IDC: BEA taber terræn på markedet for webservere
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

IDC: BEA taber terræn på markedet for webservere

Krigen mellem den amerikanske IT-gigant IBM og den unge softwarevirksomhed BEA på milliardmarkedet for software til Internetløsninger har aldrig været mere intens. Ifølge IT-analytikerne IDC er IBM tættere end nogensinde på at overhale BEA, der blev etableret for kun syv år siden. BEA afviser kritikken og forsvarer sit forspring med tal fra analytikerne Meta og Gartner Group.
»BEA står over for en meget hård indsats, hvis det skal bevare sin ledende markedsposition,« siger analytikeren Rob Hailstone fra den internationale analysegruppe IDC's kontor i London.

Udtalelsen kommer på baggrund af, at BEA i årevis har været nummer et på markedet for applikationsservere med produktet WebLogic, der typisk anvendes til at håndtere stærkt trafikerede hjemmesider hos bl.a. flyselskaber og finanshuse. Men på det seneste er IBM ifølge IDC imidlertid støt halet ind på BEA, og de nyeste observationer tyder på, at IBM med det lignende WebSphere nu faktisk har overhalet BEA i Tyskland.

»BEA ser altid sig selv som den nytænkende og dynamiske virksomhed. Men faktisk er selskabet blevet sløvere på markedet på det seneste, og er nu nødt til at gøre noget for at matche de nye tider,« siger Rob Hailstone.

I alt udgør markedet ifølge IDC 18,5 milliarder kroner på verdensplan i 2000. Problemet er ifølge IDC, at BEA ikke er hurtig nok med nye produkter og tilbehør, f.eks. integrationsværktøjer og ekstrafunktioner til grundplatformen. IDC konstaterer også, at BEA virker mere lukket og desuden ikke er med i standardiseringsarbejdet på linje med IBM.

Eksperter hylder IBM

IBM nyder ikke bare godt af de nye tendenser på handelssiden. Også teknisk har IBM fået en joker på hånden med de netop offentliggjorte resultater fra bruger- og ekspertgruppen ECperf, der vurderer Java-servere.

ECperf konkluderer i en test af IBM's WebSphere, at resultaterne er "forbløffende", og at både den tekniske ydelse og prisen pr. ydelse er førende på markedet. IBM's salgschef for WebSphere i Danmark, Frank Østergaard, konstaterer "turbulens" med udviklingen:

»BEA er ved at være desperat, og det gør konkurrencen endnu mere indædt. Men jeg er spændt på, hvad der vil ske. Som vores nærmeste konkurrent har vi fokus på dem, for at sige det mildt. Jeg har haft mange slagsmål med BEA om kunderne i det seneste år,« siger han.

BEA's danske direktør Jørn Bo Jacobsen er enig i, at IBM er hovedkonkurrenten, men afviser, at BEA er gået i stå. BEA er ifølge ham fuldt klar over, at tiden er løbet fra det rene marked for applikationsservere, og at der nu skal leveres platforme med integration og portaler.

»Jeg er derfor ikke enig med Rob Hailstone. Jeg mener, at BEA er meget opmærksom på, hvad der sker i øjeblikket. Vi annoncerede allerede i sommer de nye udviklinger med tilhørende tilbud,« siger Jørn Bo Jacobsen og afviser i forlængelse heraf, at ECperfs måling af transaktioner pr. minut er det vigtigste for kunderne i dag.

»Prisen på ydelse falder også. Så det er ikke der slaget skal slås.«

Opbakning til BEA

BEA's førerposition inden for applikationsplatforme bakkes også op af tal fra analytikerne Meta og Gartner Group.

»Hvis man ser på e-businessprojekter, kan det godt være, at IBM haler ind på os. Men der hvor vi konkurrerer direkte, tror jeg på, at vi har førertrøjen og bevarer vores forspring. Og det handler om at vinde - det er ikke sjovt at blive nummer to,« siger Jørn Bo Jacobsen.

BEA's grundlægger Bill Colemann angriber IBM for at spinde kunderne ind i komplekse systemer, der ikke er til at slippe ud af. Det afviser Frank Østergaard, IBM:

»Jeg har lige flyttet et par BEA-kunder over på WebSphere. Det koster selvfølgelig noget, men det er også her, at kunderne kan hente den store gevinst,« siger han.

Rob Hailstone fra IDC konstaterer, at fænomenet er udbredt - alle IT-virksomheder forsøger at låse kunderne fast i deres systemer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først