Derfor kan vi i dag, præcis som fysikerne på Los Alamos gjorde i 1950, spørge os selv:
»Hvis muligheden for intelligent liv er til stede i universet, hvorfor har vi så ikke mødt noget af det endnu?«
Fordi forventningen/håbet, som er strategien, er identisk med en forestillingsevne, de fordomme, der sætter genstanden for opmærksomhed, dvs. det som danner kriteriet for hvornår mennesket skulle være kommet i mål med jagten på det intelligente liv, hvor det i stedet er selve forestillingsevnen, den virtuelle værdi, skabt af menneskets forestillingsevne og tilhørende denne evne, der er sin egen største trold og dermed sandhedens sted, eller sagt på en anden måde: Når mennesket ikke har fundet intelligent liv i universet, så er det fordi, det er så latterligt ubegavet ude af stand til at se andre former for identitet for sig, end dem det identificerer sig med i det daglige, altså fordi der heller ikke er intelligent liv på jorden.
Forestillingsevnen er sin egen troldmand, og den tilhører mennesket med de begrænsninger, der knytter sig til de fortællinger, som det udlever i et og alt, også selv om det bilder sig ind at tale om viden.
Det moderne samfund deler den illusion, der gør det muligt at fortsætte den nuværende sociale praksis. Sandsynligheden for at løsningen på menneskets selvskabte problemer ligger inden for denne praksis, er lille. Derfor er mennesket så latterligt ubegavet, dvs. tek-fix proselytter, shamaner og troende alt ud i marsmænd og andre virtuelle værdier, grønne revolutioner, evig økonomisk vækst osv.
Løsningen på de problemer, dvs. troen på det tekniske fix såvel som det fattige billede på en marsmand af samme familie som mennesket selv fra det ydre rum er det inkarnerede udtryk for håbet som strategi. Man vil gerne tale om viden, men uanset hvor meget man benægter, at man står for håbet som strategi, så er det troen/håbet der er den egentlige strategi, forestillingsevnen, de virtuelle værdier, også i jagten på løsningen på de problemer der kommer af troen på teknikken som løsning: https://ing.dk/artikel/analyse-vi-har-stor...
Intelligens er et forlegenhedsbegreb, dvs. udtryk for det forhold, at iagttageren af sig selv og andre ikke kan redegøre for, hvordan denne og andre kommer i mål med løsningerne på de fattige opgaveformuleringer, som det danner og ser for sig.
Selve identificeringen af sig selv med sig selv, der finder sted i det svage menneskelige sind, hver gang dette stabler følelsen for og illusionen om det forfængelige jeg på benene, er konstruktionen, et resultat af forestillingsevnen, et "selvbedrag".
Identiteten, jeget som det opleves og skabes af og for en afgrænset bevidsthed, lever og opstår på bevidsthedens nåde, hvor den optræder "som om" den var forudgående og bærende for selve bevidstheden. Men hvis det er omvendt, dvs. bevidstheden der skaber billedet på identieten, ikke identiteten der bærer sin bevidsthed, og hvis mennesket leder efter en og samme identitet i sig selv med udgangspunkt i selvbedraget, dvs. i sit indre univers, så er bevidstheden sin egen troldmand her, såvel som når det leder efter intelligent liv i det store univers.
Iflg. det ypperste, der findes af viden, og som der kan vides om universet, så kan alt reduceres til struktureret energi, altså bundet potentiale for forandring. Masse er bundet enegi, hvis omfang skifter i tid og rum med tid og rum. Når elementarpartiklerne kan iagttages på noget, der minder om jordisk makroplan, så er det fordi de simpelt hen vokser, tiltager sig masse med den tilførte energi, sin position i tid og rum.
Hverken rum eller tid er absolutte størrelser, da de ændrer sig relativt som konsekvens af energiens overgange.
Det intelligente liv og marsmanden fra det ydre rum tilhører en fortælling, håbet som strategi. I sig selv er ingen af delene.