Hvordan skal fremtidens metro se ud?

Niels Udby Sørensen har spekuleret meget over, hvordan de kommende metrostationer vil se ud:

"Min henvendelse til Spørg Scientariet deler sig henholdsvis i et spørgsmål og en opfordring. Mit spørgsmål lyder således:

Hvordan vil de kommende stationer i den nye københavnske metro cityring blive indrettet? Hvilke erfaringer har man draget af den allerede eksisterende metro linje, hvad angår sikkerhed, bruger venlighed, slitage, tekniske løsninger osv.? Det ville også være interessant at høre, hvilke overvejelser, der er blevet gjort i forhold til udsmykning, materiale valg og design.

Hvad angår min før nævnte opfordring, retter den sig imod den sidste del af mit spørgsmål, nemlig stationernes udsmykning og design. Hvis den kommende metrorings stationer, vil blive en mere eller mindre tro kopi af de nuværende, af f.eks. finansielle årsager, vil jeg mene at staten samt Københavns kommune vil begå en æstetisk brøler. De fleste andre metrosystemer i verden, har forskellige materialer, farver og design på deres metrolinjer. Dette skyldes bl.a. de forskellige historiske perioder, stationerne er bygget i og de skiftende arkitekter, som har bidraget til stationernes udformning.

Årsagerne er egentlig af mindre vigtig betydning i denne sammenhæng, langt vigtigere er det at nævne, hvordan afvekslingen metrolinjerne imellem, giver den rejsende (lokale såvel som turister) en mere historisk, æstetisk og foranderlig tur rundt i Københavns infrastruktur. Udsmykningen behøves ikke være dyrere end på metro linjerne M1 og M2, blot skal de ikke være kopier eller ensartet. Desuden findes der allerede rigeligt med rustfrit stål, marmor og glas partier, i det københavnske bybillede.

Hvorfor henvender jeg mig så til Ingeniøren's spørge-konkurrence, når over halvdelen af min mail, omhandler det æstetiske aspekt af den kommende metro city ring? Dels er der ingeniørmæssige svar, jeg ønsker at få besvaret og dels fordi, æstetik, design og arkitektur alle er stofområder, Ingeniøren ofte behandler. Desuden kunne det være rart, at få startet en debat om dette emne i lige nøjagtigt Ingeniøren, idet dennes læserskare som oftest er kompetente i spørgsmål som disse."

Torben Johansen, teknisk direktør i Metroselskabet, svarer:

"Niels Udby spørger i et indlæg om, hvordan de kommende stationer på Cityringen bliver indrettet.

En del af svaret på dette spørgsmål kan læses både i Udredningen fra 2005 og i den bekendtgørelse som Transportministeren har udsendt i medfør af Cityringloven i juni 2007. Udredningen har siden udarbejdelsen været tilgængelig på ministeriets hjemmeside, http://www.trm.dk/.

Det fremgår af såvel Udredning som bekendtgørelse, at Cityringen som udgangspunkt anlægges "som mere af samme slags". Bag denne linje ligger naturligvis en grundlæggende tilfredshed med det nuværende metrokoncept, både hvad angår metroen generelt og stationerne specielt. Stationen er således lidt af et columbus-æg, der forener god økonomi, høj sikkerhed i udførelsen og høj passagerkomfort.

Med mere af samme slags skal der forstås mere af samme stationstype. Det vil sige store åbne stationsrum, hvor passagererne hurtigt kan danne sig overblik og hurtigt og nemt kan komme fra gade til perron og omvendt. De overordnede værdier som enkelhed og dagslys, der er blevet særlige kendetegn ved metroen, fastholdes og skal indgå i den nye generation af stationer.

Den designlinje, der er anvendt på de dybe stationer på den nuværende metro vil danne grundlaget for det nye design på Cityringens stationer. Som Niels Udby selv nævner, så repræsenterer de forskellige metrolinjer i udlandet den historiske periode, de er bygget i. Dette vil ligeledes blive tilfældet med den københavnske metro. De nuværende dybe stationer er en rost og præmieret eksponent for sin tid. De nye stationer på Cityringen vil blive taget i drift næsten 20 år senere og dette vil naturligvis afspejles i valg af arkitektonisk udformning og design. Arbejdet med dette er netop startet, så det er for tidligt overhovedet at kunne rapportere fra dette arbejde.

Et andet tema, der bliver rejst er forslaget om forskellig udformning af stationerne. Som allerede nævnt vil stationstypen, det store åbne stationsrum med dagslys, være som de nuværende. At udføre alle stationer som forskellige typer er en fremgangsmåde, der har betydelige ekstraomkostninger, da det kræver langt flere specialløsninger både i anlæg og i den efterfølgende drift. Om alle stationer bliver fuldstændigt ens apteret og med samme materialer er endnu for tidligt at sige. Der sidder et yderst kompetent hold af arkitekter og ingeniører, der netop er gået i gang med projektet."

Emner : Metro
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg håber så, at det "yderst kompetente hold af arkitekter og ingeniører" vil sørge for, at sikkerheden på de nye stationer bliver bedre end på de gamle, hvor det meget åbne design har været skyld i flere dødsfald.

  • 0
  • 0

hvor det meget åbne design har været skyld i flere dødsfald.

... primært blandt døddrukne ungersvende der skulle blære sig for vennerne.

Og det har jeg egentlig ikke noget problem med. Jeg ville hade hvis alle offentlige rum skulle udsmykkes ligeså børnesikkert som den standardiserede plastiklegeplads hos McDonalds.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Jer har gjort den helt enkle erfaring at der er for lidt plads til indstigningskø foran togdørene; De rullende trapper er simpelt hen for tæt på. Det er tydeligt at det er et problem der nemt kunne løses ved lidt kø-disciplin fra publikum, men den lader ikke til at komme med øvelsen. :) Lars

  • 0
  • 0

Jer har gjort den helt enkle erfaring at der er for lidt plads til indstigningskø foran togdørene; De rullende trapper er simpelt hen for tæt på. Det er tydeligt at det er et problem der nemt kunne løses ved lidt kø-disciplin fra publikum, men den lader ikke til at komme med øvelsen. :) Lars

Folk er bare generelt for dumme... de stille sig lige foran dørene når toget kommer, og viger ikke pladsen for dem som skal ud... problemet er lidt at man har 8-12 sekunder til at komme ind, hvilket får rigtig til at tro der ikke er tid nok.

da man på Nørreport havde havde ventezoner, var der stadig over 50% som ikke fattede meningen med dem.

måske man skulle give bøder til folk som står forkert ?

alternativt kunne man lave Røde og Grønne døre - sådan at folk ikke prøver at komme ind og ud samme sted... Dette er dog langt fra løsningen... for ligeså snart de ko-hoveder er kommet ind og stå, går de ikke længere - ganske på samme måde som i 5A busserne

Dette betyder, at folk bag dem, som prøver at komme ind, ikke kan fordi folk er uendelig langsomme til at finde sig på plads.

Endnu er der dét problem, at folk ofte går i grupper - og gud forbyde at denne gruppe skal opløses - hvilket OGSÅ er et problem i Busserne.

Måske man skulle rende rundt med en fløjte/kæp og en border collie...

  • 0
  • 0

I stedet for at have toge som køre i pendul, kunne man overveje at prøve noget helt andet !

Svagheden ved toge, er at de ikke køre godt i regnvejr, solskin, snevejr, efterår eller andre sessoner som på nogen måder finder sted i danmark.

dét man kunne lave, var gigantiske rullebånd, evt. udstyret med bænke/stole. Rullebåndet køre så inde i en tunnel med glatte vægge, eller overtrukket plexiglas tag. for at øge hastigheden på dem, kan man bruge vridnings princippet, som ses i japanske rullebånd. Eller konstruere stationen sådan at der er et 50% hastigheds rullebånd ved siden af "sporet" - derved kan man skiftevis øge hastigheden.

topfarten kan vel snildt blive 30-50 km/t

et rullebånd er måske ikke ideelt for gangbesværede (af alle arter)... men man undgår problemerne man ser på metroen i dag. man kommer formegentlig ligeså hurtigt frem som et tog med topfart på 80km/t idet båndet aldrig stopper.

  • 0
  • 0

Opstuvningen foran dørene - såvel for Metro som for S-tog - kunne nemt fjernes med et eller to enkle tiltag:

Det billigste vil være i ca 1,60 - 1,70 m højde at klæbe en kort streamer på hver skydedør/togdør med en pil i retning væk fra døråbningens centerlinie og med teksten "Flyt Dem for udstigende". Teksten og pilen skal ikke være i større skrift end at den kan læses på op til 2 m afstand og kunne være trykt på gennemsigtig bund eller sandblæst i dørene. Jeg antager nemlig at de færreste indstigningssøgende har stillet sig op foran dørene af ond vilje men snarere af kortvarig ubetænksomhed og at de derfor kan bringes til at gå til side ved en diskret påmindelse herom.

Den dyrere - men mere effektive - løsning vil være at blæse en kort puls trykluft i ansigtshøjde ud fra dørene når de åbnes lige som man i gamle dage brugte at udsende et "blæs" fra gulvet i Hurlumhejhusene i Tivolierne. Dengang var formålet ganske vist et andet - at løfte kvinder og skotters bebeklædning således at der kunne ske en visuel inspektion af om disse medborgere anvendte underbenklæder men princippet kunne vel også bruges her...

  • 0
  • 0

Og det har jeg egentlig ikke noget problem med. Jeg ville hade hvis alle offentlige rum skulle udsmykkes ligeså børnesikkert som den standardiserede plastiklegeplads hos McDonalds.

Poul-Henning

Tjah - hvis man er i tometerstørrelsen var gelænderet typisk lige under ens tyngdepunkt - ret ubehageligt i en skubbende menneskemængde.

  • 0
  • 0

at køre (vi skal ud AT KØRE).

toget/jeg/han/hun/den/det køreR

Det er ret nemt - selv for ingeniører.

  • 0
  • 0

I stedet for at have toge som køre i pendul, kunne man overveje at prøve noget helt andet !

...

Jeg vil hellere foreslå menneske-luftpost-rørene fra Futurama. Samt muligvis selvmords-selvbetjenings-boksene til dem, der ikke kan forlige sig med den nye transportform :-)

  • 0
  • 0

Tjah - hvis man er i tometerstørrelsen var gelænderet typisk lige under ens tyngdepunkt - ret ubehageligt i en skubbende menneskemængde.

Jeg følte også let ubehag, lige der hvor rækværket gik over i rullebåndets "håndtag", og jeg har normalt ikke problemer med den slags (1,80 høj).

En anden ting som jeg var irriteret over i starten af metroens virke, hvor jeg dagligt pendlede, var klippekortautomaterne. Jeg brugte dem ikke selv, da jeg havde månedskort, men jeg så mange - især ældre - som spildte mange klip på dem. I modsætning til DSB stationernes automater hvor der lyder et klonk når der klippes, kommer der på Metroen blot en bip lyd, som mange mistog for et fejl bip, og derfor klippede igen og igen og igen indtil hele kortet var ædt. Jeg skrev dengang til Metro men fik et af de sædvanlige sludder-sladder svar.

Det var lige lidt flere år gammelt og indestængt irritation der endelig fandt et forum at lufte sig i.

  • 0
  • 0

Billige løsninger, ja, men stadigvæk bygger det på den helt igennem u-intelligente måde transportmåden er bygget op på, nemlig at man stuver en masse mennesker sammen på en perron, når toget ankommer skal alle i løbet af kort tid flyttes ind gennem et par smalle døre samtidig med at en masse mennesker skal ud samme vej.

Næh, tænk hvis du skulle rejse fra A til B. Du går ned på station A, ved indgangen til perronnen vælger du din destination, Station B, og inden for et minut ankommer en lille togvogn (med plads til et nøje udregnet antal personer, eks. vis 4, 6, eller 8), og afsted går det med det samme. Når du forlader togvognen beregner den hvilken station i nærheden der har mest brug for den og vælger enten at tøffe derhen eller at vente.

Det er nøjagtig samme princip der bruges i en rundkørsel; du ankommer, ser om der er fri bane og kører videre når der plads. Det giver meget mere smidighed i trafikken. Sammenligningen gælder jo også for de lange togstammer; Der ankommer en mængde biler til et lys reguleret kryds hvor de stuver sig sammen og ved grønt lys myldrer de videre efterladende en enorm CO2 sky.

Selve teknikken til styre de mange 100'er små togvogne er ganske almindelig databaseteknik. Systemet kan sågar lære hvor og hvornår der plejer at være mest 'mylder' på.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten