Hybridtog kan gøre togstationer partikelfrie

Forestil dig, at du en dag står på Nørreport Station, mens DSB's dieseltog banker forbi i en sky af partikler. Alligevel er luften frisk.

Ja, det lyder som utopi. Men ny tysk teknologi fra ZF kan gøre utopien til virkelighed. Et nyt, specielt automatgear bygget ind i ellers dieseldrevne tog kan nemlig lade togene køre på batteri og uden emissioner på udvalgte strækninger, som for eksempel forbi Nørreport. Systemet hedder Ecolife Rail Hybrid og blev præsenteret på InnoTrans-udstillingen i Berlin, hvor DSB viste stor interesse for de miljø- og energifordele, som systemet bringer med sig.

Hybridsystemet, der er konstrueret af gearproducenten ZF, sørger for, at et tog før indkørslen på en station kan stoppe dieselmotoren og bremse med en elektrisk generator, der forsyner en lithium-ion batteripakke på cirka 650 kg. Når toget sætter i gang fra perronen, accelererer det med en opladet bremseenergi, og først når det er væk fra perronen, startes dieselmotoren igen.

Den elektriske motor kan ikke bringe toget op på 180 km/h, men den kan accelerere toget ud af stationen. I de simuleringer, der er foretaget, er toget kommet op på 40 til 50 km/h, inden dieselmotoren kobles på.

Nørreport oplagt til teknologien

Der er lavet simuleringer af en strækning ved Frankfurt i Tyskland - med et to vogns nærbanetog med en togvægt på 80 ton. Toget havde to såkaldte power packs og en dieselmotor med en ydelse på 570 kilowatt ved 1.900 omdrejninger pr. minut. Distancen var 74 km med 15 stationer og en maksimal hastighed på 123 km/h. Den elektriske motor/generator havde en max effekt på 120 kilowatt, mens der blot var 30 kilowatt på power take-offs.

»Det har jo en stor betydning for miljøet, når hver dieselgenereret kilowatt betyder 503 gram CO2,« siger Steen Rasmussen, der er direktør for ZF Danmark.

Nørreport Station vil være et oplagt mål til teknologien. Samtidig vil der også være en besparelse på brændstofforbruget, da togets dieselmotor ikke behøver at gå i tomgang på stationen.

Der er mere tomgang i togdrift, end man sådan lige tror. For eksempel når toget skal opvarmes, før det skal ind til stationen om morgenen, der står det i ret lang tid, fordi der skal varme, lys og tryk på toget. Der behøver man ikke længere bruge dieselmotoren,« siger Steen Rasmussen.

Ecolife automatgearet kan arbejde med et drejningsmoment op til 2.500 Nm.