Hvorfor er bakterier ikke blevet feber-resistente?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hvorfor er bakterier ikke blevet feber-resistente?

Paul Felbo undrer sig over, at kroppen stadig kan bekæmpe sygdomme med feber, når bakterierne f.eks. kan blive resistente overfor antibiotika:

"Hvorfor kan kroppen stadig bekæmpe sygdomme med feber? De bakterier, der forårsager sygdommene, har haft millioner af år til at vænne sig til den ubetydelige 2-3 graders temperatur-stigning, som er kroppens våben mod dem. Hvorfor har de ikke luret tricket, som de i stor stil, og meget hurtigt, har gjort med antibiotika?"

Vi har bedt Niels Feentved Ødum, Professor og læge, dr.med fra Institut for Molekylær Biologi på Københavns Universitet, om et svar:

"Det korte svar er, at de fleste bakterier er tilpasset de miljø, de primært lever i - i jord, vand, på huden osv. hvor det ikke er en fordel at kunne tåle temperaturer over 40 grader. I bakteriernes evolution har det derfor ikke været en afgørende faktor at kunne klare feber og derfor har der ikke været et selektionspres, der fremmede den egenskab.

For bakterier som primært lever på/i mennesket er sagen mere kompliceret. Nogle bakterier har faktisk adapteret sig således at de kan leve ved feber temperaturer (f.eks pneumokokker) mens andre bakterier primært lever i/på områder af kroppen, hvor temperaturen er lavere - f.eks næse-slimhinderne. Her er feber ikke et problem for bakterien og der selekteres ikke for den egenskab - men der kan godt komme penicillin, hvorfor penicillinresistens kan være en vækstmæssig
(evolutionær) fordel for bakterien. En 3. mulighed er, at bakterierne tilpasser sig således, at organismen ikke svarer med feber.

I 1500-tallet, da Gonore-bakterien kom til Europa udløste den en svær sygdom - den spredte sig til hele kroppen og gav høj feber. I årenes løb er den blevet mindre og mindre virulent således at man kan smittes idag uden at kunne mærke den. Den har ændret sig således, at den ikke stimulerer immunforsvarets feberreaktion - så den har faktisk adapteret sig til vores miljø, således at feber ikke længere har betydning. Derimod er antibiotikaresistens af største betydning for bakteriens udbredelse.

Derudover er det vigtigt at understrege, at feber også har stor betydning for immunforsvarets funktion, dvs. vi "laver" ikke kun feber for at hæmmer mikroorganismer - vi udnytter også feberen til at effektivisere bestemte forsvarsmekanismer.

Det lidt længere svar:

Hvis vi først tager mikroorganismerne f. eks. bakterier: Selvfølgelig kan bakterier evolutionsmæssigt tilpasse sig højere temperaturer - vi kender jo bakterier (termofile), som elsker høje temperaturer og som f.eks. lever i varme kilder; men disse er ikke sygdomsfremkaldende for mennesker. Blandt kendte og hyppige sygdomsfremkaldende bakterier kan nævnes pneumokokker, som også sagtens kan gro på trods af feber - de var derfor en af de helt store dræbere før i tiden (inden fremkomst af penicillin), hvor ellers raske, unge, stærke mennesker fik høj feber og døde pga. af en akut bakteriel lungebetændelse.

Så mange bakterier hæmmes ikke (nok) af feberen til, at feber virker beskyttende.

På den anden side er det klart at mange almindelige kendte bakterier som stafylokokker og mykobakterier hæmmes af feber. Disse bakterier vokser optimalt ved temperaturer omkring 35 grader. Det er formentlig grunden til at spedalskhed særligt angriber hænder/arme, fødder/ben, næse og øreflipper - fordi temperaturen her er lav (i forhold til indre organer), hvilket giver de bedste vækstbetingelser for den mykobakterie som forårsager spedalskhed.

Ligeledes stafylokokker, som ofte findes på huden - hvis de dyrkes i laboratoriet vokser de optimalt ved 35 grader og hæmmes kraftigt ved temperaturer over 40 grader - men de dør ikke - de vokser meget langsomt. Bakteriernes vækst styres af enzymer, hvoraf mange virker bedst ved omkring 36-37 grader - ved højere temperaturer sker der stigende grad af misfoldning og evt. denaturering således at funktionen kompromitteres, hvilket kroppen altså kan udnytte over for denne gruppe af bakterier. Set fra bakteriens synspunkt er det sikkert et kompromis mellem optimal vækst (og andre biologiske processer) og sårbarhed overfor temperatur stigninger i værten.

Hvis vi så ser på immunsystemet:

Immunforsvaret består at to systemer - det tidlige som bl.a. omfatter makrofager, som spiser bakterierne og det sene/adaptive, hvor der sker en opformering af lymfocytter, som er specifikt rettet mod den pågældende bakterie. Forsøg har vist, at begge systemer virker bedre og er mere effektive ved temperaturer omkring 40 grader.

Lymfocytterne deler sig således hurtigere under feber - dvs. der bliver hurtigere flere specifikke lymfocytter, som kan hæmme og dræbe den pågældende bakterie. Samtidigt bliver makrofagerne hurtigere og bedre til at "spise" bakterier og hele betændelsesreaktionen kører hurtigere, hvilket betyder at der hurtigere rekrutteres immunceller til området. Samtidig bliver kommunikationen mellem immunforsvarets celler bedre (på nogle områder).

Konklusion: Feber sikrer, at immunforsvaret bliver mere effektivt, samtidigt med at væksten af mange bakterier hæmmes, hvilket betyder at immunforsvaret vinder tid til at komme op i omdrejninger inden infektionen har spredt sig for meget og har fået overtaget.

Det rejser så spørgsmålet - hvorfor er vores kropstemperatur så ikke altid 41 grader? - Svaret herpå er dels, at det ikke er energieffektivt, hvis vi hele tiden skulle have så stor en forbrænding. Den anden del af svaret er faktisk også, at immunforsvaret ikke blot ødelægger bakterier, men jo har evnen til at ødelægge os selv. Under drabet af mikrober ofres noget at det omgivende væv, og hvis immunsystemet altid kørte på maks ville risikoen for vævsødelæggelse og autoimmun-sygdom formentlig øges - det er lang smartere at immunforsvaret kun aktiveres, når der er grund til det - og her har makrofager og andre forsvarsceller receptorer som netop kan mærke "faresignaler".

Disse receptorer genkender f.eks sukkerstoffer som kun findes på bakterier, og som vi ikke selv danner. Når faresignalet registreres, aktiveres cellen som efterfølgende sender advarselssignaler ud og starter en betændelsesreaktion. Det betyder, at andre immunceller tilkaldes - og så kører det derudaf."

Dokumentation

Læs og stil spørgsmål til Scientariet

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu vedrører dette indlæg ikke bakterier som sådan, men derimod Vira og disses symbiose med menneskets immunforsvar.

Jeg har ikke nogen lægelig indsigt på området, men da jeg i 2010 blev ramt af voldsomme influenzalignende symptomer (ledsmerter, muskelsmerter, svimmelhed, smerter "bagerst i øjenhulen", hovedpine, følelse af "kogning" i ansigtet ledsaget af synsforstyrrelser) besluttede jeg mig for, at købe et termometer.
Sidst jeg kontaktede en læge lo han ad mig, da jeg sagde, jeg ikke havde taget min temperatur, fordi jeg ikke havde et termometer. Så nu ville jeg være på forkant!

Det viste sig, at jeg IKKE kunne registrere nogen feber - jeg frygtede termometeret var i uorden - og jeg vil IKKE gå ned til en læge igen uden helt sikre beviser!

Derfor søgte jeg på nettet for at se, om der virkelig kunne være tale om Influenza uden feber? Ja, det kunne der - 30% af de mexikanske tilfælde og helt op mod 50% af de peruvianske tilfælde var alvorlige, men feberfrie!

(jeg vedhæfter et par links i bunden af dette indlæg)

Noget tyder på (ifølge nogle af de tidligere indlæg jeg fandt), at visse strains af H1N1 virusen har det bedst ved fuglenes temperatur (41 graders celcius), hvorfor immunforsvaret indstiller sig til en lavere temperatur med det samme. Én af mine forundringer skyldtes netop, at når jeg får influenza, så plejer jeg at starte med at fryse helt vildt. Det gjorde jeg ikke denne gang: Jeg oplevede alle de traditionelle symptomer, uden at fryse. I stedet svedte jeg, så temperaturen faldt - men jeg frøs ikke!

Links:
http://minnesota.publicradio.org/display/w...
http://www.nytimes.com/2009/05/13/health/1...
http://infectiousdiseases.about.com/b/2009...
http://www.healthboards.com/boards/showthr...

Mvh
Jørgen Skyt

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten