Hvis du vil skifte karriere, må du gøde jorden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hvis du vil skifte karriere, må du gøde jorden

Illustration: Lars Refn

Internt jobskifte er den ideelle løsning, når medarbejdere drømmer om nye udfordringer, mener Malene Nygaard Kristensen, der er afdelingsleder i Rail hos det rådgivende ingeniørfirma Niras:

»Det er med til at skabe stærke tværfaglige miljøer, fordi de kender huset og kan tage fat fra dag ét. Der ligger også meget anerkendelse i, at folk vælger at blive i huset, når de får mulighed for at prøve noget andet,« mener hun.

Røntgensyn er en fordel

Malene Nygaard Kristensen oplever, at der er stor forskel på, hvor ­direkte medarbejderne udtrykker deres ønsker, og hvor afklarede de er. De fleste ved godt, hvad de ­ikke har lyst til, mens det kan være sværere at pege på, hvad de præcist ønsker sig.

»Som afdelingsleder skal du have lidt røntgensyn for at se, hvilken hylde folk passer ind på. Hvis du ikke kan det, forsvinder de et andet sted hen, eller de mistrives. Vi lever af, at folk yder deres bedste, og derfor skal de helst være glade og tilfredse,« siger hun.

Lederen skal være lydhør

Nysgerrighed og lydhørhed er vigtige egenskaber, hvis man som leder skal hjælpe medarbejdere på rette karrierevej, forklarer Malene Nygaard Kristensen.

»Man skal kende de medarbejdere, man er leder for. Vide, hvilke opgaver de synes er sjove; om det er Excel-regneark eller at snakke med kunderne. Spørge dem, hvornår det har været en god arbejdsdag, og hvordan det bliver endnu bedre,« eksemplificerer hun.

Læs også: Internt jobskifte opfyldte karrieredrøm

Karrieredrømme kan sjældent opfyldes med et fingerknips, og mange kan måske aldrig blive til noget, pointerer Malene Nygaard Kristensen.

Hun ser det derfor som sin opgave at have en åben og ærlig samtale med medarbejderne:

»Nogle ting kan vi ikke indfri, og derfor er det vigtigt at være ærlig. Er du det, og hjælper du dem videre internt eller eksternt, vil de fremover tale godt om virksomheden og måske komme tilbage igen,« forklarer hun.

Mangel på anerkendelse

I visse tilfælde kan ønsket om et internt karriereskifte dække over andre ting, som når den dygtige specialist udtrykker et ønske om for eksempel at blive projektleder:

»Når det sker, spørger jeg om motivationen bag målet og om, hvordan de opfatter den rolle, de vil have. Ofte viser det sig, at de i virkeligheden har behov for at høre, at det, de laver, er vigtigt. At de ikke har fået anerkendelse nok.«

Hvis man går med uopfyldte karrieredrømme, kommer man ikke uden om en snak med sin nærmeste leder.

Man skal også finde ud af, hvad man vil på kort og på langt sigt, og hvordan man udfylder den nye ­rolle. Sidst, men ikke mindst skal man begynde at agere, som om man allerede havde fået den nye rolle, anbefaler Malene Nygaard Kristensen:

»Hvis du gerne vil være projektleder, så sæt et mål op om at udvise ansvar, når du kommer med på et projekt. I stedet for at surmule over, at en anden er blevet projektleder, så vær klar til at hjælpe, og udfyld den rolle, du gerne vil have. Så bliver det tydeligt for alle, at du skal være projektleder, fordi du allerede agerer rigtigt.«

Læs også: Samarbejde om et bord ledte bygningsingeniør til karriereskift

Emner : Ledelse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten