Idag er det møllens fødselsdag: En flok amatører blæste liv i vindkraften
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Idag er det møllens fødselsdag: En flok amatører blæste liv i vindkraften

Illustration: Jan Cool

‘Det er først på foråret 1975. På Tvind kaldes til møde for en mindre gruppe. Det handler om det beløb, vi på Tvind betaler for el og varme. Regnskabsgruppen har lavet beregninger og plancher – og de skaber bistre miner. Prisen for energi har taget himmelflugten, og intet tyder på, at det vil gå en anden vej.’

Sådan beskriver en af hovedkræfterne, Ole Friis Laursen, i dag baggrunden for beslutningen på Tvind-skolerne om at bygge en dengang uset stor vindmølle for at skaffe billig energi. Beslutningen blev taget med inspiration i en artikel, som Tvind-lederen Amdi Petersen havde læst om en civilingeniør, der ville opsætte store vindmøller på Tunø.

‘Vi bygger sgu en vindmølle, så kan BP og Shell skumme fløden af dem selv; vinden ejer vi alle sammen,’ lød den officielle melding dagen efter med den for Tvind så typiske ‘hvor svært kan det være’-tilgang til tingene.

I dag er det så 40 år siden, 300 elever og lærere med spader, kopper, grydeskeer og teskeer tog første spade­stik til det unikke mølleprojekt.

Unikt, fordi vindmøllen med sine 2 MW i effekt, 26 meter lange vinger og 53 meter høje tårn var verdens største på et tidspunkt, da små elproducerende vindmøller var et særsyn. Kommercielle vindmøller i samme størrelse kom først på markedet 25 år efter.

Og unikt, fordi vindmøllen blev bygget af en flok unge mennesker uden håndværksmæssig uddannelse, selvom det slet ikke var meningen: Tvind ville oprindelig blot støbe tårnet selv og så købe sig til vinger og maskinkabine. Men det viste sig snart, at ingen kunne levere delene, og så måtte man jo gøre det selv ...

Hatten af for epoxyvinger

Tvind-møllens betydning sidst i halvfjerdserne og i firserne var en kæmpe inspiration for det vækstlag, der syslede med vindkraft på mere eller mindre professionel basis – og et konkret alternativ for dem, som ikke var vilde med de atomkraftværker, som elværkerne allerede havde fundet pladser til i Danmark.

Men den store kleppert er også værd at fejre ud fra et teknologi­udviklingsperspektiv, fordi den anviste en lang række tekniske løsninger, som siden er blevet mainstream i moderne vindmølleindustri, påpeger dansk vindkrafts ‘grand old man’, tidligere teknologichef i Siemens Henrik Stiesdal:

»Tvind anvendte for eksempel epoxy som plast i glasfiberen. De fleste andre brugte det billigere polyester, men epoxy er stærkere og sejere, hvilket gav lettere vinger. Et så avanceret teknologivalg kan man kun tage hatten af for.«

»Samtidig valgte man en opbygning af vingerne, hvor skallerne var bærende, samt en tysk-udviklet måde at konstruere vingeroden på, som også i mange år efter blev anvendt af vingeproducenterne,« forklarer han.

Henrik Stiesdal mener ikke, man kan tale om, at Tvind-folkenes teknologivalg var et spørgsmål om held, eller ‘blind høne finder også korn’:

»Det passer slet ikke. Hvis det var tilfældet, havde der været mange flere fejlskud. Med den begrænsede viden, de havde til rådighed, lykkedes det dem faktisk at træffe nogle gode teknologivalg,« siger han.

Forbindelsen fra Tvind-møllen til en dengang spirende dansk vindmøllebranche skal man dog en omvej for at finde. Den gik gennem en 4,5 meter lang udgave af møllevingerne. Tvind stillede formen og beregningerne til disse vinger gratis til rådighed for interesserede, og en anden ildsjæl i vindmølleverdenen, Erik Grove-Nielsen, tog stafetten op og begyndte at producere vinger af glasfiberarmeret polyester til en voksende gruppe af vindmølleproducenter, der netop manglede vingerne.

Risø-forskere med i fritiden

Fremstilling af netop møllevingerne er også af andre blevet fremhævet som det mest unikke og nyskabende ved Tvind-møllen. Også for denne artikels forfatter, der dengang var med til at bygge møllens maskin­kabine og siden har skrevet en del om, hvor krævende det er at producere moderne vindmøllevinger, virker det mere og mere utroligt, at det lykkedes mølleholdet og Tvind at producere tre 26 meter lange vinger i et gammelt militærtelt på en flad mark og undervejs opfinde og konstruere det tilhørende produktionsapparat – selvom de oprindelige vinger nu er udskiftet efter 15 års drift.

En af Tvinds styrker var, at de var gode til at finde frem til de rigtige eksperter og engagere dem i deres projekter – ikke mindst på grund af Tvind-lederen Amdi Petersens særlige karisma og organisationstalent.

Derfor fandt Tvind også frem til tre forskere på Risø med interesse for vindkraft, som – efter en diskussion af spørgsmålet om to eller tre vinger – leverede et komplet design med vingeprofiler, strukturelt design og en vingerod i et såkaldt Hütter-design til projektet. De tre var Helge Petersen, Per Lunds­ager og Peter Steen Andersen, der konstruerede og fløj med svævefly i deres fritid og havde fået lov at bistå projektet som privatpersoner af Risø, som på det tidspunkt mest arbejdede med atomkraft.

Fra tegninger af profiler og tabeller over godstykkelser i vingen var der dog noget af et spring til at få udviklet og opbygget produk­tionslinjen, som kunne sørge for, at de 50 meter lange ‘pølser’ af glasfiber-tråde blev jævnt vædet med epoxy og placeret de rigtige steder i vingen.

I skrotdyngen efter materialer

Medlem af vingeholdet Jens Kirkedal beskriver i et lille skrift, hvordan det foregik, da vingeholdet skulle bygge sit produktionsapparat – den såkaldte pølsemaskine – efter nogle enkle ideer, som nogen havde gjort sig. Tegninger var der ingen af:

‘Vi arbejdede ud fra det forhåndenværende søms princip, og der blev ikke brugt ret mange penge på nye materialer. Mange af delene til pølsemaskinen blev lavet af ting, der var på stedet. Jern hentede vi på jernholdets lager eller fra skrotdyngen, der lå ved gavlen af vingeteltet. Vi tog fat i de materialer, der var, brugte fantasien og eksperimenterede os frem. Ting, der plejede at have en bestemt funktion, kunne sagtens bruges på andre måder og sættes sammen i nye konstellationer.’

Jens Kirkedal fortæller også om den allerførste, anspændte premiere på pølsemaskinen. Apparatet bestod af en stor reol med 50 ruller glasfibertråde, en plade med 50 huller, som trådene blev trukket igennem og samlet i, hvorefter de kørte ned i et epoxy-bad og blev samlet til en pølse, som kørte gennem en række dyser, der pressede overskydende epoxy ud. En trækmaskine – fremstillet af en elmotor fra en gammel vaskemaskine – skulle trække den lange glasfiberpølse helt ned i roden af vingen og tilbage igen:

‘Ud af dysen kom den første stump pølse, fugtet i epoxy. Den så ganske fin ud og var en meter lang, men så kom der heller ikke mere. Til gengæld begyndte alt andet at røre på sig ... Reolen begyndte med en knagende lyd at læne sig ned over stålvasken. Trækmaskinen trak pludselig af sted med sig selv og hoppede hen over det ujævne cementgulv. Elektromotoren kunne til sidst ikke klare mere og brændte sammen, og mens den beske lugt af brændt motor bredte sig i teltet, sprang én over og slukkede for trækmaskinen.’

Men det slog ikke vingeholdet ud, skriver han videre: ‘Vi var blevet klogere på det hele og overbeviste om, at der nok skulle være en løsning på alle problemer. Det var bare med at prøve sig frem, indtil det lykkedes.’

Dedikation gør forskellen

Vingeholdet fik udviklet en bedre pølsemaskine og fik sat støberiet i system – og de fandt også ud af, at epoxy nok var stærkt og ikke gav hjerneskader som polyester, men at der var nogle andre arbejdsmiljø­problemer forbundet med dette materiale – også selvom der var etableret effektiv udsugning i vinge­teltet.

Til sidst lå der tre 3,5 ton tunge, færdige vinger på marken tæt ved vingeteltet.

Ifølge Henrik Stiesdal udgør netop Tvinds og mølleholdets gåpåmod og dedikation en god del af forklaringen på, hvorfor det var Tvind og ikke store, velpolstrede vindmølleprojekter i USA, Tyskland og Sverige, der fik bygget en duelig MW-mølle.

Tyske Growian på 3 MW, der kørte første gang i 1983, havde et budget på 400 millioner kroner og kørte kun godt 400 timer, før den blev skrottet igen i 1987.

»Ved store og svært overskuelige projekter er det af uvurderlig værdi, at man har klare mål og dedikation fra deltagerne. Det havde Tvindfolkene – samtidig med at de ikke havde nogen teknisk prestige at skulle forsvare og derfor var klar til at tænke nyt og lave dét om, der ikke duede,« siger han og tilføjer, at det selvfølgelig også spiller ind, at projektet var teknologisk overkommeligt – set i sammenligning med at bygge et atomkraftværk eller en brændselscelle.

Irriterende spørgsmål

Civilingeniør Jens Gjerding – som stadig arbejder med vindkraft – deltog som helt ung ingeniør og medarbejder på Tvinds såkaldte energikontor i mange af diskus­sionerne omkring teknologivalg til møllen.

Han mener som Henrik Stiesdal, at Tvinds og mølleholdets store styrke var, at man ikke var belastet af viden om, at dette eller hint ikke kunne lade sig gøre, og derfor ikke tog et nej for et nej – og blot kastede sig ud i tingene:

»Som ‘ekspert’ og ingeniør blev jeg ofte udfordret med spørgmålet ‘hvorfor?’ For eksempel hvorfor jeg brugte en speciel partialkoefficient i en beregning – og her var det ikke nok at henvise til standarden; du skulle forklare, hvorfor den lige havde den størrelse, og hvis du ikke vidste det, måtte du undersøge det,« forklarer han.

»Enormt irriterende, men også en stor styrke og en årsag til, tror jeg, at projektet lykkedes så relativt godt. Man havde på forhånd gjort rigtig meget for at sikre, at alt var gennemtænkt,« siger Jens Gjerding.

Hård kritik på fællesmødet

Han forklarer også, at når Tvind formåede at sikre kvaliteten af et arbejde, der blev udført af så mange ikke-fagfolk, var det, fordi man gjorde møllebyggerne personligt ansvarlige for, at det, de lavede, var i orden.

Og 40 år efter husker denne artikels forfatter tydeligt, hvordan det blev praktiseret: En kammerat, som var vant til smedearbejde, fik hård kritik på et fællesmøde, fordi han havde været kreativ og brugt nogle rundjern til at mindske sprækken mellem to stålplader før svejsning. Han blev derfor frataget retten til at svejse i lang tid – og det uanset, at mølleholdet desperat manglede svejsere.

»Jeg stod for et kompromisløst krav om, at tingene skulle laves ordentligt, for møllen skulle jo kunne holde; vi ville ikke tage nogle chancer!« siger en af hovedkræfterne bag møllebyggeriet, Ole Friis Laursen, i dag.

Hvis man skal sammenligne Tvind-møllen med noget, så kunne det jo være interessant at sammenligne med ny teknologi, og se hvor langt vi er nået. Man kunne eksempelvis sammenligne med en vindmølle fra Anholt offshore mølleparken. Her vil jeg blot fremhæve to tal:
1: Årlig produktion for Tvind møllen er 500 MWh. Anholt møllen producerer 15.000 MWh årligt.
2: Prisen for Tvind møllen var 7.5 Mio kr (1978 priser antager jeg). Prisen for en af Anholt møllerne var i omegnen af 75 mio kr (2013 priser).
Her kan man så yderligere bemærke, at alle der arbejdede på Anholt projektet var dybt professionelle og blev som minimum honoreret med en overenskomstmæssig løn ;-)

  • 3
  • 1

Tvindmøllens levetidsproduktion har været 43GWh. Den produktion kan Forsmark klare på 13 timer. Hvem er den visionære?

  • 2
  • 4