»IDA opfører sig, som om vi er Greenpeace, men vi er en ingeniørforening«

30. marts 2022 kl. 20:1440
»IDA opfører sig, som om vi er Greenpeace, men vi er en ingeniørforening«
Illustration: United Nations.
IDA-listen, De Privatansatte, mener, at foreningen skal passe på med at blive for »aktivitisk« i sin politik særligt i forhold til de 17 verdensmål. Nej, IDA skal tværtimod have mere fokus på verdensmålene, lyder det fra flere IDA-lister.
Artiklen er ældre end 30 dage

Da IDA i 2017 vedtog sin Vision 2025, var det med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål, og siden har foreningen haft fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. I januar i år blev den som den ottende forening herhjemme verdensmålscertificeret.

Men nu er det begyndt at tage overhånd, og IDA har brug for at holde fast i sin kerne, mener Morten Thiessen, listefører for De Privatansatte:

»Vi skal huske, at vi er en faglig forening. Vi er her ikke for at håndhæve politiske interesser. Vi kan sagtens have en faglig debat om et emne, men vi er ikke en politisk forening. Mange vil gerne lege med os, men vi skal modsætte os lysten til at være med, hvor det ikke giver mening, og hvor vi kan støde folk fra os,« siger han og fortsætter:

»Vi skal passe på, at vi ikke bliver aktivistiske. Det gælder den måde, vi har brugt krudtet på i forhold til de 17 verdensmål, som mange lister har meget travlt med at omklamre.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger, at IDA stadig skal skele til verdensmålene i forhold til emner, der er relevante for at varetage medlemmernes interesser, f.eks. optag på STEM-uddannelserne, forskningsbevillinger og hurtigere teknologudskiftning:

IDA-valg 2022

  • IDAs medlemmer skal i år vælge nyt repræsentantskab.

  • Valget foregår fra fredag 25. marts til og med mandag 11. april. Resultatet offentliggøres 12. april kl. 16.

  • Torsdag 31. marts afholdes der live debat mellem alle 13 listeførere. Tilmelding til fysisk fremmøde i IDA-huset i København og til online-deltagelse

  • 61 af de i alt 65 pladser i repræsentantskabet vælges af og besættes med kandidatmedlemmer, mens IDA STEM Students har valgt fire studiemedlemmer på et stormøde for studiemedlemmer.

  • I alt 13 kandidatlister (partier, red.) med til sammen 435 kandidater stiller op.

  • Valget foregår udelukkende elektronisk. Medlemmer af IDA kan stemme her

  • På sit konstituerende møde den 7. maj vælger det nyvalgte repræsentantskab formand og hovedbestyrelse.

  • Ingeniøren sætter fokus på valget i hele perioden. Læs mere på vores valgfokus

»Men vi er ikke med på, om vi skal spise kød eller ikke. Vi skal fokusere på vores ingeniørfaglige indgangsvinkel, for ingen kan tale med ingeniørmæssig troværdig som IDA. Det er ikke interessant, hvis alle står og taler om verdensmålene. Det er mudder.«

IDAs Vision 2025 er funderet på verdensmålene. Skal det så ændres?

»Nej, indholdet i visionen er rigtig godt, men som jeg ser det, virker verdensmålene lidt som et klistermærke, der er sat på. Jeg har ikke noget imod verdensmålene, og tager dem meget alvorligt. Men skæg for sig og snot for sig. Vi er for frelste med de verdensmål. Vi opfører os, som om vi er Greenpeace, men vi er en ingeniørforening.«

IDA har pligt til at handle på verdensmålene

Hos Fagforeningslisten mener listefører Malene Matthison-Hansen, at Morten Thiessen kan have en pointe, når han fremfører, at IDA først og fremmest er en fagforening, men så hører enigheden også op:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi mener, at en fagforening skal have en klar holdning til de 17 verdensmål, for hvis ikke vi handler på dem, kan det blive omsonst at snakke løn og arbejdsvilkår på den lange bane. For tre dage siden havde vi ’Overshoot Day’ (hvor Danmark havde brugt sin del af naturressourcerne for i år, red.], så vi har en forbandet pligt til også at handle på de 17 verdensmål.«

Snarere end at støde medlemmer fra sig vurderer Malene Matthison-Hansen, at det kan fastholde medlemmer at have fokus på bæredygtighed:

»Det er vigtigt for de unge medlemmer, der kommer ind i foreningen, at vi har en synlighed omkring den bæredygtig omstilling, og at vi bruger den konstruktivt og fornuftigt, for det betyder noget for dem.«

Verdensmålene er en retningsviser

Familielisten har valgt at opdatere deres logo i år, så det inddrager de 17 verdensmål. Så hvad mener listefører Lars Nørmølle om De Privatansattes udmelding om, at IDA bruger de 17 verdensmål som et klistermærke, og opfører sig, som om den var Greenpeace:

»Det er jeg stærkt uenig i. Verdensmålene er visioner, og en vision når man sjældent til, men det er en god retningsgiver. Vi bruger verdensmålene i vores eget logo, fordi vi går ind for dem. Hvis alle gjorde det, var vi i hus med målene, men derhen kan man nok ikke komme.«

Læs også: Spørg IDA-politikerne: Hvordan vil de bruge dine kontingentkroner?

Lars Nørmølle er imidlertid mere på linje med De Privatansatte, når det gælder IDAs aktive politiske rolle i forhold til den grønne omstilling:

»Den danske udledning af CO2 udgør 1 promille af verdens samlede udledning, så vores klimamål om at spare 70 procent af udledningen i 2030, fylder meget lidt. Jeg bliver lidt stødt af, at man arbejder med de meget små værdier, for jeg tror ikke på, at vi i Danmark kan forbedre klimaet.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Familieliste mener derimod, at IDA skal have fokus på, at vi herhjemme udvikler teknologier, der kan hjælpe resten af verden:

»Vi skal hjælpe med at udvikle mekanismer og fabrikker, der kan producere effektivt. Og her kan IDAs rolle være at sikre, at vi ikke kommer til at mangle ingeniører. Lige nu er der kun 1 procent ledige, så det er en katastrofe, at DTU mister 500 studiepladser frem mod 2030.«

IDA skal være mere markant

Hvis IDA skal have relevans for medlemmer under 34 år, som i 2025 vil udgøre halvdelen af IDAs kandidatmedlemmer, så bliver foreningen ganske enkelt nødt til at engagere sig i den grønne omstilling, lyder det fra David Hansen, listefører for Yngrelisten:

»Det fylder for mange medlemmer, især de unge, fordi det betyder meget for deres valg af arbejdsliv. Hvis Morten Thiessen mener, at det er lidt for frelst med de 17 verdensmål, vil jeg bruge et Spiderman-citat og sige, at »Med særlige evner følger et særligt ansvar.« Går vi ikke ind på den spillebane, er den åben for andre faggrupper, men netop IDAs medlemmer er de bedste til at bidrage med de faglige løsninger.«

David Hansen ser derfor gerne, at IDA spiller en mere markant politisk rolle, når det gælder den grønne omstilling:

»Jeg er ikke enig i, at vi skal være mere apolitiske. Vi er pr. definition politiske, fordi vi kan løse nogle af samfundets væsentligste problemer. Den bæredygtige transition vil kræve en ændring af den måde, vi indretter vores liv på og vores forbrug samt virksomhedernes forretningsmodeller, driftsmodeller og forsyningskæder. Den omstilling har vores medlemmer de faglige indsigter til at drive.«

Cay Holst, listefører for Private Ingeniører – pi, mener ligeledes, at det er rigtigt, at IDA holder fast i de 17 verdensmål, men er også skeptisk over for politiske budskaber:

»Vi rummer så mange medlemmer, der formentlig har meget forskellige opfattelser af forskellige ting, og derfor nytter det ikke noget, at IDA går ud med en politisk holdning. Vi skal holde fast i vores politisk neutralitet. Hvis nogle af de politiske partier spørger, hvad vi mener om det og det, kan vi svare og på den måde øve indflydelse.«

40 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
40
6. april 2022 kl. 23:35

Men der er vel gradsforskelle og her lader de privatansatte til at være nogenlunde moderate?</p>
<p>Jeg stemmer nu mest fordi jeg er opdraget med at det er en borgerpligt, og jeg ville da synes at Morten Thiessen med en baggrund fra erhvervslivet og energisektoren ville være den helt rette formand for IDA og netop kunne skabe lidt nødvendig afstand til yderliggående aktivister som Greenpeace!

Der er helt sikkert gradsforskelle, og jeg kunne sikkert også finde en kandidat der passede mig bedre end andre.

Jeg fortolker det lidt bredere, og foreslår at borgerpligten gælder om at gøre sin indflydelse gældende.

Den yderste venstrefløj har altid været meget aktivistisk, hvilket jeg forklarer som en af årsagerne til at adskillige pensionskasser har indført regler om investeringer i fossil energi, gerne mod bestyrelsens anbefaling.

Når hovedparten er ligeglade, eller prioriterer således at de bruger energien på andre ting, kan ganske få medlemmer kapre en forening. Det mener jeg er tilfældet i IDA. Og jeg vurderer sandsynligheden for at den venstreaktivistiske politik vil ændre sig, som meget lav.

Derfor er min måde at få indflydelse på, at forsøge at delegitimere valget ved at få stemmeprocenten ned med, i det mindste, min stemme. Det er jo ikke en taktik jeg er den første til at bruge.

Hvad Morten Thiessen angår, vil jeg citere fra nedenstående link, og delvist gengive min kommentar til artiklen.

https://ing.dk/artikel/kandidat-idas-formandspost-ida-fortjener-bedst-mulige-formand-mig-255771


Apropos partipolitik, så er du i dag relativ nyvalgt rådmand i Aalborg kommune. Er du villig til at opgive den post?

»Man kan ikke være begge dele. Det er begge fuldtidsjob, og der må man bøje sig for vælgerne. Kan der skabes flertal for mig i IDA, må jeg opgive det andet.«

Min kommentar:

Jeg gætter på at den der valgte ham til rådmand i Ålborg kommune, fik at vide at han var den bedst mulige til posten.

Hvis han bliver valgt til IDA, må han bøje sig for vælgerne. Altså ikke dem fra 1. omgang.


39
6. april 2022 kl. 22:04

For det første, er alle listerne ude i et eller andet politisk ærinde, der går ud på at ændre samfundet.

Men der er vel gradsforskelle og her lader de privatansatte til at være nogenlunde moderate?

Jeg stemmer nu mest fordi jeg er opdraget med at det er en borgerpligt, og jeg ville da synes at Morten Thiessen med en baggrund fra erhvervslivet og energisektoren ville være den helt rette formand for IDA og netop kunne skabe lidt nødvendig afstand til yderliggående aktivister som Greenpeace!

Nu er han desværre opstillet i en anden region end jeg bor i, så jeg endte med at stemme anderledes omend det også var noget med energi :-)

38
6. april 2022 kl. 20:21

Så din boykot er afhængig af at vi får kritiske og velforberedte journalister til Danmark?

Det ved jeg ikke lige hvordan du har læst af mit indlæg.

For det første, er alle listerne ude i et eller andet politisk ærinde, der går ud på at ændre samfundet. Men efter min mening, trænger IDA mindst lige så meget til reparation som samfundet.

Ingen lister lader til at indse det, og derfor kan jeg ikke se pointen i at stemme.

Man kan håbe at IDA-politikerne forstår budskabet, lige som når en bestemt leders medarbejdere bliver syge, eller forlader stedet.

I det mindste lader det til at IDA ønsker høj stemmedeltagelse; jeg har da modtaget en sms og nogle emails med denne opfordring.

Det kan også være at de bare regerer videre, og trækker på skulderen. Det er det mest sandsynlige udfald.

36
5. april 2022 kl. 22:50

Jeg vil der ud over fraråde, såfremt man ønsker forandringer, at man undlader at stemme - for så kommer der ingen forandringer!

Hvorfra ved du, at det at boykotte IDA-valget ikke er den bedste måde at slå alarm på? En boykot er den bedste måde at delegitimere IDA's politiske fløj på.

En velforberedt journalist kan hurtigt pille en eller anden IDA-formand der står og påstår at han taler på videnskabens vegne ned, når han konfronterer ham med at 85% af medlemmerne fandt det tidsspilde at stemme.

Boykot er omvendt bedste chance for at skabe forandring.

Dit budskab om at forsøge at få indflydelse på pensionssystemet, synes jeg er godt, men jeg har nul tiltro til at nogen i IDA's temmeligt højtsvævende repræsentantskab gider vende sig fra deres klimakamp, for at tage sig af noget så støvet.

Hvis IDA har gjort noget for at påvirke pensionssystemet i det private, som er præget af at medarbejderne tvinges til at kaste lønkroner i en eller anden investeringskasse, der helt sikkert forstår at tilgodese sig selv, så er det gået hen over hovedet på mig.

Jeg tilføjer pensionsområdet til listen af vigtige emner som IDA ignorerer.

35
5. april 2022 kl. 19:17

Som sagt mener jeg at IDA, i højere grad, skal gøre sin indflydelse gældende, også når det gælder pensionsreformer.

Det betyder ikke at IDA skal nedprioritere sine andre virkeområder, for at opbygge en dyr lobbyvirksomhed. IDA har allerede kapaciteter og eksperter som kan bidrage med løsninger. Vi skal bare længere frem, og præsentere dem!

Jeg vil der ud over fraråde, såfremt man ønsker forandringer, at man undlader at stemme - for så kommer der ingen forandringer!

Godt valg!

34
4. april 2022 kl. 20:15

Selvstændige Ingeniørers liste brænder for at flere, nye, driftige og idérige firmaer får chancen for at prøve deres opfindelser af.</p>
<p>Mange store, danske virksomheder er startet ved køkkenbordet, engang.</p>
<p>Vores mål er at samle disse virksomheder til at indskyde fondsmidler i en uafhængig fond, under IDAs paraply.</p>
<p>IDA skal ikke selv være indskyder.

Tak for et udmærket svar.

Enhver opprioritering kræver en nedprioritering andetsteds - ihvertfald indenfor samme beløbsramme.

Jeg formoder at IDA har indtægter omkring 100 millloner, så der er store midler i spil.

Så hvilke områder har Selvstændige Ingeniører tænkt at nedprioritere?

Endvidere vil jeg spørge - og det er ikke et retorisk spørgsmål, men reelt - synes SI at IDA har leveret på fagforeningsarbejdsområdet? Og hvor og hvorledes vil I, om nødvendigt, forbedre dette?

IDA svigtede med arnepensionen, de svigter med arbejdsmiljøet i forhold til de moderne projektstyringsmetoder som mange får stress af, de svigter med synligheden på arbejdspladserne, de svigter med noget så simpelt som at skrive læserbreve om tingene set fra ingeniørernes synspunkt, og de svigter de medlemmer der betaler til en fagforening, uden at få det.

For slet ikke at tale om at IDA lukrerer på statskassen, når de udfører lobbyarbejde med fagforeningsfradrag.

Jeg vitterlig græmmes når jeg i facebookdebatter hører IDA-medarbejdere påstå at de sagtens kan udføre fagforeningsopgaverne ved siden af deres miljøshow - for sandheden er at niveauet er så lavt at alle kan leve op til det uden videre indsats.

Med mindre at der kommer en liste der vil gøre op med dette, og klart melder ud at der skal ryddes op, kan jeg i det mindste undlade at stemme, for at delegitimere IDA, når de offentligt hævder at de taler på ingeniørernes vegne.

Hermed min opfordring til ikke at stemme til IDA-valget.

32
3. april 2022 kl. 20:44

Det har du da helt ret i, men så mister man jo muligheden for at brokke sig i det uendelige - og netop det synes at være det vigtigste for enkelte herinde ?

Sikke en fredelig søndag ?

Du har ret i at der ellers bliver brokket igennem på disse sider, som alle har adgang til. Nu ved jeg personligt ikke selv hvad der sker på PLUS siderne, da jeg aldrig har været medlem af IDA. Har dog bemærket at der for tiden er større aktivitet på PLUS end normalt.

30
3. april 2022 kl. 18:43

Hvis man ikke er enig i den politiske linie kan man sagtens melde sig ind i en anden fagforening, - går jeg da ud fra.

Det har du da helt ret i, men så mister man jo muligheden for at brokke sig i det uendelige - og netop det synes at være det vigtigste for enkelte herinde ?

Hvorom alting er, er ing.dk demokratisk. Dog er disse spalter næppe det rigtige sted at føre valgkamp, da stort set ingen ingeniører læser med herinde mere på grund af det efterhånden helt usaglige niveau i debatterne.

28
3. april 2022 kl. 18:05

Hej Stanley Dakin

IDA - er mere</p>
<p>IDA skal være mere end en fagforening!</p>
<p>Vi skal give vores mening, om hvordan teknologi kan hjælpe med de udfordringer samfundet står over for.

Jeg er meget enig.

Et demokrati kræver at folk mener noget og ikke bare noget, men noget der er funderet i viden og omtanke. IDA har gennem tiden præsenteret seriøse indspark i den danske debat, hvilket jeg som borger i det danske demokrati sætter pris.

Så til dig og til IDA; bliv ved og tak herfra.

27
3. april 2022 kl. 18:00

"Men vi er ikke med på, om vi skal spise kød eller ikke." udtaler Morten Thiessen, listefører for De Privatansatte.

Har IDA udtrykt en holdning til om vi skal spise kød eller ikke?

26
3. april 2022 kl. 16:08

Selvstændige Ingeniørers liste brænder for at flere, nye, driftige og idérige firmaer får chancen for at prøve deres opfindelser af.

Mange store, danske virksomheder er startet ved køkkenbordet, engang.

Vores mål er at samle disse virksomheder til at indskyde fondsmidler i en uafhængig fond, under IDAs paraply.

IDA skal ikke selv være indskyder.

25
3. april 2022 kl. 15:33

Dette er ikke et spørgsmål om omfordeling af kontingent, men sikkerhed for at der bliver leveret løsninger for kontingentet

Hvis jeg forstår dig korrekt, skal der til omtalte kampagner i #21 ikke tilføres kontingent? Dvs. det er gratis?

Endvidere vil I have etableret en iværksætterfond. Er arbejdet hermed også gratis?

IDA skal på banen med mere støtte, hjælp og vejledning. Også gratis?

Ekstraordinære påstande kræver gode svar; så hvordan kan disse opgaver udføres uden at en del af kontingentet anvendes?

24
3. april 2022 kl. 14:35

Dette er ikke et spørgsmål om omfordeling af kontingent, men sikkerhed for at der bliver leveret løsninger for kontingentet.

22
3. april 2022 kl. 12:23

IDA - er mere

IDA skal være mere end en fagforening!

Vi skal give vores mening, om hvordan teknologi kan hjælpe med de udfordringer samfundet står over for.

Vi skal støtte forbedringer af STEM uddannelser, og argumentere mod forringelser.

Vi skal turde påvirke den politiske beslutningsproces, med fagligt underbyggede kampagner.

I varetagelse af medlemmernes interesse!

21
3. april 2022 kl. 11:48
20
3. april 2022 kl. 11:45
19
3. april 2022 kl. 09:38

(Og derfor har jeg heller ikke noget tilovers for IDA-valglister der reklamerer med dem)

Grønhed går igen i de fleste listers program - herunder også Seniorlistens arbejde for et etisk ingeniørløfte... skal de dimiterende afkræves et sådant?

Eller Familielisten:
"Eksempelvis skal IDAs medlemsbutik kunne stille elbiler og elcykler til rådighed for medlemmerne"

Personligt vil jeg måske stemme på Pensionistlisten, der vil arbejde for et mere fleksibelt arbejdsliv i de sidste arbejdsår, ikke har grønne ideer i deres præsentationstekst, og sikkert har medlemmer der igennem årene har hørt på bavl nok til ikke at falde for tidens modeideologi: det grønne.

Men: den vigtigste stemme er nok at undlade at stemme.

Når man ser på repræsentantskabssammensætningen, er det svært at tro at den grønne fløj ikke fremover kører videre for fuldt tryk.

En ikkeafgivet stemme, er en stemme for at delegitimere det grønkaprede IDA's mandat. Trist nok....

18
3. april 2022 kl. 09:09

Hvordan tænker du man rent konkret skal gøre for at sikre fred i verden?

Hvilken holdning skal IDA så have til en virksomhed som Terma? Den skal lukkes? Eller er det en "verdensmålsundtagelse"?

Eller ukrainekrigen? Skal IDA sende en delegation til FN, hvor de så fortæller russerne at det er forkert at slås, og at den danske ingeniørstand siger at de skal holde op?

Efter min mening kan politikerspirer skaffe deres egne midler til deres egne planer, og så holde sig fra IDA-medlemmernes.

17
3. april 2022 kl. 07:07

Hej Jens Arne Hansen

Jeg undrer mig over FN's 17 verdensmål og hvad vi skal med dem?

Henrik Dahl og Mikael Jalving bruger dem jo tydeligvis til at skrive en dem/os stråmand inspireret kronik, hvor man slå ud efter alle de konstruerede klicher man ikke kan lide.

For jeg mener der mangler det vigtigste, man kunne kalde det nr. 0, det som er betingelsen og udgangspunktet for alle de andre, og det som overhovedet var årsagen til at stifte en organisation som FN. Og dette nr. 0 og udgangspunkt er naturligvis at sikre fred i verden!

Hvordan tænker du man rent konkret skal gøre for at sikre fred i verden?

Fjerne fattigdom kunne være èn ting, så slår mn ikke om maden.

Ligestilling kunne også være èn ting; kvinder har det med børn og bomber passer ikke med yngelpleje.

Eller handel, så længe vi handler slås vi ikke.

Måske også noget med fredelige og inkluderede samfund og give alle adgang til retssikkerhed.

Lidt kontroversiel kunne også være klimaindsats, for at undgå klimaflygtninge eller kamp og ressourcer.

Der fik jeg for resten nævnt nogen af verdensmålene.

15
3. april 2022 kl. 00:26

Derfor ser jeg mere de 17 verdensmål som et forsøg på at skabe en berettigelse for organisationen, når den nu ikke er i stand til at opfylde sit egentlige formål

eller lidt anderledes formuleret:

De nye marxister taler derimod om åbenhed og diversitet, men mener præcis det modsatte – og vandrer gennem institutionerne med deres censur og uniformering. Deres definition på åbenhed er, at man kun skal være åben for de ligesindede. Deres manikæiske definition på godhed er, at man skal bekæmpe de onde, dvs. de ”fremmedfjendske”, ”populistiske” eller ”hvide”.</p>
<p>De nye marxister skjuler deres motiver bag progressivitet, verdensmål og akademiske stillingsbetegnelser. De er uhæderlige, men succesfulde. Og de bliver flere og flere

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12791032/godhedens-tyranni-tager-til-de-skjuler-deres-motiver-bag-verdensmaal-og-akademiske-titler/

14
2. april 2022 kl. 22:17

Jeg undrer mig over FN's 17 verdensmål og hvad vi skal med dem?

For jeg mener der mangler det vigtigste, man kunne kalde det nr. 0, det som er betingelsen og udgangspunktet for alle de andre, og det som overhovedet var årsagen til at stifte en organisation som FN. Og dette nr. 0 og udgangspunkt er naturligvis at sikre fred i verden! Og desværre er det sådan at hvis man betragter de aktuelle krige og kriser, så vil vi se at FN stort set ingen betydning har! Det kan have mange årsager, stormagtsrivalisering er en af dem, men selvfølgelig også at der er reelle interessemodsætninger i verden som ikke bare forsvinder fordi man taler sammen om dem, og man har fra starten ikke kunnet enes om at give FN reel magt til at løse konflikter.

Derfor ser jeg mere de 17 verdensmål som et forsøg på at skabe en berettigelse for organisationen, når den nu ikke er i stand til at opfylde sit egentlige formål. Og derfor forstår jeg heller ikke dem der gør så meget ud af disse verdensmål, de lyder da godt, men gør de reelt en forskel, jeg tror det ikke!

(Og derfor har jeg heller ikke noget tilovers for IDA-valglister der reklamerer med dem)

12
2. april 2022 kl. 21:52

det giver rgitig god mening at benytte verdensmålene som redskab i det politiske arbejde

derom kan der nu herske (meget) delte meninger, fx.:

I sin perverterede form (som på SDU), er FN’s verdensmål simpelthen det, økonomer kalder ”rent seeking”. Det vil sige, at man beriger sig uretmæssigt ved at nasse på fornuftige aktiviteter eller fornuftige formål. Den rent seeking, vi nu er vidne til på SDU, er intet andet end en metode for en herskende klasse af projektmagere, bullshittere og PowerPoint-jonglører til at berige sig selv. Og det bliver på bekostning af universiteternes kerneformål og på bekostning af almindelige, hårdtarbejdende mennesker. De må nu stå endnu tidligere op og betale endnu mere i skat...

https://www.raeson.dk/2019/henrik-dahl-sdu-bevaeger-sig-vaek-fra-alt-det-universitetet-er-sat-i-verden-for-og-det-goer-mig-harm/

11
2. april 2022 kl. 21:16

IDA har en forpligtigelse som fagforening til at understøtte en bedre verden og det giver rgitig god mening at benytte verdensmålene som redskab i det politiske arbejde - IDA som fagforening er en organisation der har utrolig meget ekspertise til at uderstøtte verdensmålene og Fagforeningslisten har en stor aktie i at det er lygges at få IDA certificeret i 2022 -stem på fagforeningslisten [https://fagforeningslisten.dk ]hvis du vil sikre dig at IDA også i de næste 3 år vil tage afsæt i verdensmålene

9
2. april 2022 kl. 10:29

Niels, du hævder at mulighederne er bedre indenfor det grønne område.

Jeg siger at det ikke er sandt. Der er sikkert samme eller bedre muligheder andetsteds.

6
1. april 2022 kl. 22:18

Hvad er de verdensmålsforherligendes politik angående emnerne fred og ligestilling mellem kønnene?

For førstnævnte, må de kunne forklare hvilken politik de ønsker at anvende i nuværende situation. En gratist kan altid svinge fredsduen, men pt. findes der et reelt problem, og hvis en politiker skal være andet end en storskryder, skal der svar til.

For andetnævnte, er der elementer i Danmark, der ingenlunde ønsker absolut ligestilling. Hvorledes vil man gennemtvinge sin holdning om ligestilling i chauvinistiske subkulturer?

5
31. marts 2022 kl. 19:18

Man kan lægge en nøgtern betragtning om hvor de bedste muligheder ligger for danske ingeniører?

Det må være indlysende at grøn omstilling er en "legeplads" for ingeniører, stort set alle tiltag kræver ingeniører. Vore politikere kunne have vision for Danmark, i modsætning til grøn foregangsland, som finasiel centrum, kunst og kultur eller turistme, der vil grøn omstilling som ingeniør være at foretrække.

Jeg har svært ved at se andre spor, end den grønne, som vil give samme muligheder for de danske ingeniører.

4
31. marts 2022 kl. 18:17

Men når så efterhånden al debat parkeres bag en betalingsmur, så er det nok tvivlsomt hvor meget af omverdenen der får glæde af guldkornene.

3
31. marts 2022 kl. 12:11

Til gengæld er det IDA/alle ingeniørers pligt at påpege alle de ting i den offentlige debat som politikere/journalister uden teknisk indsigt ikke kan se/forstå, så som greenwashing m.m.

2
31. marts 2022 kl. 10:38

Her rækker en thumbs up ikke. Jeg er 100% enig i dit indlæg. Hvis ikke vi, som netop har faglig viden om, og indsigt i, de problemer der diskuteres og som ved dels at fx klimaforandringerne rent faktisk er reelle og dels hvordan de bedst teknisk kan løses skulle blande sig i debatten, så ved jeg ikke hvem der skulle. Specielt set i lyset af alle de særinteresser som forsøger at påvirke eller i nogle tilfælde endda direkte misinformere og vildlede vores politikere, og hvor deres objektivitet og saglighed i mange tilfælde i høj grad kan betvivles. Det er ikke kun vores ret, men - vil jeg mene - også i høj grad vores pligt at prøve at sikre at de politiske beslutninger der træffes i så høj grad så muligt er basseret på solid forskning, videnskab og faktuel viden.

1
31. marts 2022 kl. 09:50

IDA er engageret i den grønne omstiling og klimadebatten fordi videnskaben på området er klar, klimaforandringerne er ægte. IDA er ikke i debatten fordi vi er greenpeace light, men fordi det handler om videnskab og teknologi.

IDA er teknologiens stemme og med de kompetencer IDA's medlemmer har, følger en naturlig forpligtelse. Når vi sidder på den viden der skal til for at løse tidens udfordringer er det også vores pligt at dele den. Det kræver også at vi tør sige noget politisk, for teknologi kan også være politisk, men vi skal altid basere det på gennemarbejdet viden og fakta.

MVH Aske - Ingeniør & TeknologiListen