Hvorfor de nyligt hiv-kurerede patienter ikke giver håb om en umiddelbar kur
»En milepæl for den globale aids-epidemi«, skrev The New York Times.
»Giver håb om en kur,« skrev The Guardian.
I sidste uge kom det frem, at en patient i London ikke længere var hiv-positiv efter en stamcelletransplantation. For 12 år siden var det en patient i Berlin, og måske er der en tredje patient i Düsseldorf, der også er kureret for virusset. Vedkommende er i hvert fald taget af medicinen.
Selv om forbeholdene var på plads fra forskerne, er det nærliggende at tænke, at der nu er et nyt liv i vente for de millioner af mennesker, der er smittet med hiv.
»Det viser jo, at det kan lade sig gøre at kurere sygdommen. Det har man i mange år troet var umuligt, men nu er i hvert fald to patienter kureret. Men derfra og så til at sige, at der nu findes en behandling, er der lang vej,« understreger Agnete Kirkeby.
Hun er lektor på Københavns Universitets Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Biology og arbejder til daglig med stamcellebaseret behandling, fortrinsvis til Parkinson-patienter.
Læs også: Trænede stamceller skal kurere Parkinsons
Almindelig mutation i Skandinavien
At de to, formentlig tre, patienter blev kureret skyldes, at de samtidig led af leukæmi, hvor en knoglemarvstransplantation var regnet som sidste udvej. Da man i mange år havde vidst, at en naturlig mutation i CCR5-genet spillede en helt central rolle i hiv-virussets evne til at trænge ind i cellerne, var der allerede tale om et eksperiment, da første patient blev kureret for 12 år siden.
Under transplantationen fik patienten slået sine egne blodceller ihjel og indsat blodstamceller fra en donorpatient, som netop have en mutation i CCR5-genet. Og ganske som forudset betød denne blodudskiftning, at patientens nye blodceller ikke længere kunne være værter for hiv, og dermed var patienten både kureret og immun.
Hiv bruger nemlig overfladeproteinet CCR5 til at trænge ind i de hvide blodceller og besætte en undergruppe af T-celler i immunforsvaret. Men har man en mutation, der betyder, at man mangler sit CCR5-gen, som koder for dette protein, så er der ingen luge for virusset.
»Mutationen er mest hyppig i Nordeuropa, hvor man regner med, at ca. 15 procent af befolkningen er bærere af en CCR5-mutation. Ca. 1-2 procent har mutationer på begge kopier af CCR5 og er dermed resistente over for en hiv-infektion ad denne vej. At der nu er to-tre hiv-patienter, der er kureret efter en transplantation med CCR5-muterede stamceller, er naturligvis en slags proof-of-concept for, at denne strategi kan virke,« siger Agnete Kirkeby.
Læs også: Kinesisk genforsker om CRISPR-babyer: »Vi må nu sørge for, at det aldrig sker igen«
Dyrt og medicinkrævende
For at teste helt til bunds er forskere ifølge The New York Times ved at indsamle data fra tidligere knoglemarvsmodtagere, som nu både er med og uden CCR5-gen for at komme til bunds i det. Men uanset hvad vil der i første omgang mere være tale om indsamling af viden end om udvikling af en kur, understreger Agnete Kirkeby.
De primære årsager er sundhedsrisici og økonomi. For at få en knoglemarvstransplantation skal man så at sige have smadret sit blodsystem og immunforsvar, for at kroppen ikke frastøder de fremmede celler. Det kan i sig selv give anledning til, at man rager alle mulige andre dårligdomme til sig.
Derudover er det også en manøvre, der kan koste patienten livet, fordi der typisk opstår det, der kaldes ’graft vs. host disease’, som betyder, at donorcellerne angriber patientens egne celler, hvilket er meget alvorligt.
»Det er en generel risiko, som man skal medicineres for hele livet,« siger Agnete Kirkeby.
Læs også: Knoglemarvstransplantationer fjerner hiv fra patienter
Genterapi er en mulighed
Og netop det, at man alligevel skal have medicin hele livet, kommer i livsfare og skal ligge meget længe på hospitalet gør, at det – sat op mod den hiv-medicin, der i dag kan holde symptomer og smittefare fra døren – at umiddelbar stamcelletransplantation nok ikke vil være en egnet behandling, understreger Agnete Kirkeby.
Men – siger hun – i princippet er der den mindre farlige måde at gøre det på, hvis man virkelig har brug for det.
»Disse fund åbner op for, at man i fremtiden kan gå målrettet efter at skabe CCR5-mutationer i patientens egne blodceller, f.eks. ved hjælp af Crispr/Cas9. På den måde får man sine egne celler ind i blodet igen og slipper for immunresponserne. Men at gøre dette alene for at beskytte mod hiv er dog heller ikke en løsning, der er superkompatibel med en fattig landsby i Afrika,« understreger hun.
»Men i princippet kan det lade sig gøre,« lyder det fra Agnete Kirkeby.
