IDA klar med fem pakkeløsninger fra arbejdslivets vugge til grav

23. november 2020 kl. 15:432
IDA klar med fem pakkeløsninger fra arbejdslivets vugge til grav
IDA-formand Thomas Damkjær Petersen fortalte i sin beretning, at IDA under coronaepidemien løbende har taget temperaturen på arbejdsmarkedet blandt de forskellige medlemsgrupper, og at både ledere, tillidsvalgte, ansatte og studerende har været ramt. En undersøgelse blandt de selvstændige viste i maj, at 22 procent opfatter deres virksomhed som mere eller mindre lukningstruet. Illustration: IDA.
IDAs repræsentantskab vedtog lørdag en ny treårig strategi under overskriften Øget relevans. Oplever medlemmerne ikke, at IDA tilbyder noget relevant, løser de ikke medlemskort.
Artiklen er ældre end 30 dage

Fremover skal IDAs medlemmer modtage en hel pakkeløsning, når de kontakter foreningen i forbindelse med et jobskifte, eller når de skal i gang med deres første job. En pakke, der indeholder alt det, der kan være relevant eller er et naturligt næste skridt i en given situation. Medlemmerne skal opleve, at ingen ydelse står alene, men at de altid bliver hjulpet videre.

Det slog formand Thomas Damkjær Petersen fast, da IDAs repræsentantskab i lørdags mødtes både virtuelt og fysisk i grupper på max ti personer i henholdsvis Aarhus og København.

Målet om de sammenhængende forløb for medlemmer er en del af IDAs Strategi 2021-2023, Øget relevans, som et enigt repræsentantskab vedtog.

Medlemsvæksten fortsætter

I sin beretning fortalte IDA-formanden, at resultatet fra en ekstern konkurrentanalyse viser, at den største trussel mod IDA ikke kommer fra andre foreninger, men handler om, at folk simpelthen lader være med at melde sig ind, fordi de ikke oplever foreningens tilbud som relevante.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfordringen for IDA er med andre ord, at foreningen ingenting er uden medlemmerne, og at medlemmerne bliver væk, hvis IDA ingenting har at tilbyde dem. Derfor er overskriften på den nye strategi, Øget relevans, ikke blot til pynt.

Når det er sagt, har Ingeniørforeningen oplevet en kolossal medlemstilvækst.

I 2015 rundede IDA de 100.000 medlemmer, og i dag er tallet nået op på godt 131.000. Men det strategiske mål er endnu højere: Inden 2025 skal medlemskartoteket rumme 175.000 medlemmer. Der skal altså gøres en indsat, hvis der over de kommende fem år skal hentes 44.000 flere medlemmer.

Fra arbejdslivets start til slut

Thomas Damkjær Petersen understregede, at IDAs medlemmer især har brug for foreningen, når arbejdslivet slår et sving, og derfor er IDA i gang med at udvikle fem forskellige pakkeløsninger, som alle er indrettet til arbejdslivets overgange. Det er nemlig i de situationer, medlemmerne oftest har brug for hjælp:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»De sammenhængende forløb skal ikke dække alt, vi gør. Vi opretter dem der, hvor medlemmerne typisk går igennem et transformativt forløb – hvor de går fra en rolle til en anden, så de oplever, at der er progression og fremskridt, når de henvender sig,« fastslog Thomas Damkjær Petersen.

Med de fem forløb dækker IDA arbejdslivet fra vugge til grav. De består af pakkerne: Fra studie til job, Opsagt-ledig, Medarbejder til leder, Karriereskift og endelig Afslutning af arbejdsliv.

I foråret gennemførte IDA en række interviews med opsagte medlemmer for at afdække deres oplevelser og behov. Det har medført, at der nu er blevet udviklet en række nye ydelser, der i højere grad tilgodeser de opsagte medlemmers behov i form af den særlige indsats, Kom godt videre.

Job eller kontingentet tilbage

Coronaepidemien har påvirket arbejdsmarkedet for nyuddannede, i særdeleshed i foråret, hvor der i perioden marts-juni var meget langt mellem nyansættelserne. Samtidig oplever mange dimittender det som en stor omvæltning at skifte studielivet ud med arbejdslivet.

IDA formanden havde derfor et særligt favorabelt tilbud med til foreningens studiemedlemmer:

»Vi lancerer et nyt, sammenhængende forløb for nyuddannede. Enten hjælper vi dem til at få et job inden for et år, eller også får de kontingentet tilbage.«

Ny regler for valg af studiemedlemmer

Et enig repræsentantskabet nikkede ja til et forslag fra IDA STEM Students om en vedtægtsændring, der betyder, at studiemedlemmer af repræsentantskabet og hovedbestyrelsen vælges for et år ad gangen. Begrundelsen for vedtægtsændringen er, at den treårige valgperiode, der gælder for de øvrige medlemmer af repræsentantskabet, er uforenelig med studielivet.

Endelig vedtog repræsentantskabet IDAs budgettet for 2021, herunder en fastholdelse af det nuværende kontingent.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
24. november 2020 kl. 09:18

Har man så også husket at spørge alle medlemmerne om hvorvidt de synes det er en god ide at deres fagmedie, som de hver især betaler ca. 250 kr. til, behandles som en black-box, hvor samfundsvæsentlig debat ikke får lov til at blive udbredt til en bredere kreds?

1
24. november 2020 kl. 08:46

Det vigtigste var nu også isbjørneskindet, med kamin og piano samt juletræ i Prometheus salen ... dengang man var ingeniørbarn ;-)

Spøg til side, men der skal lyde en stor tak for IDA s rolle som identitetsskabende forening for os ingeniører.

At der så også skal møder , arrangementer og kurser til, gerne båret frem af tekniske ildsjæle skal bestemt heller ikke glemmes.

mvh Jens