I Århus får cyklerne lov til at svinge til højre for rødt

Flere cykelstier skal lokke flere danskere til at placere deres bagdel i sadlen, spænde lægmusklerne og trampe til i pedalerne.

Både København, Århus og Frederiksberg kommuner har kastet deres kærlighed på cykelstier og cykelruter. Og der skal investeres for både kommunale og statslige midler.

»Konkret skal der bygges cykelsti på både Thorvaldsensvej og Danasvej i 2009. Så er der cykelsti helt ind til søerne,« siger ingeniør og chef for Vej og Park i Frederiksberg Kommune, Peter Schøller Rasmussen.

Også i Københavns Kommune er en lang række projekter i gang, blandt andet skal den smalle Stormgade og Jernbane Allé i Vanløse have cykelstier. Og cykelstierne på Torvegade skal aflastes ved hjælp af en helt ny cykelrute, som kommer til at gå fra Christianshavn til Kløvermarken.

Alene den rute vil ifølge programchef for cykelområdet i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, Andreas Röhl, koste cirka 20 millioner kroner.

To cyklistveje i Århus

Århus går et skridt videre og opretter to rene cyklistveje i midtbyen.

»Det er eksisterende gader, som bliver cykelgader. Al færdsel vil stadig være tilladt, men på cyklisternes præmisser. Lidt lige som gågader,« fortæller civilingeniør og projektleder for Århus Cykelby, Pablo Celis.

Alle tre kommuner har planer om at søge penge fra den nyoprettede cykelpulje, som er på en milliard kroner. Kommunerne skal selv finansiere 70 procent, de sidste 30 procent kan staten dække ind. Særligt innovative projekter kan dog få støtte på helt op til 50 procent.

Og hos Vejdirektoratet, der står for administrationen af puljen, kan man nikke genkendende til ønsket om cykelstier, selv om der endnu ikke er kommet egentlige ansøgninger.

»Mange er interesserede. Omkring 200-300 har ringet med forespørgsler, og det handler mest om cykelstier,« siger ingeniør og trafikplanlægger Henrik Nejst Jensen.

Fristen for at søge penge fra første del af puljen på 100 millioner kroner er 17. august.

Et andet fokusområde er cykelforholdene omkring skoler og på særlige skoleveje. Når de små pus kommer slingrende på deres miniputcykler ved siden mor eller far, skal de i fremtiden ikke være bange for travle forældre i bil.

Frederiksberg Kommune vil investere i mere sikkerhed på skolevejene. Både ved at sænke den tilladte hastighed, og ved at gøre det mere besværligt at aflevere børnene i bil ved skolerne.

»Skolerne skal være mere synlige og genkendelige for trafikanterne, og det skal være forbudt med parkering foran skoleindgangen. Så bliver det mere trygt at gå eller cykle til skole. Og vi håber på at slippe for forsinkede forældre, som med for høj fart kører forbi den næste skole,« siger Peter Schøller Rasmussen.

Barsk kampagne

Generelt er trafiksikkerhed for cyklisterne i fokus hos de tre kommuner, hvad enten det er gennem kampagner eller ligefrem ombygning af farlige kryds. Eller som i Frederiksberg Kommune, der kører en kampagne mod at høre musik på cyklen.

»"Han lyttede til musikken og døde i trafikken" er et af vores slogans i en lokal trafiksikkerhedskampagne, som vi i øjeblikket kører på Frederiksberg. Det er måske et makabert, men også et godt slogan,« siger Peter Schøller Rasmussen.

I Århus er der fokus på, at cyklisterne trygt skal kunne svinge til højre i krydsene.

»Udvalgte steder skal der laves en højresvingsbane for cyklister, så de ikke behøver at vente på grønt,« siger Pablo Celis.

Det betyder faktisk, at man lovligt kan køre over for rødt.

Man har desuden gang i et højresvingsforsøg, hvor cyklisten ved hjælp af en laserdetektor bliver advaret, når der er en lastbil. Der bliver simpelt hen sat laserdetektorer op, som udløser en visuel alarm, en tavle som lyser, hvis der er en lastbil, forklarer Pablo Celis.

Landsformand for Dansk Cyklistforbund Claus Steffen Hansen synes, satsningen på sikkerhed og cykelstier er fornuftig, og han vurderer, at København, Frederiksberg, Århus og Odense er længst fremme frem at fremme cyklismen.

»Cykelstier er noget af det vigtigste. Nogle steder mangler der lige et stykke cykelsti på skolevejen. Det er vigtigt at få de små stumper med. Og København og Frederiksberg skal få folk til at forstå, at det er trygt at cykle,« mener han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Trist at dette emne ikke spiller en større rolle i klimadebatten. Cyklen er alle andre grønne teknologier overlegne. Og den fremmer folkesundheden fordi man motionerer samtidig.

  • 0
  • 0

Sidespejl på cykelstyret burde fremover være obligatorisk. Staten kunne lægge ud med kvit og frit at forsyne alle nuværende cykler med et sidespejl.

  • 0
  • 0

...hvor cyklisten ved hjælp af en laserdetektor bliver advaret, når der er en lastbil.

Man skulle ellers mene, at det var nemt nok, at se sådan en lastbil.

Må jeg ikke have lov til at foreslå, at systemet bliver dirigeret imod at advare LASTBILEN om at der er en cyklist.

  • 0
  • 0

[quote]...hvor cyklisten ved hjælp af en laserdetektor bliver advaret, når der er en lastbil.

Man skulle ellers mene, at det var nemt nok, at se sådan en lastbil.[/quote] Specielt fordi den som regel har passeret dig inden den svinger, så man bør nok kigge lidt hen over styret, i stedet for at laver en laserdetektor.

Må jeg ikke have lov til at foreslå, at systemet bliver dirigeret imod at advare LASTBILEN om at der er en cyklist.

Det må du godt :-) Jeg mener dog, at cyklisterne også skal bære deres del af byrden for at nedbringe mængden af højresvingsuheld.

  • 0
  • 0

Højresvingsulykker forstået på den måde at cyklisten, der vil ligeud bliver kørt ned af en bilist, der drejer til højre - Glem ikke at der oftest er to dumheder i spil samtidigt når en ulykke sker. - Jeg taler ikke om skyld, kun om at undgå ulykker.

  • 0
  • 0

Desværre har mange initiativer for at undgå højresvingsulykker (utilsigtet??) flyttet ANSVARET og pligten (til at orientere sig) fra lastbilchauffør til cyklisterne. Det er en særdeles uheldig situation.

Det fratager ikke cyklisten retten til at se sig for, dvs. orienterer sig i trafikken. For der er alt for mange passive trafikanter der triller afsted, uden at forholde sig til medtrafikanterne.

Enig i, at der skal være system der advarer lastbilchaufføren og ikke omvendt, men det kan jo også henlede dem i en passiv rolle. Uden signal "drøner jeg bare rundt". Det kan være fatalt ved fejl på disse systemer, hvilket helt sikkert vil opstå.

  • 0
  • 0

Meget nemt.

Bilerne ud af byerne, bredere cykelstier, gerne med to opdelte baner (ligesom på vejene). Flere grønne cykelbølger, der vel sagtens kan beregnes i forhold til dem der kører 15 hhv. 25 km/t.

Og endelig politi og P-vagter der er opmærksomme på bilister/varevogne, der "lige" skal holde her på cykelstien. Det er en holdning der har sneget sig ind de senere år, at det er OK, hvilket det ikke er, på linie med at holde i busbaner, ud for brandhaner, ved kryds (indenfor 10 m), på fodgængerovergange mm. Men det ser man jo også oftere og oftere.

  • 0
  • 0

Øhm - hvilken dumhed er det lige der kan undgås via et sidespejl? Udsynet fra en cykel er i forvejen GODT. Man skal være både blind og døv for at undgå at opdage at en højresvingende bil er på vej ind foran.

Ulykken opstår fordi cyklisten regner med at bilen overholder sin vigepligt og derfor ikke katastrofebremser i tide.

  • 0
  • 0

Folk på cykel snakker lige så meget i mobil, hører musik og ignorerer færdselreglerne. Men de har jo for det meste heller ikke noget kørekort. Ikke at jeg påstår at folk i biler opfører sig pænere pga. deres "uddannelse" i at kører bil, men nærmere, at man måske burde undervise i kørsel på cykel i folkeskolen. Så det blev til god etik at køre pænt på cykel, fra starten af. Desuden føles det som om at man som dansker, er blevet lidt for god til at fralægge sig ansvaret, ved at købe en forsikring der lige præcis dækker deres behov.... i stedet for at begynde at behandle andre, som man selv forventer at blive behandlet. Jeg er tit blevet truet i trafikken af stressede folk med dårligt organiserede liv, fordi jeg brugte nogle få sekunder til at vise hensyn over for mine medtrafikanter. Hvad er det for en retning vi bevæger os i ?? Giv f.eks børn en tur i en lastbil så de kan se hvor svært det er... jeg har prøvet det.. og man kan ikke se møj deroppefra :o) Lad alle prøve at køre på en cykel gennem københavn i myldretiden, som et led i at tage kørekort. Har stået og snakket med en lastbilchauffør, ca en time efter at han havde knust en 70 årig + cykel til ukendelighed, ved et lyskryds i Valby her for et par år siden. Og den mand er for evigt mærket. Gik fra at være glad og munter til at ligne en som tænker på selvmord dagligt. Ingen gør det med vilje!! Men tænkte bare at hvis nu den ældre dame havde holdt lidt igen... og sikret sig at hun var blevet set, før hun fortsatte gennem krydset.... så var vi måske 2 glade mennesker rigere i dag. Nogen der har tænkt i for/imod ved at sende cyklister over i den modsatte side... eller skifte deres kørselsretning... eller lignende??

  • 0
  • 0

Det er en rigtig god idé at cyklister kan svinge til højre selv om der er rødt lys. Derved fjernes en god del af "klumpen" af cyklister som det tager tid at få væk når det bliver grønt. Og derved kan højresvingende bilister hurtigere komme igennem (de slipper for at holde og vente på cyklisterne der alligevel skal svinge til højre).

Prøv at forestil dig at du holder for rødt lys på cykel og skal til højre. Nu bliver det grønt, hvorefter du skal sætte igang (og der er mange andre cyklister som står tæt på). Mon du starter med at række hånden ud (og lange sidemanden én) så bilisterne kan se at du vil svinge til højre, eller koncentrerer du dig om at sætte igang uden at slingre? Derfor holder bilerne unødigt længe og venter på cyklister der skal svinge, også selv om der ikke er nogen der skal ligeud. Løsningen er som beskrevet at lade cyklisterne svinge selv om der er rødt.

Det er klart at cyklisten skal have vigepligt, men det giver næsten sig selv da det ikke er rart for en cyklist at køre ind i andre cyklister eller fodgængere. Det er næppe et problem i praksis.

En lille sjov ting er i øvrigt at det pt. er lovligt at foretage venstresving for rødt lys. Det kræver blot at cyklisten kører til modstående hjørne og orienterer sig så passagen sker uden gene for den øvrigt færdsel. Det sjove er jo at det reelt er passage for grønt efterfulgt af passage for rødt. Men der er ikke mange der er klar over denne regel (det gælder både cyklister, bilister og jeg tror også politiet har svært ved det).

Men lad venstresving "for rødt" blive gjort ulovligt og lad os så cyklisterne svinge til højre for rødt - altid også uden særlige anlæg men selvfølgelig med fuld vigepligt.

  • 0
  • 0

Umiddelbart enig med ovenstående.... men tænker dog lidt at det kan blive et problem, for de cyklister der holder for rødt og skal ligeud, mens resten af cyklisterne vælter forbi, når de får lov til at dreje til højre for rødt. Men lad os nu se... lad os håbe det er denne regel, som sætter skub i tingene. Eller også gør mennesket det som vi er så gode til - tilpasser os... og finder på en anden måde at slå os selv ihjel på :)

  • 0
  • 0

Thorbjørn Anker fremhæver at det er svært at køre lastbil i byerne fordi man "ikke kan se meget deroppefra". Men det er VEL IKKE CYKLISTERNES FEJL !! Skylden ligger derimod hos de myndigheder, som typegodkender sådanne køretøjer til bykørsel.

Og det er vel egentlig helt barokt at fremstille køretøjer, hvor føreren har svært ved at se medtrafikanterne. Læg mærke til, at højresvingsulykker, hvor en Movia-bus er involveret, ja de er ret sjældne. Fordi bussen er konstrueret således, at føreren har nemmere ved at se de øvrige trafikanter. Men desværre går føreren så glip af den "king of the road"-følelse, som lovprises i en eller flere sange...

  • 0
  • 0

Det er ikke et spørgsmål om hvis fejl eller skyld det er. Det er blot nyttigt at vide hvad dem man kunne komme i karambolage med har mulighed for at se.

Der er ikke meget sjov ved at ligge i sin urne og sige "det var hans fejl!".

  • 0
  • 0

Især i holland har man længe lavet særlige højresvingsbaner, indenom kryds, så at sige, Ja, lastbilschauffører kører i en vis forstand rundt i blinde, det forholder sig helt anderledes med buschauffører, der har lavtsiddende spejle, og gennemsigtige døre, derfor er det næsten et ukendt problem for buschauffører, og det burde ganske enkelt være forbudt at køre rundt i blinde. Vågn nu op, gennemsigtige døre og lavtsiddende spejle skal være en betingelse/lovpligtigt for lastbiler.

  • 0
  • 0

Thorbjørn Anker fremhæver at det er svært at køre lastbil i byerne fordi man "ikke kan se meget deroppefra". Men det er VEL IKKE CYKLISTERNES FEJL !! Skylden ligger derimod hos de myndigheder, som typegodkender sådanne køretøjer til bykørsel.

Problemet er at cyklister også hvor der ikke er cykelsti maser sig frem imellem fortov og lastbil/bil. Så selvom man har spærret af for cyklister køre de op mod krydset uden at lastbil/bil/bus chaufførrer har en chance for at se dem.

Cyklister skal lære at de ikke må kører op på siden af højresvingende køretøjer eller holde i venstresvingsvognbaner for den sags skyld.

Der er alt for mange cyklister der ser STORT på trafikloven men bare vil frem for en hver pris. Det er jo ikke dem der får båden når de har mast sig frem i trafikken.

  • 0
  • 0

Jeg er enig i at det er rigtig dårlig stil at mase sig frem på den måde, og nærmest en invitation til at komme galt af sted.

Paradokset er at det faktisk ikke er det farligste. Det er paradoksalt nok farligere at holde i højre side af cykelstien og ikke komme af sted i en fart. Så kan man putte sig i lastbilens blinde vinkler uden chance for at blve set.

http://www.hvu.dk/pdf/HVUrapp04.pdf figur 2.1

Det er egentlig et klassisk eksempel på forskellen mellem tryghed og sikkerhed. Cykelstien er tryg, men ikke nødvendigvis sikker.

  • 0
  • 0

Cyklister skal lære at de ikke må kører op på siden af højresvingende køretøjer eller holde i venstresvingsvognbaner for den sags skyld.

Hvorfor skulle jeg ikke bruge venstresvings vognbanen? Jeg undgår 2 gange risiko for at blive overset af en højresvingende bil, samtidig med at jeg kommer hurtigere frem. Det eneste der er farligt et alle de bedrevidende belister der lige skal gøre opmærksom på at de er fornærmede over at jeg holder der.

  • 0
  • 0

Problemet med højresvingsulykker skyldes alene lastbilschaufføren, som ikke er opmærksom og IKKE cyklisten. Jeg fatter simpelt hen ikke at flere debattører herinde fremkommer med undskyldende kommentarer og sideforklaringer til støtte eller andet for chaufføren!!!!!!!! PS: jeg er selv bilist, men også cyklist så ofte det er muligt.

  • 0
  • 0

Enig, men derfor kan man som cyklist godt passe på sig selv. Det kan som regel spottes hvem der ikke har set en. Så som skrevet før hvis både billister, lastbiler og cyklister var opmærksomme og agtpågivende så ville vi være kommet langt. Det kan godt være du har ret som cyklist, men er du ikke blevet set er det dig der slår der. P.S.: Har påkørt højresvingende bil som cyklist, det var hans fejl, men mig der ikke tænkte rigtigt.

  • 0
  • 0

[quote] Cyklister skal lære at de ikke må kører op på siden af højresvingende køretøjer eller holde i venstresvingsvognbaner for den sags skyld.

Hvorfor skulle jeg ikke bruge venstresvings vognbanen? Jeg undgår 2 gange risiko for at blive overset af en højresvingende bil, samtidig med at jeg kommer hurtigere frem. Det eneste der er farligt et alle de bedrevidende belister der lige skal gøre opmærksom på at de er fornærmede over at jeg holder der. [/quote] Du skal ikke bruge venstresvingsvognbanen, for du skal fortsætte over krydset i højre side og vente der til du kan svinge til venstre uden ulempe for den øvrige færdsel (færdselslovens paragraf 49 stk. 3)

  • 0
  • 0

Umiddelbart enig med ovenstående.... men tænker dog lidt at det kan blive et problem, for de cyklister der holder for rødt og skal ligeud, mens resten af cyklisterne vælter forbi, når de får lov til at dreje til højre for rødt. Men lad os nu se... lad os håbe det er denne regel, som sætter skub i tingene. Eller også gør mennesket det som vi er så gode til - tilpasser os... og finder på en anden måde at slå os selv ihjel på :)

Sådan som jeg læser artiklen, er der tale om at etablere særlige højresvingsbaner "uden om" lysreguleringen. Så man kører ikke over for rødt, man kører uden om. Hermed kan det også gøres uden at ændre færdselsloven.

  • 0
  • 0

En lille sjov ting er i øvrigt at det pt. er lovligt at foretage venstresving for rødt lys. Det kræver blot at cyklisten kører til modstående hjørne og orienterer sig så passagen sker uden gene for den øvrigt færdsel. Det sjove er jo at det reelt er passage for grønt efterfulgt af passage for rødt.

Nej. Man kører ikke over for rødt når man ikke krydser den stoplinje som det røde lys hører til. Når man ikke kommer bag stoplinjen på den krydsende vej, skal man ikke se på lyssignalet for den krydsende retning. Når man har passeret stoplinjen på den vej man kommer fra - for grønt, naturligvis - er man kommet lovligt ud i krydset og skal herefter ikke længere se på signalerne, men på trafikken. Du kunne jo også hævde at en bil der drejer til venstre, først kører over for grønt og derefter for rødt i den tværgående retning. Men sådan skal signalerne ikke fortolkes. Bortset fra det, så lærer jeg da også mine børn at de skal vente til der er grønt lys i den tværgående retning før de drejer.

  • 0
  • 0

Hvis man ønsker at flytte 500.000 trafikanter til cykler iløbet af eksempelvis 10 år ( jeg kan ikke huske den nøjagtige målsætning men det er et stort tal) med henblik på at spare min 100.000 ton co2 per år så skal hele færdselsloven omkring cyklisme totalrenoveres. Den nuværende lovgivning er en anakronisme. forslagne er mange men generelt kan det kun blive på bekostning af billismen hvis sikkerheden bland cyklister skal forøges. Der er idag en forfærdende underkapacitet på cykelstier og veje i de indre byer der gør det til en seriøs stressende og farlig oplevelse at tage cyklen.

Det skyldes efter min mening ikke cyklisternes adfærd, et agument man tit hører fra især ældre billister af hankøn, men mængden af cykler spærret inde på alt for snævre cykelstier.

jeg mener at bilisterne er forfærdne ignorante og indifferente omkring risikoen for at totalskade de cyklende medmennesker. Et sammenstød imellem en bil og en cykel medfører typisk lemlestelse invalidering eller død for cyklisten og en mindre bule i kofangeren for billisten. Jeg har den seneste uge kørt med 2 forskellige billister ( jeg er selv ivrig cyklist og billist i København) hvor jeg simpelthen var i chock over indstillingen hos min chauffør, og ikke mindst hendes / hans totalt hensynsløse færdsel ved højresving venstresving samt vigepligt i forhold til de 2 hjulede. I samme uge har jeg været tæt på at blive kørt ned med min datter i barnesædet af en lastbil der svingede tilhøjre, i går var jeg selv ved at blive mejet ned af en lastbil der svingede til højre. Jeg er ikke naiv og sætte naturligvis en ære i ikke at blive hverken forarget eller slået ihjel fordi billisterne ikke overholder deres vigepligt men jeg mener der skal en total holdningsændring til blandt et meget stort mindretal af billister.

Jeg har selv nogle forslag der måske burde virke til at ændre holdningen lidt og lette trafikpresset på cykelstierne.

Strafferammen for at slå medtrafikanter ihjel bør markant hæves. Jeg mener at det skal koste mindst 2 år i fængsel at køre et medmenneske i hjel herunder cyklister. Det kan godt være at det bærer straffen i sig selv at have myrdet en medtrafikant men der er bare ikke opmærksomhed nok om problemet.

Det skal hamres fast at billister ikke må bruge cykelstien til noget som helst og hvis de gør det og dermed bringer andres liv i fare skal kørekortet umiddelbart inddrages.

Det bør være lovligt at cykle på fortove og fodgænger overgange, men på de gåendes betingelser dvs. det er cyklen der har vigepligten og ikke den gl. dame eler hunden og hastigheden skal tilpasses til forholdene. Sådan er det i mange europæiske og amerikanske storbyer og det er faktisk ikke noget problem. Der er netop blevet åbnet for cyklisme langs søerne i københavn hvor cykler og gående blandes, jeg har både gået og cyklet en del her og jeg synes det går meget meget fint. Naturligvis skal cyklisternes holdning bearbejdes, det skal foregå på de gåendes betingelser når der er blandet færdsel.

Det bør være tilladt at svinge til venstre i byerne for cyklister på lige fod med biler.

Det bør indlysende være bilisternes ansvar i byerne at nedsætte hastigheden til et niveau hvor medtrafikanter ikke udsættes for risiko. En maks hastighed på 40 km er en selvfølge og vil i 9 ud af 10 tilfælde ikke betyde en mærkbar forandring af trafikflowet. 30 km burde være maks i indre by. Masser af fotofælder skal nok få taxaerne til at sænke hastigheden fra 70-80 til det lovlige.

knallert 45 hører ikke til på cykelstien med mindre de overholder en makshastighed på 25 km / t ellers er det ud i bilbanen.

højresving ved rødt er en selvfølge men det er den højresvingende cyklist der har vigepligten

Ved billisters højresving skal det være slut med at anvende cykelstien som svingbane, det var en god ide i gamle dage, idag skal billisterne dreje til højre ind over cykelstien når der er fri bane og hvis denne ikke optræder imens der er grønt så er det bare ærgeligt for billisterne.

Der burde laves nogle store ringveje omkring de større byer som bilerne ledes ind på, Alternativt kan man lave en rundkørsel ved enden af Lyngbyvejen og Hillerødmotorvejen.

i myldretiden burde det ikke være tilladt at færdes i bil i de indre bykerner København/ Århus mfl. med mindre det drejer sig om akut ambulancekørsel eller buskørsel. Metroen skal udbygges det samme skal Stogs nettet

God sommerferie.

  • 0
  • 0

Det bliver vistnok problematisk for Ole Abildgaard at få indført hans forslag i praksis. For dem, som skal foretage beslutningerne i praksis - de kører jo selv i bil. Og de har en forkærlighed for at arbejde i den inderste bykerne i stedet for et asbestbefængt betonbyggeri på Avedøre Holme - så er de mon motiverede for den type beslutninger ?

  • 0
  • 0

Jeg er rivende enig med dig - tak for det gode og alt for lange indlæg :) Der skal en generel holdningsændring hos bilister, chauffører, politikere m.fl. til at ændre ved det, at det skal være attraktivt at cykle i Danmark. Pt. er trafik systemerne indrettet således at bilisterne skal have mindst muligt ulempe (=så hurtig fremkommelighed som muligt) og heraf følger at cyklisterne skal vige tilbage/køre langsomt/stoppe op/vente/tage hensyn osv. mest muligt til de motoriserede. Man kan da kun beundre folk for at ville og turde sætte sig op på en cykel i Danmark.

God sommer

  • 0
  • 0

Indtil fornyligt var cykelgader noget man skulle til udlandet for at se, fx Amsterdam el. Malmø, men Nørrebrogade er et første skridt i retning af egentlige cykelgader, og nu Århus med to af slagsen. Cyklernes pendant til motorvejsstrukturen og gågadestrukturen, dog en efter omstændighederne modereret udgave, men princippet er rigtigt og længe ventet, Stort Tillykke til Århus

  • 0
  • 0

Når vi får indført venstrekørsel for cyklister, vil vi nok stadig se svingulykker, men ulykken skyldes så en bevidst handling fra mindst en af parterne.

Et problem kan opstå, hvor der ikke er lysregulering, og bilisten derfor kører ud over cykelstien efter kun at have orienteret sig til venstre.

I denne situation vil han næbbe køre ind i cyklisten, men derimod blive ramt af cykel / cyklist i højre side.

Fejlen er bilistens. De sædvanlige sanktioner er bøde / klip i kortet. Kunne man forestille sig en sanktion, der tillod bilen at blive repareret til lovlig stand, men kosmetikskaderne bliver der til bilen er handlet.

  • 0
  • 0

Og så lige endnu et spørgsmål : Hvorfor er det overvejende kvinder der slås ihjel i højresvingsulykker, når det er mænd der cykler de fleste kilometer ??

Fordi de står pænt i den blinde vinkel og venter. Jeg tror det er de "pæne piger" der kommer galt af sted. Dem der kører lidt mere til er væk inde lastbilen kommer i gear.

  • 0
  • 0

[quote]Og så lige endnu et spørgsmål : Hvorfor er det overvejende kvinder der slås ihjel i højresvingsulykker, når det er mænd der cykler de fleste kilometer ??

Fordi de står pænt i den blinde vinkel og venter. Jeg tror det er de "pæne piger" der kommer galt af sted. Dem der kører lidt mere til er væk inde lastbilen kommer i gear. [/quote]

Samtidig er dem der køre hurtigt/råddent opmærksomme på trafikken og omgivelserne. Som hurtig cyklist har jeg de mest skræmmende øjeblikke med andre cyklister der slingre eller skifter bane pludseligt uden at orientere sig. Biler er meget mere forudsigelige.

  • 0
  • 0

Cyklister skal lære at de ikke må kører op på siden af højresvingende køretøjer eller holde i venstresvingsvognbaner for den sags skyld.

Det er bilens ansvar, at lukke af for cykler. Cykelisten skal ligeud, og det er bilisten, som har vigepligt. Cykelisten, har mindst ligeså meget lov til, at placere sig til højre for bilisten, og køre forbi hvis det er muligt, som bilisten har til at overhale cykelisten venstre om og holde til venstre for cykelisten. Det betragtes som forbikørsel, og ikke overhalning.

Mange cykelister der skal ligeud, eller til venstre, vælger at køre op venstre forbi bilisterne, hvis bilen holder i en højresvingsbane. Dette er helt korrekt, ifølge færdselsloven. Og oftest mest sikker.

Færdselsloven siger: "Såfremt en eller flere vognbaner ved afmærkning er forbeholdt de kørende, der skal svinge til højre, er det dog tilladt cyklisten at placere sig ved linjen mellem den nærmeste vognbane, som ikke er forbeholdt de højresvingende, og højresvingsbanen."

Samme lov, gælder knallerter, registreringspligtige knallerter, og motorcykler. Disse må godt "dele" højresvingsbanen, med højresvingende bilister.

  • 0
  • 0

Peter Favrholdt skrev d. 03.07.2009 kl 12:08:

Prøv at forestil dig at du holder for rødt lys på cykel og skal til højre. Nu bliver det grønt, hvorefter du skal sætte igang (og der er mange andre cyklister som står tæt på). Mon du starter med at række hånden ud

Ja.

(og lange sidemanden én)

Nej.

så bilisterne kan se at du vil svinge til højre

Det er jo formålet, men jeg oplever ofte, at bilister (tilsyneladende) ikke forstår betydningen af, at jeg rækker hånden ud. Hvis bilisten holder til venstre for mig kan det måske også være svært at se, at jeg rækker højre hånd ud.

eller koncentrerer du dig om at sætte igang uden at slingre?

Igangsætningsproceduren ligger på rygraden. Hvad er det for noget slinger, du tænker på?

Derfor holder bilerne unødigt længe og venter på cyklister der skal svinge, også selv om der ikke er nogen der skal ligeud. Løsningen er som beskrevet at lade cyklisterne svinge selv om der er rødt.

Cyklister, der kører over for rødt, er i forvejen et stort problem for de cyklister, der standser for rødt. Det bliver ikke bedre af at gøre det lovligt. Den omtalte løsning fra Århus lyder som en god ide. Når nu højresvingsbanen ikke skal lysreguleres, så er der da i det mindste en mast mindre de kan finde på at anbringe lige der, hvor højresvingende cyklister skal have højre arm anbragt.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten