk vil være på plads i 2020’erne og have transmissionshastigheder, der er 100 gange højere end vores nuværende mobilnet, så vi eksempelvis kan downloade film på blot ét sekund.
Men det er vel at mærke forventninger. Lige nu findes der ingen krav eller standarder for 5G-netværk. Derfor kan man sagtens kalde nye former for radioteknologier for 5G – hvilket mange telegiganter da heller ikke forsømmer at gøre i hypede reklamefremstød.
5G kan blive en helt ny form for wifi – eller en forbedret form for LTE-U. Det ved ingen faktisk lige nu. Men det vigtige er, at 5G’s hastighed formentlig opnås ved en fuld sammensmeltning af de licenserede og ikke-licenserede radiospektre og gennem standarder, som tillader en sådan mere fleksibel tilgang. Altså sameksistens i højere grad. Og hvis der er noget, LTE-U vs. wifi har lært os indtil videre, er det, at sameksistens på trådløse netværk ikke er gnidningsfrit.
En pendant til 80’ernes videokrig
Denne artikel stammer fra Ingeniørens magasin Året Rundt 2016. KLIK HER for at læse hele magasinet. Som et nyt tilbud kan du i år også høre artiklerne fra magasinet som podcast. Ved at føje følgende xml-feed til din foretrukne podcast-app abonnerer du på Ingeniørens podcast https://www.ing.dk/cast/podcast.xml HER KAN DU LÆSE en mere udførlig vejledning.Læs resten af magasinet
Slagsmålet om wifi og LTE-U tegner til at blive en af den slags historiske teknologiske tvister, der skriver anekdoter værd at berette for børnebørnene. Vor tids teknologiske pendant til 1980’ernes videokrig.
Den stod mellem Sonys Betamax-system, JVC’s VHS med Philips’ Video 2000 på sidelinjen. Et slag, som VHS vandt, selvom Betamax teknisk set var uovertruffen. Men VHS førte en tung markedsføringskrig og fik muligvis også assistance fra pornoindustrien, der foretrak VHS. Udslagsgivende var altså magten over mediet frem for kvaliteten. Og her er det på sin plads med lidt ekstra forhistorie, for LTE-radioteknologien har faktisk allerede vundet sådan en type sejr.
LTE (3rd Generation Partnership Project Long Term Evolution) er en overbygning til 3G-mobiltelefoni, der tilbyder markant højere datahastigheder. LTE er altså forløberen for LTE-U, men også den var i konkurrence med andre netværksteknologier, og det kunne sagtens være faldet sådan ud, at vi anvendte en anden teknologi end LTE i dag.
I 2003 kom Wimax på banen – en trådløs dataprotokol som var fuldstændig dataoptimeret og et ret godt system i forhold til datidens cellulære 3G-system. Bag Wimax stod blandt andre Cisco og Intel – ikke desto mindre blev Wimax kørt fuldstændig ud på et sidespor. Cisco og Intels konkurrenter fandt på et modtræk mod Wimax for at stå stærkere rent forretningsmæssigt. Udfordreren til Wimax kaldte de LTE, og den endte med at få overtaget, fordi Ericsson, som dengang var den største spiller, foretrak denne teknologi.
LTE-U er uopdragen
Et tilsvarende slagsmål ser vi som nævnt i dag med en række store spillere såsom Google og Apple på wifi’s side og Verizon, Ericsson, Qualcomm og Samsung på LTE-U’s side.
»Det er derfor ironisk, at Wi-fi Alliance med Apple, Microsoft og Google advarer FCC om, at LTE-U forstyrrer deres status quo. Når sådanne firmaer beder FCC om at beskytte dem imod teknologi og konkurrence, ophører de med at være innovatører,« påpeger Roslyn Layton fra Aalborg Universitet.
Og her vender vi så tilbage til tvisten om standarder. Når det har udviklet sig til en bitter nabostrid mellem på det ikke-licenserede bånd på 5 Ghz, skyldes det måden, de to teknologier transmitterer vores data på.
Wifi er en såkaldt høflig protokol. Wifi-signaler lytter først og tier, når andre er på linjen. Hvis eksempelvis et signal med LTE-U udveksler data, tier wifi. Men hvis først wifi-senderen er begyndt på at sende en pakke med data, så tager den over og sender hele pakken, uan- set om andre også har brug for at benytte bån- det.
LTE-U er grundlæggende en uopdragen protokol. Den lytter ikke, men begiver sig sporenstregs til at sende data, også selvom der er masser af wifi-signaler på båndet.
»I netværk med stor tæthed vil LTE-U have en temmelig skadelig påvirkning på wifi’s ydeevne,« har Craig Mathias, der med speciale inden for trådløse og mobile teknologier er rådgiver for Farpoint Group, udtalt til Network World.
Lyt – og tal så
Grøften imellem LTE-U og wifi er blevet endnu dybere, fordi Qualcomm hverken har præsenteret eller testet LTE-U for nogen af de store standardiserings- og certifikationsorganer inden for trådløs kommunikation. Det er især 3rd Generation Partnership Project (3GPP), The Institute of Electrical and Electronics Engineers (IEEE) og Wi-Fi Alliance, som er fortørnede.
LTE-U blev bare sendt på gaden. Lige pludselig var den der. Qualcomm har efterfølgende svoret over for de amerikanske telekommunikationsfirmaer, at selskabet ikke er ude på at gøre tilværelsen dårligere for hverken brugerne eller operatørerne, som baserer deres gesjæft på wifi.
Qualcomm forsøger angiveligt også at ændre teknologien bag LTE-U, så den forstyrrer wifi-signaler i mindre grad. Det skal ske gennem et system kaldet CSAT (Carrier Sense Adaptive Transmission). CSAT skal altså fungere som en sameksistensprotokol, der tvinger LTE-U-stationer til at udsætte deres transmissioner i bittesmå perioder for at gøre plads til, at wifi kan få ørenlyd på samme frekvens.
Problemet er blot, at de, der holder orden på spektret, og som planlægger disse perioder til henholdsvis LTE-U eller wifi, ikke er forpligtede til at give wifi et vindue, som er tilstrækkeligt stort. Det er tilfældet i blandt andet USA.
Alternativet er at bruge en teknologi kaldet Licensed Assisted Access (LAA). Dens standard er en protokol, der også tager hensyn til gæster i samme spektrum. LAA fungerer efter en standard kaldet ‘listen before talk’ (LBT).
LBT er et lovkrav i Japan og Europa, og det er årsagen til, at har vi ikke udsigt til nogen konflikt mellem wifi og LTE-U. Men LBT er altså ikke en del af standarden for LTE-U på nuværende tidspunkt, og så nytter det ikke meget, at LBT tilknyttes LTE-U senere, mener tilhængerne af wifi. For så kan LTE-U have nået at forvolde stor uoprettelig skade på wifi ved at overdøve wifi-signalerne og dermed have møvet wifi af banen.
En helt tredje måde at koble sig trådløst på nettet på er også på vej. MulteFire hedder den. Den lover fredelig sameksistens mellem både LTE-radioteknologier og wifi. MulteFire kan køre uafhængigt af bånd med licens på og i princippet erstatte wifi fuldstændigt. Trods disse udsigter har LTE-U’s mest arge modstandere såsom Google, Hewlett-Packard Enterprise og Apple ikke været ude med lovprisninger af MulteFire. Deres tavshed hænger formentlig sammen med, at ophavsmanden til både LTE-U og MulteFire er Qualcomm. Og Qualcomm har en forretningsmæssig interesse i, at LTE-U får succes på bekostning af wifi. Det kan lette overgangen til MulteFire, som desuden også ligger længere ude i fremtiden end LTE-U.MulteFire er jokeren
Modsvaret fra wifi-støtter har været at tvinge LTE-U til en standardiseringstest for at udstille, præcis hvor elendige wifi-signaler risikerer at blive med LTE-U. Det testforløb har indtil videre blot resulteret i en endnu mere ophedet stemning.
Anklager om dobbeltmoral
Qualcomm raser over udformningen af standardiseringstesten, som Wi-Fi Alliance står bag. Vreden knytter sig til det valgte testparameter ved målingen af et modtaget signal (RSSI). Det er en relativ måling af styrken af et radiosignals energi målt ved et trådløst netkort (NIC). Wi-Fi Alliance insisterer på, at testens RSSI-værdi skal måles ved mindst -82 dBm. DBm er en reel værdi ud fra signalets størrelse i forhold til 1 milliwatt.
Broadcom og andre spillere inden for wifi har endda foreslået at gå længere ned – helt ned til -89 dBm.
Verizon, Qualcomm m.fl. står derimod fast på, at testen skal foretages ved -72 dBm. De mener, at -82 dBm en alt for skrap grænse, eftersom wifi, Bluetooth og ZigBee nødig går ned på værdier på under -62 dBm.
»Testplanen fra Wi-Fi Alliance er grundlæggende fordomsfuld over for LTE-U. Den seneste udgave af planen kræver, at LTE-U beskytter wifi hundrede gange bedre, end wifi skal beskytte LTE-U,« harcelerer Dean Brenner, Qualcomms seniordirektør for offentlige anliggender.
Han anklager ligefrem Wi-Fi Alliance for at være ude på at blokere fordelene ved LTE-U i det ikke-licenserede spektrum, som jo ellers skal være åbent for alle.
»Nøgleordet for det ikke-licenserede spektrum skulle jo være grænseløs innovation, ikke beskyttelse af etablissementer,« pointerer Dean Brenner.
Og her står slagsmålet så i dag. To naboteknologier, der mistrives på samme frekvens. Er der en fredsmægler til stede?
