I Kina er sol og vind ikke længere for sjov

I Kina er sol og vind ikke længere for sjov

Et kinesisk fremtidsscenarie opererer med store mængder vedvarende energi, der fortrinsvis produceres i de tyndt befolkede vest- og nordvestlige dele af landet. Det kræver meget kraftige transmissionsforbindelser øst- og sydpå, så strømmen kan komme ned til forbrugerne i de tæt befolkede byområder langs kysten. (Grafik: Lasse G. Jensen)

Den danske energistyrelse og især én bestemt dansk ingeniør har siden 2012 spillet en betydelig rolle for Kinas gradvise erkendelse af, at sol og vind er vigtige brikker i fremtidens energimiks.

Kina har taget de første skridt i retning af en gigantisk omlægning af landets energiforsyning: væk fra kul og olie og over til vind, sol, biomasse, naturgas og atomkraft.

Allerede med udgangen af i år vil 11,5 procent af kinesernes primære energi komme fra ikke-fossile kilder – og det vel at mærke ud af et energiforbrug, der udgør 23 procent af hele verdens energiforbrug.

I 2020 og 2030 sætter kineserne målene op til henholdsvis 15 og 20 procent, og for at nå dertil, skal der fart på:

Kina skal frem mod 2020 hvert år udbygge med 20 GW vindkraft – det svarer til 50 mølleparker på størrelse med Anholt Havmøllepark, som er blandt verdens største. Derudover skal der årligt opsættes omkring 11 GW solceller, som vil fylde et areal svarende til Læsø. Og oveni skal landets atomkraftkapacitet i 2020 være udvidet med 58 GW.

Den danske civilingeniør Kaare Sandholt har spillet en central rolle i denne udvikling som chefrådgiver på Kinas første nationale center for vedvarende energi, China National Renewable Energy Centre. Og for ham er der tale om en markant udvikling i kinesernes opfattelse af vedvarende energi (VE):

»I starten betragtede man vindmøller og solceller som noget, man nærmest byggede lidt for sjov, og som var et ubetydeligt add-on til kul og olie. I dag erkender de fleste, at vedvarende energi er ved at blive en seriøs del af energisystemet, og som sådan skal have sin plads,« siger han.

Danmark og den danske energistyrelse støttede i 2012 etableringen af China National Renewable Energy Centre, som hører under de kinesiske energimyndigheder og arbejder med scenarier, strategier, teknologikataloger og handlingsplaner for vedvarende energi og i høj grad tager udgangspunkt i danske erfaringer og metoder.

Fra eksport til hjemmemarked

Kaare Sandholt medvirkede ved etableringen af centret og har haft rollen som chefrådgiver helt fra starten. Med sin brede erfaring omkring energisystemer, kraftværker og scenarier har han derfor været en drivende kraft bag udviklingen og har fået en stor indsigt i, hvad der egentlig foregår på energiscenen i det store land.

Noget, det ellers kan være svært at få overblik over på grund af mange modsatrettede tendenser:

»Kineserne er bestemt i gang med en energirevolution, som hænger tæt sammen med en tilsvarende omstilling af hele deres industrisektor. Den skal over de næste 10-20 år omdannes fra energislugende, forurenende sværindustri og masseproduktion af sekundavarer til serviceindustri og produktion af højkvalitetsvarer til hjemme­markedet. Det betyder selvsagt et stærkt reduceret energiforbrug,« siger han.

For eksempel er det kinesiske elforbrug netop begyndt at falde, og da elforbruget anvendes til at måle væksten – som er angivet til 6,9 procent i år – vækker det stor forvirring: Er vækstprocenten et falsum, eller er det afkoblingen af sammenhængen mellem vækst og energiforbrug, der så småt er begyndt at slå igennem?

»Jeg tror personligt, at det er en blanding,« siger Kaare Sandholt.

Også kulkraften tordner frem

Men selvom det kinesiske elforbrug begynder at falde, fortsætter den kraftige udbygning med kulkraft ufortrødent, selvom der ikke bliver brug for strømmen fra værkerne. Lidt ligesom herhjemme i 1960’erne, hvor elforbruget kun så ud til at kunne gå én vej – nemlig opad – og hvor kraftværkerne planlagde blokkevis af udvidelser, påpeger Kaare Sandholdt.

Hvorfor indstiller man i et så topstyret land ikke bare byggerierne af kulkraftværker?

»Sådan fungerer det ikke. Der har altid været afstand mellem beslutningerne inden for murene i Beijing og provinsernes virkelighed. De lokale myndigheder skal styre efter en hel vifte af mange ofte modstridende indikatorer, som omfatter hensyn til lokal vækst, til beskæftigelse og til miljø og energi, og derfor er der store lokale interesser i at få udnyttet kulminerne – og så håber man på, at der alligevel bliver brug for strømmen,« siger han.

Ifølge Kaare Sandholt skal man kigge på arbejdsplanerne fra NEA (National Energy Administration), hvis man skal blive klog på den officielle energipolitik i Kina. Ifølge de seneste planer herfra satser kineserne meget bredt. På besparelser, sol, vind, atomkraft, biomasse, clean coal og omdannelse af kul til olie:

»Det understreger, at Kina endnu mangler en plan for, hvordan landets samlede energisystem skal se ud og spille sammen på langt sigt. Men det kommer forhåbentlig senere,« siger han.

Er det sandsynligt, at kineserne når deres ambitiøse 2015- og 2020-mål for vedvarende energi?

»Ja, de har allerede nået 2015-målene på sol og vind, og jeg tror også, de når 2020-målene. Det spændende er nu, om regeringen strammer målene i den næste femårs plan, som bliver meldt ud i starten af næste år. Personligt håber og tror jeg da på, at det sker,« siger han.

Kaare Sandholt påpeger, at kineserne har været meget bevidste om at kombinere energi- og industripolitik i udbygningen med sol og vind. Ikke mindst fordi netop VE-industrien siden den 12. femårs plan har været udpeget som en strategisk vigtig industri, der skal levere til verdensmarkedet.

På vindkraftområdet lukkede man i praksis af for køb fra udenlandske producenter tilbage i 2006 og fik dermed opbygget sin egen vindmølleindustri, som kan levere de mange vindmøller. Efter et kortvarigt dyk i efterspørgslen i 2011-2012 – blandt andet på grund af, at man simpelthen ikke kunne nå at tilslutte de mange vindmøller til elnettet – er en restruktureret industri nu tilbage på sporet takket være målene om en årlig tilvækst på 20 GW vindkraft.

»Den barske konkurrence på eksportmarkedet er den kinesiske vindmølleindustri dog ikke klar til endnu,« vurderer Kaare Sandholt.

Solceller gik til eksport

Når det gælder solceller, har kineserne grebet det anderledes an. Fra starten anså de teknologien for at være alt for dyr og valgte derfor mod slutningen af nullerne at satse på masseproduktion af solcellepaneler til Europa, hvor priserne var høje.

Det gik rigtig godt nogle år og resulterede som bekendt i massive prisreduktioner på solceller. Men da tilskuddene i Europa blev reduceret kraftigt, og efterspørgslen derfor faldt markant, buldrede de kinesiske fabrikker ufortrødent derudad med et mindre sammenbrud for solcelleindustrien til følge.

Først da – omkring 2011 – valgte den kinesiske ledelse så at sætte gang i solcelleudbygningen indenlands – både på tagene og i deciderede solcelleparker.

»På den måde gik regeringen ind og erstattede efterspørgslen fra verdensmarkedet med hjemmemarkedet og bevarede dermed industrien nogenlunde intakt,« pointerer han.

I Kina støttes vedvarende energi med feed-in-tariffer – et pristillæg pr. leveret kWh, der, som i Danmark, betales via elregningen. Kineserne har dog planer om gradvist at reducere støtten; for vindmøller regner man med helt at fjerne den i 2020.

Men selvom det går godt med VE-udbygningen, vokser træerne ikke ind i himlen.

Især vindkraften har været hæmmet af problemer med, at vindmøllerne stoppes eller ikke kommer i drift på grund af manglende indpasning af vindkraft i det samlede elsystem.

Ifølge Kaare Sandholt var det virkelig slemt i 2011-2013, hvor 16-18 procent af vindmøllerne ikke kørte af de nævnte årsager. Sidste år var problemet blevet halveret, men i år er situationen igen, at mange vindmøller kobles ud:

»Vindmøllerne kobles ud fra kontrolrummene til fordel for kulværkerne, fordi systemet endnu ikke er indstillet på at prioritere vindmøllestrømmen og skrue ned for den fossile produktion. Det bunder i de eksisterende afregningsregler, hvor kulkraftværkerne kontraktligt er sikret afsætning af en vis årlig produktion – og så vælger man ofte den billige kulkraft og afbryder vindmøllerne i stedet,« forklarer han.

Han mener, at netop den gammeldags, såkaldte incitamentstruktur i elsektoren, som slet ikke opmuntrer til fleksibilitet, er den helt store barriere for den videre udbygning med vedvarende energi i Kina i dag.

»Kineserne er i gang med at gøre noget ved disse pris- og incitamentstrukturer – siden 2003 har de haft planer om at etablere et elmarked, og de har fået adskilt produktion og distribution af strøm i forskellige selskaber, som dog stadig er statsejede,« forklarer han.

Men her i foråret gjorde man et nyt forsøg med et dekret, der – bakket grundigt op af de nuværende ledere – siger, at det er markedskræfterne, der skal drive udviklingen frem mod politisk bestemte mål. Samtidig har man sat fuld knald på pilotprojekter med etablering af et antal elmarkeder rundt om i landet.

Hos os har de kunnet se, at det er muligt at have 40 procent vind i elsystemet, uden at det teknisk er noget problem overhovedet.Kaare Sandholt, civilingeniør, chefrådgiver

»Kineserne har studeret de forskellige elmarkedsmodeller rundt om i verden og har fuldstændig styr på dem, så det er ikke viden, der mangler. Men de skal i fremtiden tage en hel række beslutninger om, hvordan deres elmarked skal indrettes, og om hvorvidt privatforbrugerne for eksempel skal deltage. Og så er der en udfordring med det store netselskab, State Grid, som ingen rigtig ved, hvad foretager sig,« siger han.

Han tilføjer, at det også er vigtigt for at sikre en gnidningsfri omstilling, at der findes overgangsløsninger for de gamle kulværker – ordninger, som skal give disse værker rimelige vilkår, indtil de skrottes.

»En elreform er en stor og langvarig proces – hvilket vi også har oplevet herhjemme, hvor den første hvidbog fra EU om et elmarked blev lanceret i 1991,« siger han.

Vældig mental rejse

Kaare Sandholt har som nævnt arbejdet som chefrådgiver i China National Renewable Energy Centre siden 2012 og har blandt andet været én af hovedkræfterne bag det første kinesiske energiscenarie med stor vægt på vedvarende energi.

Her påviste man, at Kina besad tilstrækkelige VE-ressourcer til, at de kan dække 60 procent af landets energibehov i 2050, mens kul, naturgas og atomkraft klarer resten.

Og Kaare Sandholt oplever klart, at der på de fire-fem år er sket rigtig meget med den kinesiske energi-administrations forståelse af, at der virkelig er et potentiale i vedvarende energi. Og at det er muligt at håndtere det.

Især er han stolt af, at kinesiske kraftværksfolk ikke mere taler om, at det rent teknisk er umuligt at køre elsystemet og kraftværkerne fleksibelt. En erkendelse, som han og centret har arbejdet for at udbrede, og som ikke mindst er blevet hjulpet på vej af kinesiske besøg på danske kraftværker:

»Vi har kunnet invitere folk til Danmark for at mærke på en kedel, der kører med 10 procents kapacitet. Hos os har de kunnet se, at det er muligt at have 40 procent vind i elsystemet, uden at det teknisk er noget problem overhovedet. Det hjælper!« siger han.

Kommentarer (29)

Hvis jeg var kinesisk president, ville jeg bygge 100 EPR reaktorer, og pumpe rigelig, billig energi ud til forbrugeren og industrien. Akraft er den eneste energiform, der reelt kan udkonkurrere kul.

  • 11
  • 36

Udover Sol og vind er der jo også vandrensning og vasket affald, der kan give fjernvarme og EL. Hvilket burde være en selvfølge at udnytte i en hver by.
Og i Kina har de adskilt EL og fjernvarme, istedet for at udnytte varmen fra EL produktionen. Derudover er der mange utætheder og dårligt isolerede rør, i deres fjernvarme.
Det er mange steder fjernvarmeværkerne, der stadig bestemmer temperaturen, hos slutbrugeren og ikke, som vi er vant til, termostater, på radiatorerne. Så der er rigeligt, at tage fat på, af miljø besparende faktorer, de kan tage hul på i Kina.

  • 11
  • 0

Interessant at de vil lave Synfuel baseret på kul.

Kolosalt ærgerligt at de besluttede sig for deres egne substandard vindmøller fra 2006 og frem. Havde de tilladt fri konkurrence, så ville udviklingen have gået hurtigere og den læring, der var sket på det kinesiske marked ville også have været fordelagtig i resten af verden.

Subsidierne til kul ophører ikke lige med et i Kina og det er interessant at få indblik i opskuddet af misforståede beslutninger som stadigt driver bygningen af flere kulværker, selvom energiforbruget er fladet ud eller direkte er faldet og der samtidigt er stigning i solceller, vindmøller og KK.

Havde de haft vestlig standard vindkraft, ville de næppe interessere sig ret meget for KK.

At kinesernes CO2 udledning skulle stige er vist udtryk for ønsketænkning omkring deres muligheder for at vende tilbage til gamle dages vækstrater.

  • 16
  • 4