IDAs medlemmer bakker massivt op om OK18
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

IDAs medlemmer bakker massivt op om OK18

Forhandlingerne om OK18-aftalen var lange og seje. I Store Bededagsweekenden faldt de endelig på plads, men lige til det sidste var der tvivl om, hvorvidt det ville ende med forlig eller forlis.

En lignende usikkerhed er der på ingen måde i det afstemningsresultat om aftalen, der netop er offentliggjort.

IDAs offentligt ansatte medlemmer har givet en næsten enstemmig opbakning til aftalen: 96,6 procent stemmer ja, mens blot 2,5 procent siger nej og 0,9 procent stemmer blankt.

Alt i alt bliver det også et rungende ja fra forhandlingsfællesskabet Akademikerne, som IDA er en del af. Samlet set er ja-stemmerne helt oppe på 98,99 procent blandt AC's medlemsorganisationer.

Ansattes Råd i IDA har fulgt forhandlingerne tæt, og anbefalede et ja til aftalen – en anbefaling, som stort set alle offentligt ansatte IDA-medlemmerne har fulgt.

Formand for Ansattes Råd, Juliane Marie Neiiendam, havde da også håbet på et ja:

»Vi har lyttet til medlemmerne, og vi følger naturligvis deres ønske om at sige ja til overenskomsten. Vi har fået opfyldt langt størstedelen af de krav, vi gik til forhandlingsbordet med.«

Topprioriteringen indfriet

Sikringen af reallønnen var et af IDAs hovedkrav, og Juliane Marie Neiiendam er også ganske godt tilfreds med den økonomiske ramme på 8,1 pct. over en tre-årig periode, som forhandlingerne endte på.

»Vores topprioritet var en sikring af reallønnen til vores medlemmer, og det har vi fået. Den er tilmed blevet endnu bedre, end de krav vi gik til forhandlingerne med. For i disse opsvingstider er det vigtigt, at vi følger reallønsudviklingen, som skal ses i forhold til prisudviklingen,« siger Juliane Marie Neiiendam ifølge en pressemeddelelse fra IDA.

Udover sikringen af reallønnen indeholder overenskomstaftalerne også en afskaffelse af det såkaldte privatlønsværn, som blev indført ved OK15. Det skulle sikre, at offentligt ansattes lønninger ikke overhalede de privatansattes.

Værnet betød, at offentligt ansatte fik efterreguleret 80 procent af stigningen i det private, hvis de sakkede bagud lønmæssigt. Hvis den offentlige sektor derimod fik en højere lønudvikling end den private sektor, blev 100 pct. af forskellen udmøntet som en generel lønreduktion, der skulle trækkes fra de aftalte reguleringer.

Betalt spisepause bevaret

OK18 indeholder også en sikring af den betalte spisepause, som var et af forhandlingernes kardinalpunkter, samt blandt andet øget fokus på psykiske arbejdsmiljø.

Juliane Marie Neiiendam glæder sig desuden over, at der nu bliver sat ind på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det sker blandt andet gennem en frivillig uddannelse af lederne.

»Hele overenskomstforløbet har vist, at det har kunnet betale sig at stå fast, selv om vi lige var på kanten af en uønsket konflikt. Vi har som sagt fået de fleste krav igennem, men vi mangler stadig at få arbejdsgiverne til at gøre mere for den lokale løndannelse. Den må vi tage ved de næste overenskomstforhandlinger i 2021.«