I fredags lancerede IDA-listen Ingeniørlisten et forslag om, at IDA skal bygge nyt i Aarhus, i stedet for at udvide IDA-huset ved Kalvebod Brygge i København.
Idéen vækker dog ikke udelt begejstring blandt de fire lister (partier, red.), Ingeniøren har talt med.
Ingeniørlistens argumenter lyder blandt andet, at knap halvdelen (42 procent) af IDAs medlemmer bor vest for Storebælt, og at de skal tilgodeses med mødefaciliteter, der matcher københavnernes, fordi IDA skal være, hvor medlemmerne er. Så langt så godt, hvad enighed angår.
IDA-valg 2019
Nøgleordet er behov
Men præcist, hvor medlemmerne så er; det er afgørende, lyder det fra Cay Holst, listefører for Private Ingenører – pi:
»På sæt og vis er det fornuftigt, at vi har så gode mødefaciliteter rundt i landet. Det er fair nok, det kan jeg sagtens støtte. Men pas nu lige på; hvis medlemstilgangen er størst på Sjælland, skal man også tilgodese dem. Nøgleordet er vel behovet. Der hvor der er et behov, skal vi understøtte, men jeg vil ikke have, at der går dem og os i den. Det er ufrugtbart.«
»Ingen gang på jorden«
Ellen Fænøe, listefører for Senioringeniørlisten, har svært ved at se, hvorfor IDA skal udvide i Aarhus frem for i København, og peger på, at en tredjedel af medlemmerne bor i hovestaden, mens kun cirka 10 procent bor i Aarhus:
»Det har ingen gang på jorden at lave noget i Aarhus. Vi har gang på gang forsøgt at holde noget i provinen, og det viser sig, at dem, der ikke bor i nærheden; folk fra Esbjerg, Odense og Aalborg, hellere vil tage til København. Skal jeg støtte det her forslag, skal jeg have belæg for, at der er behov for at gøre det.«
»Folk vil heller holde møder i København«
Da Ellen Fænøe i sin tid var formand for Ansattes Råd, forsøgte hun at lægge møder vest for Storebælt. Det var ingen succes:
»Over halvdelen af de almindelige bestyrelsesmedlemmer boede vest for Storebælt, og derfor gav det mening at holde halvdelen af møderne i den del af landet. Det prøvede vi en enkelt gang, man folk ville hellere have, at vi holdt møderne i København,« eksemplificerer hun.
I stedet, mener hun, bør man satse på en udvidelse af det nuværende IDA-hus som erstatning for Opalen, som blev forkastet fordi den blev for dyr:
»Vi går ind for, at man får lavet noget spektakulært. Det kan godt være, at det ikke skal være Opalen, fordi den er for dyr, men med så mange dygtige arkitekter, kan jeg sagtens forestille mig, at vi kan udvide huset i København med noget spændende.«
Gør IDA-huset i København spektakulært
Listen Innovation, Trivsel og Moderne Ledelse går efter regional forankring og ser gerne, at der bliver holdt fagtekniske arrangementer i hele landet, fortæller listefører Juliane Marie Neiiendam, der tillige er formand for Ansattes Råd.
»Hvis det give menig at udvide i Aarhus, er det det, men vi skal ikke gøre det blindt, men gøre det, hvor det giver mening, så medlemmerne uanset hvor de bor har mulighed for at deltage i spændende arrangementer. Der må fakta på bordet om, hvor vi har vi arrangementer, hvor vi har medlemmer og hvor vi er ved at løbe tør for plads. Det er vigtigt, at vi får tænkt det som en helhed.«
I lighed med Senioringeniørlisten ser hun gerne, at IDA-huset i København får et markant udtryk:
»Der er efterspørgsel på flere konferencefaciliteter i København, og det kunne være rart, at der var et spektakulært vartegn ved IDA-huset, og skal vi udvide, kan det lige så godt være noget, der sætter os på landkortet ud fra et arkitektonisk perspektiv. Vi har jo også bygningsingeniører som medlemmer, men det skal også kunne betales,« siger hun.
Sats på teknik frem for mursten
Forslaget om et nyt IDA-hus i Aarhus er et skridt i den forkerte retning for Finn R. Larsen, bestyrelsesmedlem i Privatansattes liste:
»Det virker som et meget stort prestigeprojekt, som ikke giver nok i min verden. Det er meget mere fornuftigt at bruge ny teknik til at afvikle møder og præsentationer end at bygge huse af mursten. Jeg ser det som en større udfordring at få tingene ud, hvor folk er frem for at udvide lokationen i Aarhus. Det giver ikke nok i min verden,« siger han og tilføjer:
»Skal der udvides vest for Storebælt, kan det være lige så fornuftigt i Vejle, Kolding eller Fredericia.«
Ifølge Christina Kiær fra Ingeniørlisten vil forslaget blive fremlagt enten på et møde i IDAs forretningsudvalgsmøde den 8. april eller på det førstkommende møde efter repræsentantskabsvalget.
