IDAs afgående formand Frida Frost: »Hver anden kalder mig for Ida«
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

IDAs afgående formand Frida Frost: »Hver anden kalder mig for Ida«

Frida Frost er den første kvindelige formand for IDA. Hun har været aktiv politiker i foreningen, siden hun første gang blev valgt til repræsentantskabet i 2000. I sin studietid på DTU var hun formand for de studerendes forening, PF. (Foto: Henrik Frydkjær)

Hvis det er en formands fineste opgave at personificere sin forening, må man konstatere, at det i allerhøjeste grad er lykkedes for IDA-formand Frida Frost. Også selvom et vist navnesammenfald har sin del af æren:

»Mere end hver anden, jeg møder, kalder mig Ida i stedet for Frida. Det er da lidt sjovt, at jeg i den grad bliver identificeret med IDA. Jeg tager det som et tegn på, at jeg repræsenterer foreningen ganske godt,« ler hun.

Efter seks år på posten er det dog snart slut med at være ingeniørernes Ida. Ved det konstituerende repræsentantskabsmøde 21. maj skal der vælges en ny formand, for efter to perioder falder den snart 45-årige civilingeniør for IDAs genvalgsregel.

Dermed er det blevet tid at gøre status over tiden som formand. En tid, der bød på en turbulent start. Da Frida Frost indtog formandsposten i maj 2010, havde krisen for alvor ramt IDA, og et årligt driftsunderskud på 39 millioner skulle vendes. Oveni kom hurtige udskiftninger i topledelsen. I løbet af de første to et halvt år var der tre forskellige topdirektører. Det sidste var der gode grunde til, forklarer hun:

»Jeg fik en næsten helt ny hoved­bestyrelse, der ligesom mig var meget ambitiøs og ville have foreningen et andet sted hen. Samtidig stod jeg med en direktør, der efter ti år i IDA havde fuldført det, han blev ansat til, nemlig at gennemføre fusionen og sikre en kontingentnedsættelse. Derfor stoppede han.«

Under den næste direktør kom der styr på økonomien, blandt andet gennem en fyringsrunde, der ramte cirka 10 procent af medarbejderne, men efter kun et års tid ville han videre. I oktober 2012 kom den nuværende adm. direktør, Carl Aage Dahl, til.

»Vi er næsten i mål«

Midt i den administrative tumult lykkedes det at udstikke politiske mål. IDAs Vision2020 blev fostret og enstemmigt vedtaget af repræsentantskabet i maj 2011. Lige siden har den været et pejlemærke, og det er formanden svært tilfreds med:

»Jeg er nok allermest stolt af den vision, som jeg fik hele hovedbestyrelsen til at udvikle i 2010. Dengang sagde jeg: ‘Kast ankret langt, så har vi noget at stræbe efter.’ Og nu er vi næsten i mål,« konstaterer hun.

Alliancen Engineer the Future (ETF) er vokset ud af visionen og er endnu et projekt, IDA-formanden taler så begejstret om, at man forstår, at entusiasmen og engagementet kommer indefra.

Det handler om at vise ingeniører som nøglepersoner i samfundet og om at skaffe de ingeniører, samfundet har brug for. For fire år siden var det løse tanker, i dag er 50 partnere involveret i opgaven, lige fra alle universiteter over interesseorganisationer til nogle af de største danske ingeniørvirksomheder.

At det også har været en tung og krævende opgave, lægger Frida Frost ikke skjul på.

»Det har været et langt, sejt træk at nå så langt, som vi er i dag. Til gengæld er det noget af det mest fantastiske, IDA har været med til at skabe i mange, mange år. Det er også vidunderligt, at vi i reklamespots har kunnet vise unge mennesker, som har valgt ingeniørstudiet, og som stråler og er så begejstrede,« siger Frida Frost.

Bedst af alt er det dog, at flere unge i dag er blevet opmærksomme på ingeniørfaget:

»Man kan ikke tvinge unge til at tage en bestemt uddannelsesretning, men man kan inspirere og motivere, og det er vi lykkedes godt med. Sidste år var der 30-50 procent flere til uddannelsesmesse på ingeniøruddannelserne. Det har ETF en stor andel i,« mener hun.

Som formand for en stor interesseorganisation med et politisk listesystem er der mange hensyn at tage, og selv om Frida Frost pointerer, at hun strækker sig langt for at opnå konsensus, er der alligevel dukket beskyldninger op om lukkede beslutningsprocesser og blokpolitik, bl.a. i forbindelse med aflønning af kommende formænd.

Det billede har hun svært ved at genkende, men peger tværtimod på, at hun både i 2010 og 2013 blev valgt af et enigt repræsentantskab, og at Vision 2020 blev vedtaget af et enigt repræsentantskab.

»98 procent af de beslutninger, vi tager i hovedbestyrelsen, er enstemmige. Jeg er faktisk blevet kritiseret for ofte at tage en ekstra runde for at få alle med. Jeg lytter rigtig meget, men rene nej-sigere uden overbevisende argumenter, det gider jeg ikke,« fastslår hun.

For meget forsikring?

Valgdeltagelsen ved det seneste repræsentantskabsvalg nåede et historisk lavpunkt på 10,84 procent mod 23,2 procent ved det foregående valg i 2013. En gennemgående forklaring peger på to væsentlige årsager: at valginformationen for første gang ikke kom ud med brevpost, og at valget foregik via NemID.

Men kunne det også tænkes, at valgdeltagelsen er faldet af en tredje grund: at der er gået for meget IDA Forsikring i foreningen?

»Jeg kan ikke se sammenhængen mellem valgdeltagelse og IDA Forsikring. Men siden du spørger om det, giver det stof til eftertanke. Jeg synes, IDA Forsikring fyldte for meget i foreningen tidligere, men ikke nu,« siger Frida Frost.

Når medlemstallet er vokset fra knap 80.000 til nu lidt over 100.000 de seneste seks år, skyldes det ifølge formanden ikke kun billige forsikringer, men at IDA nu er tre gange mere synlig i medierne, tilbyder mere end 2.000 faglige arrangementer årligt, og at 31 pct. af de nyindmeldte i 2015 var naturfaglige kandidater.

»Oven i alt det er jeg glad for, at vi også kan tilbyde medlemmerne et billigt, konkurrencedygtigt forsikringsprodukt. Det skal vi også have,« siger hun og slår sin pointe fast med pegefingeren i bordpladen.

Appetit på mere

Endnu er det uvist, hvad der skal ske, når hun forlader formandsposten, men tiden i IDA har givet appetit på mere af samme slags:

»Det har været rigtig sjovt, og jeg kunne godt tænke mig at bruge den viden og erfaring, jeg har fået, til at udvikle det danske samfund. Men jeg er formand lidt endnu – og før jeg har givet faklen videre, kan jeg ikke koncentrere mig om andet,« siger hun.

Foreløbig ser hun frem til en lang ferie med de tre døtre, Maria, Tilde og Thea på 18, 11 og 8 samt inge­niørmanden Jens Frost, der arbejder med trafikplanlægning i Region Hovedstaden.

»Jeg har været på 24/7/365 i seks år og glæder mig til en sommerferie, hvor jeg ikke har den her tændt hele tiden,« siger hun og løfter sin iPhone, inden hun tilføjer:

»På den anden side skal jeg nok vænne mig lidt til det. Det er også dejligt at være på, at være med. Nu holder jeg en lille pause, inden jeg gør mig klar til at være på igen.«

IDA-valg

IDA-valg 2013 Bliv klogere på, hvad der adskiller de politiske lister i IDA, hvilken retning de hver især ønsker for foreningen, og følg panelet af IDA-ignoranter, som løbende kommenterer valgkampen. Se hele Ingeniørens dækning af IDA-valget.

Kommentarer (0)