Om igen: Klagenævn bremser havmøllepark tæt på den jyske vestkyst
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Om igen: Klagenævn bremser havmøllepark tæt på den jyske vestkyst

Den planlagte havvindmøllepark Vesterhav Syd ud for Holmsland Klit mellem Ringkøbing og Nymindegab på Vestkysten er foreløbig sat på standby.

Årsagen er massiv kritik gennem to år fra sommerhusbeboere i området, som har påpeget, at miljøgodkendelsen og Energistyrelsens tilladelser ikke længere holder vand, efter at udbudsvinderen, svenske Vattenfall, har ændret i opsætningen af møllerne.

Energiklagenævnet gav kort før jul klagerne medhold, og sagen skal nu gå om, hvis den nye konstellation skal vedtages, skriver nævnet i en pressemeddelelse.

Den oprindelige tilladelse, som blev givet for to år siden, gik ifølge klagerne på, at 20 havvindmøller i 2020 skulle opstilles i et ’let opfatteligt geometrisk mønster og optræde i landskabet som en velafgrænset gruppe’, dvs. et grid-mønster. I stedet har Vattenfall besluttet sig for, at møllerne i stedet skal opstilles i en række, der strækker sig over 15 km.

Det mener klagere, såvel som Energiklagenævn, kan medføre en større indvirkning for miljøet, end udgangspunktet var for den første godkendelse, og nævnet kræver derfor, at et VVM-tillæg bliver udarbejdet med mulighed for indsigelser.

»Energiklagenævnet lægger ved vurderingen heraf vægt på, at det ikke kan udelukkes, at f.eks. valg af et andet opstillingsmønster og/eller type havvindmølle kan have en anden og muligvis større miljømæssig indvirkning på det omgivende miljø end den påvirkning, som er illustreret og vurderet for rammeprojektet i VVM-redegørelsen,« skriver Energiklagenævnet bl.a. i sin afgørelse.

At møllerne skal strække sig over 15 km langs kysten med røde og hvide lamper, der lyser over hele strækningen og tager udsigten, er under al kritik, understreger formand for sommerhusgrundejerforeningen Thue Amstrup-Jørgensen over for Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Han glæder sig over sejren og håber, at den nye godkendelsesrunde bliver så langstrakt, at politikerne i mellemtiden skifter mening om havvindmølleparkens placering og i stedet rykker møllerne længere ud på havet, hvor det i forvejen var planlagt, at andre møller skulle stå.

»Man vil kunne fjerne 600 klagesager fra sommerhusejerne, tilgodese miljøet og turismen, og man kan samle både Vesterhav Syd og Nord ude på de nye placeringer 20 kilometer fra land. Man kan tilgodese fiskeriet. Hvad siger de til, at der skal være møller på to områder? Der må da være nogen, som kigger sig selv i øjnene og spørger: 'Har vi tænkt os godt nok om',« siger Thue Amstrup-Jørgensen til avisen.

Vattenfall mener dog ikke, at der er mangler i VVM-redegørelsen, fremgår det af afgørelsen. At møllerne står på et langstrakt område, falder inden for etableringstilladelsen, og tilladelsens punkt om at placere møllerne så langt fra kysten som muligt er alene en anbefaling og ikke et ufravigeligt krav, argumenterede det svenske energiselskab.

Også Energistyrelsen mener at have været godt omkring i VVM-redegørelsen, som burde tage højde for alle gener, der måtte være ved opførelsen, herunder konsekvenser for sortandens færden i området, som også er blevet påpeget i klagerne.

Men der er altså ingen vej udenom. Etableringstilladelsens del om virkningerne på miljøet bliver ophævet og hjemvist, og Energistyrelsen skal nu i gang med et tillæg, der omfatter Vattenfalls helt konkrete projekt og ikke kun en idé eller skitse.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det virker da helt vildt at ødelægge 15 km strand fordi man vil spare penge. Rødsand I & II (lolland) er et lysshow om natten, det vil være synd at ødelægge vesterhavet på samme måde.

  • 10
  • 13

Det er bestemt ikke smart at have blinkene røde lys på vindmøller. Det har jeg set flere steder i Tyskland og det forvirrer mere end godt er. Faktisk kan det være direkte farligt at køre på en motorvej og så pluselig se flere røde lys blinke, som om der er mange biler der bremser op, hvilket det er tilfældet når man kører fra DK mod Holland eller hvis man ser møller placeret lige 1 km syd for den tyske grænse.
Undgå det (selv om der ikke er biler ude på vesterhavet).
Placer 2, 3, eller 4 bøjer med rød lys i hvert hjørne som så lyser konstant. Men ikke lys på møllerne.

Og de der flyvemaskiner behøver ikke at kræve et blinkende lys i hver mølle - de flyver jo langt langt højere oppe.

  • 2
  • 10

Hvad skal de møller i det hele taget så tæt ved kysten?
Ud på havet med dem.
Der må da være grænser for, hvor meget selv miljøromantikere vil acceptere.
Vi plastrer vores dejlige landskab til med disse hæslige indretninger.
Og nu skal der bruges mange flere møller så Google, Facebook osv kan få grøn strøm.
Befolkningen betaler regningen i form af et ødelagt land.

  • 1
  • 8

Jeg hører vist til det mindretal der glædes ved at se en vindmølle .

-alternativet kunne jo være at se skorstenen fra et kulfyret kraftværk.

  • 8
  • 0