"Spørgsmålet om de skrå snit – diagonale stød – er lidt mere komplekst end som så. I jernbanens barndom kendte man ikke til langskinnespor, og alle skinner var derfor lasket sammen, hvilket betød, at de kunne udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren. Om sommeren var stødspillerummet lukket, og om vinteren var det åbent. Hvis skinneenderne havde haft en snitflade på f.eks. 45º, ville de to skinner om sommeren når de stødte sammen, glide mod hinanden, og der ville opstå en ujævn kørekant – med risiko for skader på hjulene".
Med en meget lang skrå snitflade behøver skinnestykkerne vel ikke at støde sammen - selv i meget varmt vejr?
I øvrigt behøver snitfladen ikke at være skrå. Er der noget til hinder for, at skinneenderne kan være i halv bredde og danne fuld bredde, når de ligger ved siden af hinanden.
Problemet med den ujævne kørekant kunne vel også undgås ved at lade en sådan sammenføjning forløbe over nogle meter og så affase skinneenderne, så en brat kant umuligt kan opstå.
Med den løsning vil selv et stort mellemrum i de kolde perioder i vintertiden næppe kunne mærkes, idet hjulet jo ikke kan falde ned i selv et relativt langt hul.
Jeg forestiller mig, at denne nærliggende løsning må have været diskuteret - og vil derfor gerne vide, hvorfor den ikke dur?