IDAs medlemmer skal lære at bruge hinanden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

IDAs medlemmer skal lære at bruge hinanden

Jo mere IDAs medlemmer trækker på hinanden, des stærkere bliver fællesskabet, og des mere gavn får den enkelte af sit medlemskab.

Nogenlunde sådan lyder filosofien bag Strategi 2018-2020, som IDAs repræsentantskab vedtog på sit møde i lørdags. Ved samme lejlighed stemte de ja til budgettet for 2018 og dermed en pulje på 16,6 millioner kroner til Visionsøkonomi.

Strategien er det første skridt på vejen mod Vision 2025, som blev vedtaget i maj i år. Den nye strategi holdes oppe af to bærende søjler, som hænger uløseligt sammen: at bringe medlemmerne i spil samt data og digitalisering, forklarer IDA-formand Thomas Damkjær Petersen.

»Visionen lægger vægt på, at fællesskabet i IDA er en styrke, og vores strategiarbejde har gjort det klart, at vi kan blive bedre som fællesskab og som enkeltmedlemmer ved at bruge hinanden endnu mere og på nye måder,« forklarer han.

Medlemstal skal op på 175.000

IDAs mål er at runde medlem nummer 175.000 i 2025. I dag er der 110.000 medlemmer. Med udsigt til en voldsom medlemsvækst er det nødvendigt at satse på digitalisering, hvis foreningen skal bevare sit nuværende serviceniveau, på­peger Thomas Damkjær Petersen:

»Hvis vi ikke får styr på data om medlemmerne og udvikler nye digitaliserede ydelser, kan vi ikke lave alt det, vi gerne vil. Vi skal blive endnu dygtigere til at holde medlemsdatabasen ajour og samle data om medlemmerne.«

Illustration: Grafik: Lasse Gorm Jensen

En af de metoder, IDA benytter sig af, er såkaldt session recording, som automatisk registrerer, hvad folk klikker på, når de besøger ida.dk:

»Vi bruger værktøjet for at forbedre brugernes oplevelse. Vi noterer ikke, hvem der bevæger sig rundt, men tager kun anonyme oplysninger om, hvor mange gange de har været på besøg, og om de bruger tablet, smartphone eller pc,« for­klarer han.

Platform for nye firmaer

Flere og bedre data er forudsætningen for, at medlemmerne kan få glæde af det store netværk, de er en del af. IDA har derfor sat et arbejde i gang med at udvikle en såkaldt samtykkeplatform, hvor medlemmerne kan give tilladelse til en række services og forskellige grader af synlighed:

»Vi skal udnytte alle de data, så folk kan finde hinanden. Vi har mange fællesskaber i dag, men måske finder medlemmerne selv på noget. Der kan opstå nye ting på nettet eller helt nye måder at kommunikere på, som vi ikke kender i dag,« siger IDA-formanden.

Han forestiller sig en medlemsdatabase, hvor det enkelte medlem kan lede efter andre med samme speciale eller interesse. Hvis man f.eks. drømmer om at blive selvstændig, kan man bruge databasen til finde ligesindede ved at indtaste tre-fire søgeord. Herefter kan man så tage kontakt til de medlemmer.

»Det kunne da være sjovt, hvis vi om tre-fire år kunne sige, at en håndfuld firmaer er blevet til, fordi folk mødtes hos os,« siger han.

Flere medlemmer i sving

Den viden og erfaring, som IDAs medlemmer sidder inde med, skal bringes endnu mere i spil, både når det gælder arrangementer i regionerne og IDAs synlighed i samfundsdebatten.

»Det kan være svært at lokke folk ind i formelle fora med valgperioder, bestyrelsesarbejde og faste møder, nøjagtigt som i idrætsforeninger og skolebestyrelser. Det er en svær tærskel at komme over, men når vi beder folk om at påtage sig en veldefineret, tidsbegrænset opgave på måske et halvt år, rækker mange flere hånden op,« siger Thomas Damkjær Petersen.

Vi må se i øjnene, at teknologiforståelse ikke længere kun er forbeholdt ingeniøruddannelserne. Thomas Damkjær Petersen, formand, IDA

Håbet er, at det på længere sigt kan få flere til at engagere sig endnu mere, fordi de får positive tilbagemeldinger og nye, nyttige kontakter, når de påtager sig en ad hoc-opgave inden for et område, de brænder for.

IDA har allerede taget hul på ideen ved at nedsætte to ad hoc-udvalg, et for digitalisering og et for fremtidens transport. De udpegede medlemmer har alle de rette faglige kvalifikationer samt konkrete arbejds- eller forskningserfaringer inden for områderne.

Opdraget for begge udvalg er at formulere fem-ti bud på, hvordan Danmark bedst muligt håndterer de problemer, der trænger sig på inden for begge områder.

Ingeniøridentitet

Til repræsentantskabsmødet påpegede flere medlemmer, at IDA risikerer at miste sin kerneidentitet som ingeniørforening. Foreningen har tidligere åbnet for, at cand.scient.er kan melde sig ind, og med den nye strategi ønsker IDA at udvide medlemskredsen og give plads til cand.it.-uddannede.

Thomas Damkjær Petersen mener dog ikke, at der er grund til bekymring:

»IDA har fokus på teknologi, og vi må se i øjnene, at teknologiforståelse ikke længere kun er forbeholdt ingeniøruddannelserne. Mange andre uddannelser inden for it og naturvidenskab giver også en forståelse af, hvordan man bruger teknologi. Ingeniørerne forsvinder ikke, men ingeniørbegrebet er blevet bredere.«

Emner : IDA
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først