IAK: Lang genoptjeningsperiode et kæmpe problem for ledige ingeniører

Det har været stærkt omdiskuteret den seneste tid. Fra 1. januar vil de første tusinder af arbejdsløse danskere miste deres dagpenge som følge af dagpengereformen. Heller ikke ingeniørerne går fri.

284 ud af 2.227 ledige ingeniører står til at miste dagpengene fra januar 2013, hvis de ikke kommer i arbejde inden da. Det viser tal fra IAK.

Bolette Mohr Sillassen, formand for IAK, anser den såkaldte genoptjeningsperiode som det største problem i dagpengereformen.

Hvor det før i tiden kun krævede et halvt års fast arbejde at gøre sig fortjent til dagpenge, skal man nu have arbejde et helt år. Og det kan godt være problematisk, da hverken aktivering eller løntilskud berettiger til genoptjening. Ligeledes er der mange, der projektansættes, hvilket ofte varer under det gyldne år.

»Systemet er blevet udhulet gevaldigt ved at sænke dagpengegrænsen og samtidig hæve genoptjeningsperioden. Jeg tror, det bliver rigtig hårdt for de ledige, som kommer i arbejde, men egentlig er stavnsbundne til en arbejdsgiver, fordi det afgørende er, at man optjener sin dagpengeret. Eller hvis man efter ni måneders ansættelse bliver fyret på grund af konkurs eller omstrukturering. Endelig er det ikke usædvanligt for unge ingeniører, at de er projektansatte i starten af deres karriere,« siger Bolette Mohr Sillassen.

Hun gør opmærksom på, at det samme gælder for ældre ingeniører, som også kan få det ekstra hårdt, da de ofte er mere etablerede. Og det betyder, at man helt mister forsørgelsesgrundlaget. Ejer man formue på over 10.000 kroner, ejer man en bil, ejer man fast ejendom eller har en ægtefælle med fast arbejde, så er det ikke muligt at modtage kontanthjælp.

Derfor er Bolette Mohr Sillassen ikke i tvivl om, hvad hun gerne så anderledes ved dagpengereformen:

»Hvis man insisterer på et års genoptjeningskrav, så skal der gælde flere ansættelsesforhold i genoptjeningen af dagpengeretten. Allerhelst så vi, at genoptjeningsperioden blev skruet tilbage til et halvt år,« understreger hun.

Formand er dog stadig optimistisk

Bolette Mohr Sillassen er dog ikke så bekymret for de 284 ledige. Sammenlignet med andre brancher er ledigheden lav, og det giver muligheden for at tage de ledige i hånden og give dem bedre individuel vejledning, når de søger job. IAK har tilbud for de ledige, som flere andre a-kasser ikke har, og det hjælper de ledige i job, lyder det fra hende.

»I mine øjne er det ikke så voldsomt, da det er få ledige, der kommer i klemme, og til dem har vi særlige individuelle indsatser,« siger Bolette Mohr Sillassen.

IAK har blandt andet konceptet 'den gode samtale', hvor man på IAK's hjemmeside kan booke vejledningssamtaler og coaching. Man bestemmer selv, hvad man ønsker, at a-kassens konsulenter vejleder i.

»I modsætning til normale system, som i højere grad er et kontrolsystem, hvor rådighedssamtaler er på bestemte tidspunkter, kan vores medlemmer selv bestemme, hvad der skal tales om og coaches i. Vi kan se, at det gør en forskel for folk,« siger hun.

Ordningen er et pilotforsøg, der har kørt siden april i samarbejde med otte andre a-kasser og Arbejdsmarkedsstyrelsen, og medlemmerne har reageret meget positivt på tiltaget, lyder det fra Bolette Mohr Sillassen.

»Tilfredsheden er eksploderet, folk er rigtig, rigtig begejstrede for de her samtaler. Det er helt sikkert, at de ledige føler, at de kan se deres muligheder og får meget stærkere motivation til at udnytte deres potentialer i jobsøgningen,« siger hun.

Ligeledes nævner hun et specielt initiativ for dem, der kun har et halvt år tilbage på dagpenge. Det kaldes for 'bootcamps', hvor de ledige, der har særlige udfordringer, samles til et koncentreret arrangement, hvor man enten overnatter eller har en hel koncentreret dag, hvor folk bliver coachet i deres personlige udfordringer og begrænsninger.

»Det er svært at være 55 år gammel, ledig og ikke føle, at man er for gammel. Her lærer de, at man kan skal se sine kompetencer i et bredere perspektiv i stedet for at søge specifikt ud fra det, man har gået og lavet i mange år,« siger Bolette Mohr Sillassen og giver et eksempel på, hvordan IAK prøver at hjælpe ledige med at håndtere en typisk udfordring, som mange står over for.

»Man får mulighed for at se tingene fra nye perspektiver og lærer at håndtere at få afslag eller ikke bliver budt til samtale. Det har vi fået rigtig god respons på, og mit indtryk er, at det bringer mange i arbejde.«

Emner : Arbejdsmarked
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

i skriver

"Ejer man formue på over 10.000 kroner, ejer man en bil, ejer man fast ejendom eller har en ægtefælle med fast arbejde, så er det ikke muligt at modtage kontanthjælp. #

det er noget sludder, man kan godt få kontanthjælp selv om man har fast ejendom. det afhænger udelukkende af om der er friværdi i huset. er der betydelig friværdi kan kommunen kræve det belånt først, dog kun hvis man kan klare den ekstra udgift som den øgede belåning giver i boligydelsen...

nu er priserne faldet, så man skal have købt senest ca 2002 før der er friværdi i huset

det samme med bilen, er den 70.000 værd og du skylder 70.000 i den har du jo ikke en formue i bilen og kan få kontanthjælp

  • 0
  • 0

i skriver

"Ejer man formue på over 10.000 kroner, ejer man en bil, ejer man fast ejendom eller har en ægtefælle med fast arbejde, så er det ikke muligt at modtage kontanthjælp. #

det er noget sludder, man kan godt få kontanthjælp selv om man har fast ejendom. det afhænger udelukkende af om der er friværdi i huset. er der betydelig friværdi kan kommunen kræve det belånt først, dog kun hvis man kan klare den ekstra udgift som den øgede belåning giver i boligydelsen...

nu er priserne faldet, så man skal have købt senest ca 2002 før der er friværdi i huset

det samme med bilen, er den 70.000 værd og du skylder 70.000 i den har du jo ikke en formue i bilen og kan få kontanthjælp

Du skal være i stand til, at kunne afdrage på gælden. Hvis huspriserne stiger, så skal du optage mere lån, og kan ikke få kontanthjælp. Falder huspriserne, kan du få et problem, fordi du ikke har nok sikkerhed, for din gæld. Manglende sikkerhed for lånet kan medføre, at huset går på tvangsauktion.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten