Hydro i højt gear

Af Leif O. Nørgaard Tønder-virksomhed gør bilerne lettere og har ansat syv ingeniører ekstra på et halvt år Udenfor holder Elise på formerne og letvægten - hun er stjerne hos britiske Lotus. En rap sag for to. Inde hos Hydro Aluminium Automotive Structures a/s laver man mere af slagsen. Det er anvendt forskning og produktion af bilkomponenter i alumi- nium, ja, hele chassiser - de såkaldte ''Space Frames''. Det vil sige en gitterkonstruktion, som på Elise er limet sammen.

Det er en nicheproduktion, som gør bilerne lettere og stivere. Og det kører i højt gear på Tønder-virksomheden: flere opgaver for både europæiske og amerikanske bilproducenter. Samt flere medarbejdere - heriblandt syv nyansatte ingeniører inden for det seneste halve års tid. - Vi var 11 i forvejen, så i procent er det en voldsom tilvækst. I dag er vi 80 medarbejdere mod 25 for et år siden, fortæller projektleder Finn Hove. BEKVEM TITEL - Ingeniørerne ansætter vi som projektingeniører. Det er en bekvem titel, som vi har til stort set alle vores ingeniører på grund af vort behov for fleksibilitet. - Vi har en del produkter, som vi har haft udviklingskontrakter på, og som kunderne måske beslutter at sætte i serieproduktion. En sådan beslutning udløser en række aktiviteter, som betyder, at vi skal bygge en minifabrik op fra bunden. Det er en opgave, vi overlader til en projektgruppe, fortæller Finn Hove. Hydro Aluminium Automotive Structures lader de nye ingeniører, ansat som trainees, begynde et helt andet sted end der, hvor de egentlig er uddannet til. Ønsker den nyansatte at blive sælger, starter han eller hun i pro- duktionen og lærer hele organisationen at kende, inden den pågældende kommer ud på markedet. - Vi er i den situation, at meget få mennesker kender ekstruderede aluminiumsprofiler. Og endnu ingen, udover os, kender til at anvende dem i de bærende komponenter i en bil, siger Finn Hove. Alu-chassiserne til Renaults Spider og Lotus Elise blev gennembruddet for Hydro Aluminium, som fra at have været en projektgruppe blev ophøjet til aktieselskab - Hydro Aluminium Automotive Structures. Virksomheden flyttede fra Løgumkloster til et nyt domicil i Tønder, hvor de to Hydro-selskaber Heat Transfer og Hydro Aluminium i forvejen havde hjemme. Det har været en hektisk periode med ''dobbeltfunktion'' med at opbygge den nye virksomhed og parallelt hermed produktionsforberede og kvalitetssikre nye produkter. - Hydro har den filosofi, at hvis der er behov for flere end 200-250 medarbejdere, så tager man et produkt ud og laver en ny virksomhed - i stedet for at udvide yderligere. På et tidspunkt kan vi nå den øvre grænse for, hvad Sønderjylland og vesteregnen kan præstere af medarbejdere. Norsk Hydros vækst i Tønder-området har kun kunnet lade sig gøre, fordi Tønder Kommune, Arbejdsformidlingen og de tekniske skoler hernede har været særdeles erhvervsorienterede med en meget positiv holdning, forklarer Finn Hove. FREMTIDENS BIL Hydro Aluminium Automotives produktion er stadig en nicheproduktion. Space Frame-teknologien er endnu kun økonomisk rentabel for specialbiler, som produceres i små serier. Ved større serier er et klassisk, selvbærende karrosseri billigere. Automotives opgave er - også - at flytte grænser. Om perspektivet i Hydro Aluminiums aktiviteter ser projektleder Finn Hove to indfaldsvinkler: - Hydro er ledende inden for ekstruderet aluminium. Hvis vi kan få 10-20 kilo i hver bil, der produceres, bliver det til mange ton. Vores kunder drives af den kendsgerning, at bilerne er blevet tungere og tungere de sidste ti år: Airbag, sikkerhedsudstyr, støjisolering - større motor, større bremser og større benzinforbrug. Man ser gerne den udvikling vendt, så vi får en bil på 600 kilo i stedet for knap halvanden ton, så motoren bliver mindre, benzinforbruget halveres, og det samme med bremserne og ikke mindst forureningen. Nogle stater i USA har allerede sat årstal på, hvornår bilerne højst må veje så og så meget og bruge så og så meget brændsel. Hydro og bilindustri- en har således en fælles interesse i at bringe aluminium ind i bilerne. TO TILFLYTTERE Søren Pedersen, 25, og Karsten Røpcke, 27, er blandt de nye ingeniører på Hydro Aluminium Automotive Structures. Begge er tilflyttere og har valgt at slå sig ned i Tønder. Søren Pedersen kom i august sidste år: - Som costcalculator arbejder jeg sammen med projektlederen på nye projekter; beregner omkostninger, så vi kan komme ned med prisen. Vi er i opbygningsfasen med et aktivitetsniveau, som klart tiltaler mig. Hydro er mit første job efter eksamen, og som det ser ud i dag, regner jeg med at blive hernede. De to unge ingeniører har flere muligheder efter fyraften. Hydro har en afdeling med firmaidræt og Tønder det traditionelle udbud af fritidssysler. De er dog enige om, at dem er der ikke tid til for tiden. Underforstået: Hydro tager såvel tid som kræfter! Karsten Røpcke blev ingeniør i Århus og ansat som trainee ved årsskiftet: - Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville. Derfor passer det mig godt at prøve lidt af hvert og komme rundt i de forskellige afdelinger. Jeg er i gang med den første. Det er spændende at være med i et projekt helt fra starten og måske selv blive projektleder en gang. Jeg er parat til at satse min tilværelse på Hydro.