Ibsen Photonics fyrer 35
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ibsen Photonics fyrer 35

Ibsen Photonics i Farum fyrede tirsdag 35 ud af i alt 74 medarbejdere.

»Det har vi været nødt til på grund af den ekstremt dårlige situation på markedet for optiske komponenter,« siger Torben Jacobsen, ph.d., administrerende direktør for Ibsen Photonics.

Det er de nye markedsanalyser og pessimistiske meldinger fra analysefirmaer som RHK og Gartner Dataquest, som nu får selskabets ledelse til at sige farvel til næsten halvdelen af medarbejderne.

Tidligere var Ibsen Photonics kendt som ADC Denmark, men da den amerikanske bredbåndskoncern besluttede at lukke de danske aktiviteter, gennemførte den danske ledelse - med Torben Jakobsen og virksomhedens oprindelige stifter Per Ibsen i spidsen – et såkaldt management buy out. Samtidig købte ventureselskaberne Dansk Kapitalanlæg og 3i sig ind i selskabet.

Overtagelsen var baseret på markedsanalyser – som de så ud i august sidste år. Men som Ingeniøren kunne fortælle i nr. 19/02, så er det optiske opsving udsat, hvilket betyder, at virksomhederne skal helt frem til 2004, før tallene på bundlinjen ser bedre ud.

»Vi er nødt til at tilpasse organisationen til den markedssituationen, vi befinder os i,« siger Torben Jacobsen, der understreger, at selskabets udviklingsaktiviteter fortsætter på et højt niveau:

»Gør vi ikke det, kan vi ligeså godt dreje nøglen rundt.«

Dermed rammer fyringerne primært service og administrative funktioner, men også produktionsfaciliteterne tilpasses den nye virkelighed.

Renrum udlejes

Det betyder blandt andet, at der bliver frigjort noget plads i Ibsens Photonics renrum og kontorlokaler, som Torben Jacobsen nu vil forsøge at leje ud til andre virksomheder.

For renrummets vedkommende drejer det sig om den del, som var reserveret til udvidelse af produktionen af fasemasker og DWDM-komponenter.

Torben Jacobsen har tidligere haft held til at udleje ledig produktionsplads i det enestående renrum, hvor der kan produceres Mems-komponenter (Mikro Elektro Mekaniske Systemer), som i øvrigt bliver spået en stadig større betydning for dansk industri.

Da Farum-virksomheden sidste sommer skar et udviklingsprojekt væk, gav det plads til Grundfos, som i dag lejer sig ind sig ind i renrummet, hvor pumpegiganten snart er klar til at fremstille siliciumbaserede mikro-sensorer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først