Hyperrealisme og tanker om kloning, genredigering og robotter

Hvis alt kunne lade sig gøre i laboratoriet eller robotproduktionen, og alt var tilladt – hvad så?

Det spørgsmål stillede kunst­museet Arken sig forud for indsamlingen af materiale til museets nye udstilling, der har fået navnet ‘Gys! Er den levende?’, og som kan ses fra lørdag på museet i Ishøj.

Og titlen er såmænd rammende nok. Flere af de 31 kunstnere har en baggrund inden for fremstilling af special effects til filmindustrien og er siden gået kunstnervejen. Og deres viden om materialer og øje for hver en detalje på kroppen har givet pote i en sådan grad, at man vitterligt kan komme i tvivl om, hvorvidt nogle af værkerne pludselig vil røre på sig.

»Vi læner os op ad den nuværende hype om gen- og robotteknologi, fordi vi ser en tendens til, at flere og flere kunstnere er optagede af menneskekopien. Vi kender det også fra populærkulturen, hvor vi senest har set den udfoldet i science fiction- serien ‘Westworld’. Vi håber, at udstillingen får nogle eksistentielle tanker i gang hos folk, og at etiske dilemmaer bliver vendt,« lyder det fra Naja Rasmussen, museums­inspektør på Arken.

Ingeniøren besøgte Arken forud for åbningen, mens håndværkerne stadigvæk puslede med de sidste detaljer. Og som de stod side om side med skulpturer af lige netop håndværkere, var det svært at skelne de levende fra dem af silikone. Deres udsendte var derfor lige ved at smile høfligt til en skulptur, som pænt stod og holdt øje med begivenhederne i udstillingshallen.

Arken har selv indsamlet udstillingen fra museer over hele verden i samarbejde med Institut für Kultur­austausch Tübingen i Berlin. Museumsgæster i Bilbao har allerede kunnet se de mange kroppe, og ifølge Arken er andre museer velkomne til at få samlingen på besøg.

Et kig i infinity-spejlet

Allerede ved ankomsten har museet ønsket, at man kommer ind i det kropslige univers. Side om side med en nøgen kvinde af glasfiber kan man tage et godt kig på sig selv i spejlende folie og et ‘infinity-spejl’.

Herefter kommer man ind i ‘stuen’, hvor vi dels finder serbiske Marc Sijans rammende ældre par og australske Sam Jinks’ bedstemor med en baby, som er så virkelighedstro, at det kan føles grænseoverskridende at stå helt tæt på og betragte de fine detaljer i huden. Her er ikke indlagt botox, men derimod masser af fine linjer, skønhedspletter, blodsprængninger og appelsinhud. Sådan som et menneske ser ud.

På den anden side af stuen ligger gaden, hvor danske Kurt Trampedachs telefonboks med en snakkende herre fra 1977 åbner ballet. Den står normalt på Randers Kunst­museum og strør her lidt fløjlsbrun dansk 1970’er-realisme ind over udstillingen. Han er flankeret af en meget naturtro hjemløs kvinde og de førnævnte håndværkere, der under Ingeniørens besøg stod side om side om side med de ægte.

En anden dansk kunstner finder vi i aarhusianske Peter Land, som optager næsten et helt rum alene med sin mand i flyttekasser – her stikker mandens hoved ud af én flytte­kasse og hans ben ud af en anden. Det mærkværdige er, at kroppen øjensynligt er så lang, at der skal 40-50 kasser til, før vi når fødderne ...

Ved hans side svæver ‘Josh’ frit i luften med udstillingens mest naturtro ben og arme. Ifølge Naja Rasmussen er forhåbningen, at børn såvel som voksne kan holde nallerne fra kunstværkerne uden indhegning – og jeg må sige, at selv om fristelsen flere gange var ret stor for undertegnede, så føles det skræmmende intimt blot at række ud efter silikonehuden.

Den skulptur, der allerede har vist sig flere steder i pressen, og som også nok skal få mange kæber til at falde, når skoleklasserne kommer forbi, er den fem meter lange og én meter brede baby, som slænger sig i et helt rum med rynket ansigt og rester af fosterfedt i de små hår på hovedet – som faktisk er hestehår.

I første omgang et skræmmende syn, men sådan ser de jo ud, når de kommer ud, de kære små. Eller gør de? For ifølge Naja Rasmussen er meningen med skulpturen også, at man forholder sig til den i den størrelse, kunstneren har lavet den.

»Tænk, hvis noget går galt i et forsøg, og vi pludselig ser sådan en kæmpebaby. Vi ser her, at den strækker sig for første gang og måske er skræmt over verden. Men vi er måske også skræmt over den,« siger hun.

Babyen er skabt af australske Ron Mueck, som har stået for special effects og dukker til bl.a. David Bowie-filmen ‘Labyrinth’ fra 1986 samt kæmpedrengen Boy på kunstmuseet Aros i Aarhus.

De altoverskyggende materialer i udstillingen er silikone og harpiks kombineret med gips og akryl. Mange af værkerne er først skabt i hånden som modeller i f.eks. ler, hvorefter de bliver skaleret op. Babyen er således bygget op af skum og hønsenet som base for en form, hvori værket er støbt af polyesterharpiks og fiberglas.

Til sidst består udstillingen dog af ægte kød og blod. Her opfordres man nemlig til at iføre sig en bestemt T-shirt og stille sig ubevægelig på et podie i mindst ét minut. Som gevinst får man T-shirten med hjem – efter forhåbentlig at have forskrækket et par andre museumsgæster.

‘Gys! Er den levende?’, Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj, 4. februar til 6. august 2017.