Hvorfor flyver man ikke atomart affald ind i solen?

Prøv ved lejlighed at læse om Gerald Bull;f.eks Guds knyttede næve af Forsythe.Affaldet skal skydes med kanon til en lav bane om jorden ,samles i en konvoj og deponeres på bagsiden af månen.Enhver dansker, der i øjeblikket er ansvarlig for afbrænding af 250 tons olie over et normalt liv ,vil genere ca en hinkesten langtidsradioaktivt i samme tid udfra 100 % kærne.

Ville det ikke være teoretisk muligt at bruge det atomare affald som brændstof? Så vidt jeg har forstået er der massive mænder stråling involveret, men det er vel ligemeget når man er i rummet? Dette løser self. ikke problemet med at få affaldet til at forlade planeten, men kunne det lade sig gøre? (dermed ikke sagt at det ville kunne betale sig eller være praktisk)

Til Henrik Laursen

Nogle kommentarer til dine ”grønne geologvenners” forslag.

De blev (naturligvis) også diskuteret i 1970´erne. Forslaget om at lade affaldet glide med en kontinentalplade ind under en anden ville i princippet være fornuftigt, hvis vi talte om 100.000 år eller en million år. Men det drejer sig om nogle få tusinde år, hvor affaldet er rigtigt farligt – for efter den tid er affaldet ikke mere radioaktivt end ”den oprindelige uranmalm”. Og selv om uranmalm da ikke er helt ufarligt, så lever man mange steder i verden lige op ad (og på) forekomster af uranmalm, uden at man har kunnet konstatere helseproblemer herved.

Så i det ”farlige tidsrum” vil man ikke kunne drage nytte af kontinentalpladebevægelsen. Herudover gælder – som for dybhavsløsningen – at varmeudviklingen i affaldet kan genere. Selv om man måske ”hamrer” affaldet nogle meter ned i havbunden, vil varmeudviklingen ( 10-100 watt) opvarme porevandet omkring affaldet og give en opdrift – samt til dels uforudseelige kemiske forhold. En relativt hurtig korrosion samt transport af korrosionsprodukter og affald op i havvandet kunne evt. blive følgen – og vil i alt fald være svær at afvise 100%.

Man kan sikkert beregne, at radioaktiviteten aldrig vil kunne give målelige doser til mennesker eller dyr i vandene over affaldet – og der er jo i forvejen naturlig radioaktivitet i havvandet. Og havde man ikke en endnu bedre løsning på landjorden i 4-600 m dybde, kunne ”havbundsløsningerne” nok bruges.

Til Henrik Laursen. Du spørger, om

”Den uranmalm, som udvindes af jorden, som nævnt i en tidligere kommentar, er den radioaktiv eller er den bundet sammen med andre elementer, som gør at den ikke er radioaktiv?” og ”Hvis den ikke er radioaktiv inden den udvindes, vil det så ikke være muligt at "genbinde" det høj-radioaktive affald med nogle elementer, som neutraliserer strålingen?”

Uran-238 har en halveringstid på 4,5 milliarder år, og for uran-225 er den 700 millioner år. Uran henfalder (under udsendelse af alfa-stråling) til et andet grundstof, der henfalder videre og videre, indtil man når til bly, som ikke er radioaktivt. I uranmalmen eksisterer alle disse henfaldsprodukter sammen med den resterende uran.

Uranet udvindes så fra malmen, og resten deponeres som ”tailings”. (Og her skal man i øvrigt tænke sig godt om, for tailings indeholder både de radioaktive henfaldsprodukter og mange tungmetaller.). På grund af den lange halveringstid er det rene uran kun meget svagt radioaktivt. Man kan godt gå rundt med 5 kg uran i en tæt plasticpose, uden at der sker noget.

Den kraftige radioaktivitet opstår så, når urankernerne spaltes i reaktoren. Neutronerne i reaktoren kan også danne nye tunge grundstoffer, der er radioaktive. Det er disse radioaktive stoffer, der udgør det højaktive affald.

Ude i naturen – altså inden uranmalmen hentes op – er uranatomerne indbygget i mineralernes krystalgitre, som holder dem tilbage i meget lange tidsperioder. Men henfalder et uranatom, kan krystalgitteret skades meget lokalt og henfaldsprodukterne kan slippe fri – og et par nabo-uranatomer smutter måske også med. Henfaldsprodukterne kan så føres væk med grundvand. Og flere underjordiske uranforekomster er fundet, fordi man har kunnet måle de radioaktive henfaldsprodukter i nærheden.

Ved behandlingen af de højaktive affald søger man i nogle lande at gøre naturen efter – og gøre det bedre. De radioaktive stoffer fjernes fra det udbrændte uranbrændsel og omdannes til glas ved hjælp af opvarmning og passende tilslagsstoffer. Det herved dannende glas skal så gøre det ud for mineralkornene i uranmalmen – og ved at benytte ”selvhelende” glas kan strålingsskader i glasset undgås. Så støbes glasset ind i passende beholdere og er klar til deponering.

Finnerne og svenskerne vil (indtil videre) ikke tage de radioaktive stoffer ud af det udbrændte uran i brændselsstavene. De vil deponere hele de udbrændte brændselsstave. Men uranpillerne i stavene vil så have samme funktion som mineralkornene i uranmalmen – nemlig at tilbageholde de radioaktive stoffer. Det sker ikke 100% effektivt på meget langt sigt, men udenom er der så indkapslingen (zirkonium) samt jern, kobber og bentonit, inden grundfjeldet kan nås.

dels hvor en tektonisk plade glider ind under en anden plade

Man pegede allerede den gang på, at den rigtige løsning var en deponering et stykke nede i jorden. Det er den løsning, som bl.a. finnerne og svenskerne er ved at udforme. Jeg har skrevet herom under en tidligere diskussion på ing.dk. Se nærmere under:
<a href="https://ing.dk/artikel/85047">https://ing.dk/artikel/85047</a&gt; 27.01.2008 kl. 15.21</p>
<p>Prisen for at få affaldet deponeret sikkert på denne måde 4-600 m nede i jorden er ca. 1 øre pr. kWh.

Jeg har geologvenner, i øvrigt temmelig "grønne", som hårdnakket hævder at havet er det bedste sted til deponering af radioaktivt affald. Der er to muligheder, dels hvor en tektonisk plade glider ind under en anden plade og dels, måske endnu bedre, i stabile sedimentationszoner i relativt store dybder. Jeg ved godt idéen er vældig politisk ukorrekt, men den fortjener altså en grundig analyse!

Jeg ved ikke så meget om dette emne, derfor dette spørgsmål:

Den uranmalm, som udvindes af jorden, som nævnt i en tidligere kommentar, er den radioaktiv eller er den bundet sammen med andre elementer, som gør at den ikke er radioaktiv?

Hvis den ikke er radioaktiv inden den udvindes, vil det så ikke være muligt at "genbinde" det høj-radioaktive affald med nogle elementer, som neutraliserer strålingen?

John Larsson:

det er nu nok med at komme fri af jordens tyngdefelt, og nasse lidt på bevægelsesenergien hos nogen af de andre planeter!

• Jeg glemt lige at tiden ikke er en faktor, når det drejer sig om affald! ;-)

Spørgsmålet om at fjerne det højaktive affald fra A-kraften ved at sende det ud i rummet blev allerede diskuteret i 1970´erne – og forkastet, netop fordi det ville være for dyrt, og at man ikke helt kunne udelukke, at en opsendelse kiksede.

Man pegede allerede den gang på, at den rigtige løsning var en deponering et stykke nede i jorden. Det er den løsning, som bl.a. finnerne og svenskerne er ved at udforme. Jeg har skrevet herom under en tidligere diskussion på ing.dk. Se nærmere under:https://ing.dk/artikel/85047 27.01.2008 kl. 15.21

Prisen for at få affaldet deponeret sikkert på denne måde 4-600 m nede i jorden er ca. 1 øre pr. kWh. Det vil formentlig koste mere at få det sendt ud i rummet, for det skal jo først gøres klar til en form, der er egnet til den slags ”transport”.

Så benyt den sikre og billige metode her på Jorden. Om et par tusinde år er affaldet henfaldet så meget, at det er mindre radioaktivt end den uranmalm, hvorfra brændslet til A-kraftværkerne blev udvundet.

Jens Madsen: [quote]Hvorfor kræves så meget energi at sende affaldet mod solen?

Ikke fordi jeg tror på idéen, men det er nu nok med at komme fri af jordens tyngdefelt, og nasse lidt på bevægelsesenergien hos nogen af de andre planeter!

Jens Madsen:

Hvorfor kræves så meget energi at sende affaldet mod solen?

Flemming Hansen siger vel at det koster det samme at sende affaldet til solen som det er at sende det ud af solsystemet. Så mon ikke bare skidtet skal fri fra jordens gravitation, og sendes udenom andre himmellegemer, så kan den vel fortsætte lige så langt man vil.

Ideen synes jeg giver meget god mening, men det gør argumenterne imod den også.

Ideen er såmænd sund nok - alle de tunge elementer er i forvejen opstået i stjerner (og såmænd stort set alle de andre også). Problemet er bare, at et lille skub ikke er nok, for alt hver der sendes ud i solsystemet fra Jorden vil "arve" Jordens hastighed og dermed indledningvis følge Jordens bane rundt om solen.

utroligt nogen kan få sådan en tanke.

Hvorfor kræves så meget energi at sende affaldet mod solen? Jeg troede, at en affaldskontainer vil bevæge sig i en ret linie i evighed, kun under påvirkning af planeternes og solens tiltrækning. Korrekt udregnet, så der tages hensyn til planeter og sol, burde et "lille skub" vel være nok??

Jeg tvivler på at en smeltning af atomart affald accelererer henfaldsprocessen... So what's the use? Og hvorfor skulle det lige være med en solfanger?

hvor effektivt er et atomkraftværk hvis man skalbruge energi til sende affaldet fra det til solen.

utroligt nogen kan få sådan en tanke.

men man kan vist bruge kæmpe solfanger til smelte affaldet. læste jeg engang husker det ikke nærmere.

Mangler der ikke argumentet om at "uranet/plutoniumet/andet har været så dyrt at producere at man ikke er meget for at afgive det helt endegyldigt da man tænker at måske en gang i fremtiden vil det kunne bruges til noget?"