Hvordan holder jeg modet oppe under min jobsøgning?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hvordan holder jeg modet oppe under min jobsøgning?

Hej.
Jeg får enten afslag eller hører aldrig fra de virksomheder, jeg søger hos. Hvordan holder jeg modet oppe?
Venlig hilsen
Frustreret jobsøger

Kære læser!
Tak for dit spørgsmål.

Det er helt naturligt, at det kan være svært at bevare motivationen og engagementet undervejs som jobsøger. For jobsøgning er hårdt arbejde og kan, indtil du får næste job, være fyldt med frustration og afslag.

Da jobsøgning er en salgssituation, der kræver både overskud og energi, er det allervigtigste, at du får skabt en hverdag, hvor du trives. For trivsel og præstation hænger sammen.

Det er vores erfaring i karriererådgivningen, at det er væsentligt, at du som jobsøger sideløbende har gang i aktiviteter, som fylder dig med energi, og hvor du oplever, at du præsterer. Det kan være gennem diverse fritidsinteresser, frivilligt arbejde, sport eller lignende. Gør disse ting på nye måder. Det vil fremme din optimisme og robusthed i hverdagen, og det vil have en afsmittende effekt på dig.

Mange jobsøgere oplever, at de isolerer sig eller mister deres netværk. De underkender betydningen af nære relationer. Så for at du kan bevare modet og komme ud af grublerierne, kan den bedste medicin være at dyrke og styrke nære og gode relationer – personer, som kan støtte dig, give dig feedback og bakke dig op undervejs.

Samtidig er det vigtigt, at jobsøgning ikke fylder hele dit liv. Beslut dig for, hvor mange timer om ugen du vil søge job. Og sørg for at holde fri og nyde dit liv i de øvrige timer. Sæt dig delmål for jobsøgningen undervejs, så du løbende oplever, at du gør noget, der lykkes.

Sidst, men ikke mindst er det vigtigt at forsøge at blive klogere på, hvad der ligger til grund for afslagene. Prøv at følge op på dem. Kontakt virksomhederne og undersøg, hvis det er muligt, hvad der er forklaringen på, at de valgte en anden. Bed dem om at komme med gode råd til, hvordan du fremadrettet kan forbedre dine jobsøgningschancer. Den viden kan du bruge til at lave en handleplan for, hvordan du kommer godt videre til dit næste job.

Du ønskes held og lykke - også med at holde modet oppe.

Med venlig hilsen
Jeanette Svendsen

Har du brug for hjælp og inspiration til din karriere, så skriv til Jobfinders karrierepanel på: Community@jobfinder.dk og følg os på Facebook og Twitter

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten