IC4-skandalen slår benene væk under tog til tiden

IC4-skandalen får nu også indflydelse på den plan, som har gjort, at DSB's tog er tættere på at overholde køreplanen nu end i årtier.

DSB har nemlig finansieret sin plan om tog til tiden med penge taget ud af IC4-programmet, viser Rigsrevisionens gennemgang af skandalen. Det er sket i strid med reglerne og bag om Transportministeriet, som til gengæld har siddet på hænderne og ladet det ske, konstaterer revisorerne.

Hidtil har DSB ifølge rapporten brugt 109 millioner kroner på tog til tiden. Pengene er gået ind i en organisation, der også omfatter de øvrige togselskaber samt Banedanmark.

Pengene stammer fra den kompensation på 2,25 milliarder kroner, som DSB opnåede i forbindelse med forliget med Ansaldobreda i 2009. DSB satte ved den lejlighed en halv milliard kroner af til tog til tiden.

DSB har aldrig skrevet det direkte, men både DSB selv og Transportministeriet har antaget, at DSB ville bruge rabatten på reservedele til tog til tiden. Den rabat skulle udgøre en halv milliard kroner.

Reglerne ikke på plads

Rabataftalen udløber ved udgangen af i år, og fordi Ansaldobreda er langt bagefter med at levere IC4 til DSB, når DSB næppe at gøre brug af hele beløbet. Rigsrevisionen noterer, at DSB i regnskabet for 2010 havde opnået en samlet rabat på 219 millioner kroner.

Transportministeriet skulle sikre, at DSB ikke overtræder EU's regler om statsstøtte med sin kompensation. Det kræver ifølge ministeriets egen vurdering et aktstykke fra Folketingets finansudvalg, der giver DSB lov til at bruge kompensationen på tog til tiden.

Selv om ministeriet lovede at sørge for, at reglerne kom på plads, er det endnu ikke sket. Derfor har DSB formelt slet ikke haft ret til at bruge penge på tog til tiden.

Ministeriet har oplyst til Rigsrevisionen, at det slet ikke var klar over, at DSB var begyndt at bruge løs af pengene. Men det betragter revisorerne som en dårlig undskyldning. For det første sidder Banedanmark, 100 procent ejet af staten og kontrolleret af ministeriet, for bordenden i rettidighedsorganisationen. For det andet har DSB afleveret bilag til sine regnskaber, hvoraf beløbet fremgår.

Desuden har DSB fået lov til at bruge pengene på tog til tiden, uden at der er ændret så meget som et komma i kontrakten med staten. Det betyder, konstaterer Rigsrevisionen, at DSB ikke har skullet leve op til andre mål for rettidigheden end det, der hele tiden har fremgået af kontrakten med staten. Den dækker fra 2005 til 2014.

Kan ikke løbe fra ansvaret

For nu at afslutte den historie helt, så har selv ikke politikerne i Folketingets transportudvalg fået ordentlig besked. De har godt nok hørt, at DSB næppe vil kunne få alle 500 millioner kroner i rabat fra Ansaldobreda. Men de er ikke blevet orienteret om, at det også betyder enden for rettidighedsorganisationen, skriver Rigsrevisionen.

Det er en del af baggrunden for kritikken af ministeriets tilsyn med DSB under IC4-skandalen. Men revisorerne kommer også tæt på at skrive, at embedsmændene har været nogle tøsedrenge. Det lyder sådan her på revisorsprog:

'Ministeriet har desuden oplyst, at det efter ministeriets opfattelse ville være udtryk for mistillid til DSB's ledelse, hvis ministeriet efterspurgte og udfordrede ledelsen med data udarbejdet længere nede i DSB's organisation.'

Så let kan de dog ikke løbe fra deres ansvar, fastslår rigsrevisorerne. Tværtimod burde ministeriet have sikret sig viden om baggrunden for DSB's fordeling af kompensationen.

'Det ville efter Rigsrevisionens opfattelse ikke være udtryk for mistillid til DSB's ledelse, men ville udgøre et overordnet og aktivt tilsyn, der afspejlede forligets risici samt økonomiske og trafikale væsentlighed,' skriver revisorerne.

Emner : Tog
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu har jeg læst artiklen 3 gange og jeg fatter stadig ikke hvad det er for nogle økonomiske transaktioner de har gang i og hvad de skal gøre godt for ?

Kan nogen give mig en rationel forklaring på hvorfor der overhovedet er brug for "rettidighedsorganisationen" ?

Er det ikke noget som ethvert firma i tog-branchen burde have så højt på deres prioriteter at det kommer helt af sig selv ?

  • 0
  • 0

Er det ikke noget som ethvert firma i tog-branchen burde have så højt på deres prioriteter at det kommer helt af sig selv ?

Det gik åbenbart først op for dem i 2010 at man burde have noget samarbejde med at få togene til at komme rettidigt: http://www.bane.dk/visArtikel.asp?artikelI...

Men hvorfor der er brug for en originasation til det, og hvad de laver af gadetricks med pengene kan jeg heller ikke lure :\

  • 0
  • 0

blev oprettet af Hans Christian Schmidt, da DSBFirst ikke rigtigt havde styr på tingene. Og i stedet for at får styr på egne ting, ja så "løfter vi i flok". Det gør så også at ansvaret, belejligt, ikke kan tilskrives en enkelt organisation.

  • 0
  • 0

Kan nogen give mig en rationel forklaring på hvorfor der overhovedet er brug for "rettidighedsorganisationen" ?

De mange "dygtige" direktører, bliver jo nød til at bruge en stor del af deres tid på interne magtkampe og r*vslikkeri, for at beholde deres taburet. Og nøjagtigt som med politikere, så kan man jo ikke opnå noget hvis man ikke er blevet (gen)valgt. Så hvis man mister magten, så kan man ikke få sine gode ideer igennem organisationen. Derfor har man magtkampe, og derfor har man nedsat en ny skak-brik (xxx-afdeling/kommision/task-force/etc.) i magtkamp-skak-spillet. En med magt har brug for en "task force", der kan sørge for at magt-spillet blandt alle de forskellige direktører favoriserer den der har nedsat denne task-force.

Når en virksomhed kommer over en vis størrelse, er dette helt almindeligt.

Det er samtidig grunden til at skabelsen af nye arbejdspladser sker i små virksomheder. De store virksomheder køber de mindre, fordi de store har for travlt med at holde liv i deres egne magtkampe til at kunne skabe noget. Economy of scale sørger for at de store har fordele nok til at kunne være profitable, mens de små virksomheder skaber arbejdspladserne og de nye værdier og produkter. Teknisk set skaber de store virksomheder også arbejdspladser, men de skaber kun assistenter til de magtfulde - der bliver ikke produceret mere (kun rapporter og power-point's).

  • 0
  • 0

Hvis DSB mangler penge til tog til tiden, kan de måske tages fra togservice. De fleste tog, er allerede forsynet med kaffe og sandwich automater, og udgiften til togservice kan spares bort. I de ikke overfyldte tog, er der alligevel ingen togservice, og på de fyldte afgange, kan servicevognen ikke komme frem. Ialt, fører dette til et underskud, der kunne spares bort, og bruges til tog til tiden.

  • 0
  • 0

Som daglig bruger af IC3 ville jeg blive ked af at det hvis salgsvognen blev afskaffet. 10 kr for en kop kaffe serveret af et menneske er fair.

IC3'erne er så komfortable at man efter min mening burde købe de israelske IC3'ere og skifte alt undtagen selve vognkassen, således at man stod med et velafprøvet og vellidt design.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten