Ild i raketværksted skete under eksperiment med brændstof
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ild i raketværksted skete under eksperiment med brændstof

Støbning af brændstof er hverdag for Danish Space Challenge, der søndag oplevede deres første alvorlige uheld. Illustration: DSC

Søndagens uheld for det danske raketforening Danish Space Challenge skete under arbejdet med en ny type brændstof i en lade i Låsby mellem Aarhus og Silkeborg.

Tre mænd på hhv. 27, 38 og 53 år var i færd med at støbe brændstof til en ny raketmotor, da massen af brændstof antændte.

Blandingen bestod af salpeter (kaliumnitrat) og sukker (sorbitol), hvor kemikerne havde iblandet opvaskemiddel for at gøre massen mere flydende, samt natriumnitrat. Typisk forvarmer raketbyggerne salpeteren, før den blandes i sukkeret, men ideen denne aften var at skabe en såkaldt eutektisk blanding, hvor smeltepunktet for blandingen er lavere end for de to blandinger alene, fortæller næstformand i DSC Keld Laursen.

»Vi havde tidligere regnet på ideen og forladt den, fordi det var svært. Men den ene af kemikerne havde fundet en metode, der gjorde det muligt, og samtidig fik smeltepunktet ned på 230 grader,« fortæller Keld Laursen.

Dermed var massen varmere end normalt, og uheldet fandt sted, da blandingen skulle overføres fra en vakuumblander til støbebeholderen.

»Da den ene af kemikerne tager den første ske og begynder at hælde det over i formen, går der ild i det hele. Det forlyder, at han så et glimt i massen,« siger Keld Laursen.

Læs også: Jysk raketuheld: Brændstof eksploderede i hovedet på kemikere

Da uheldet fandt sted, stod de tre mænd ved siden af hinanden, og personen i midten, den 38-årige, nåede at vende ryggen til og blev således kun forbrændt på sit tøj og på fingrene.

De to andre er dog indlagt på Rigshospitalet med svære forbrændinger i ansigtet og på hænderne, men har det efter omstændighederne godt.

Første alvorlige uheld i dansk raketmiljø

Uheldet er det første alvorlige uheld med personskade i det danske raketmiljø, og Danish Space Challenge har over 15 års erfaring med især fast brændstof. Foreningen er kendt for at holde foredrag om raketvidenskab på skoler over hele landet, hvor unge inviteres til at lave raketter og overvære tests.

Politiet er nu involveret i sagen, som foreningen frygter får et retsligt efterspil. Men seneste melding fra politiet er, at de dropper mistanken om, at kemikerne producerede ulovligt fyrværkeri, og koncentrerer sig nu, om hvorvidt kemikalierne blev lovligt opbevaret.

De tre kemikeres navne er kendt af redaktionen. De ventes selv at komme med en udtalelse på et senere tidspunkt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

DCS bruger åbenbart salpeter og Peter bruger kaliumperklorat.
Umiddelbart ville jeg tro at perklorat var sværere at arbejde med fordi det giver mere ilt, men det var salpeter der gav uheldet. Var det den ret høje temperatur?

  • 5
  • 1

Umiddelbart ville jeg tro at perklorat var sværere at arbejde med fordi det giver mere ilt, men det var salpeter der gav uheldet. Var det den ret høje temperatur?

Vi ved det ikke nøjagtigt endnu. Blandt andet skal vi have debriefet kemisjakket som arbejdede med tingene, så vi kan få afklaret nøjagtigt hvad der var gjort, og på hvilke måder det kan være gået galt.
Jeg er selv airframe- og mekanikmand, men det jeg havde hørt om eksperimentet søndag, så var der blandet andet tale om højere temperaturer end vi plejer at arbejde med.

Vh Keld Laursen, DSC

  • 15
  • 0

Hils og sig rigtig god bedring, Keld! Håber de kommer sig helt og slipper for varige fysiske men. :-)

Det jeg er mest spændt på i efterforskningen/debreifingen af denne hændelse er hvad de fremadrettede tiltag skal være. Man kunne tænke sig at der måske skulle noget mere beskyttelsesdragt til samt måske noget eksternt kemirådgivning. Det ville være den konstruktive udgang på denne hændelse.

Hvad det politimæssige angår er det jo dybest set en arbejdsulykke i en forening.

  • 4
  • 0

@Klaus Elmquist Nielsen

Hils og sig rigtig god bedring, Keld! Håber de kommer sig helt og slipper for varige fysiske men. :-)


Jeg ønsker også god bedring.
Desværre lyder frasen "indlagt på Rigshospitalet med svære forbrændinger i ansigtet og på hænderne" ikke særlig godt, mne det forhindrer selvfølgelig ikke at håbe det bedste.

Det jeg er mest spændt på i efterforskningen/debreifingen af denne hændelse er hvad de fremadrettede tiltag skal være. Man kunne tænke sig at der måske skulle noget mere beskyttelsesdragt til samt måske noget eksternt kemirådgivning. Det ville være den konstruktive udgang på denne hændelse.

Det er en ulykkelig hændelse og man kan kun håbe at man kan bruge hændelsen til øge forståelse for risiki indenfor dansk amatør rumfart.
Jeg synes at Keld fra DSC har en meget fornuftig tilgang, han siger det han ved og pointerer at man skal have afklaret nøjagtigt hvad der var gjort, og på hvilke måder det kan være gået galt.
Når man har fundet ud af hvad som er sket, kan man begynde at overveje tiltag.

  • 2
  • 0

Hvem skulle dog kunne give DSC rådgivning på det område?


For eksempel universitetsansatte kemikere i Danmark. Eller måske nogle folk på internationale internet fora. Tanken er egenlig bare at finde nogle der kunne bakke DSC op med viden når de vil forsøge sig med nye metoder. Lidt ligesom når CS henter viden udefra.

Det kunne også være med til at dæmme op for myndighedernes nu-skal-vi-statuere-et-eksempel mani når uheldet er ude. Det har alle i det danske raketmiljø en interesse i håndteres på en god og konstruktiv måde for alle implicerede parter.

  • 4
  • 0

Desværre lyder frasen "indlagt på Rigshospitalet med svære forbrændinger i ansigtet og på hænderne" ikke særlig godt, mne det forhindrer selvfølgelig ikke at håbe det bedste.


Nu ved vi jo ikke hvor alvorligt det er men når de tilskadekommende er ved godt mod er der en reel chance for at de kommer sig i mindst meget stor grad. Vel er hospitalsvæsenet stærkt presset i disse tider men mit indtryk er at Rigshospitalets Brandsårsafdeling er meget dygtige. Så krydsede fingre herfra og fortsat rigtig god bedring til de tilskadekommende!

Når man har fundet ud af hvad som er sket, kan man begynde at overveje tiltag.


Lige netop! Og det er den klassiske diskussion vi har hver gang der sker noget stort set uanset fagområdet.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten