Hvert 7. job i vindmølleindustrien væk

Fyresedlerne er blevet uddelt med rund hånd i vindmølleindustrien i år. Og det er ikke slut endnu.

I går varslede danske LM Glasfiber, der fremstiller vindmøllevinger, fyring af 700 mand på koncernens to jyske fabrikker.

Det er blot den seneste af en række fyringsrunder på landets store vindmøllevirksomheder.

For et år siden toppede branchen med mere end 28.000 ansatte, men siden er hver syvende forsvundet, viser en opgørelse, som brancheorganisationen Vindmølleindustrien har foretaget for Politiken.

»Vi øger produktionen, hvor der er stor efterspørgsel og stort potentiale. Samtidig er vi nødt til at skære ned, hvor efterspørgslen er faldet som følge af den globale krise, og det er beklageligvis tilfældet i Europa,« lyder forklaringen fra produktionsdirektør Iain Gow, LM Glasfiber, til Politiken.

LM Glasfiber har i tre omgange skilt sig af med flere end 1.500 medarbejdere, Vestas har sagt farvel til knapt 1.300, og den anden danske vindmøllegigant Siemens Windpower til 400.

»Det er en trist dag, når to fabrikker bliver lukket«, siger direktør Jan Hylleberg, Vindmølleindustrien, der repræsenterer mere 200 firmaer, til Politiken.

»Det er svært at skaffe penge til vindmølleprojekter i Europa. Og ofte skal der flere investorer ind, hvilket gør processen mere kompliceret,« tilføjer han.

Jan Hylleberg forudser flere jobtab fremover, hvis der ikke bliver truffet beslutninger snart.

»Der er ikke planer for udbygningen af vindkraft fra 2012. Vi venter på, at Folketinget opstiller en målsætning frem til 2020«, siger han til Politiken.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kære regering

Kom nu ind i kampen og lav nogle gode tilskudsordninger igen og se at få nogle gigantprojekter med havmølleparker stablet på benene i en fart og brug nogle af skattekronerne på det. Inden vi taber vores føretrøje helt på dette område, ingeniører, kantinedamer og industriarbejdere kan alligevel ikke bruge flere skattelettelser til at købe flere udenlandsk producerede computere og fladskærmstv´er for og købe flere udenlandsrejser, når de er arbejdsløse. De vil sikkert meget hellere bevare deres job, tror jeg, så får de jo nok råd til det alligevel. I kan lige nå det inden klimatopmødet!

  • 0
  • 0

Ja og det blir meget værre.. connie og hendes grønne arbejds pladser.. hvor mange har vi fået? Nej udlandet overhaler os snart. tilskudsordninger. tror nærmere prisen skal ned, og det kunne man jo gøre ved og lette i bundskatten i stedet for topskatten så arbejdene som laver vindmøller kunne få bedre realløn men mindre udgift for fabrikanten..

  • 0
  • 0

Kære Steven Simonsen

Hvad er det lige du synes den danske regering skulle gøre? Tja - lad os sætte lidt tal på....

700 medarbejdere ved LM Glasfiber skal nok generere en omsætning på ca 1 Mia kr for at der er en fornuftig forretning i det. Hvis man nu forestiller sig, at vingerne nok koster ca 2 Mio pr MW, så skal de altså fremstille hvad der svarer til 500 MW vindmøllekapacitet pr år.

Det svarer til 1/6 af den totale installerede kapacitet i Danmark.

Nu er der så den yderligere detalje, at det danske marked normalt dækkes for en stor del af Siemens og Vestas, der ikke køber deres vinger af LM, så selv om der virkeligt kom gang i det danske marked, så ville LMs andel af dette marked formentlig være ganske lille - væsentlig mindre, end deres verdensmarkedsandel.

Så skulle regeringen redde de 700 arbejdspladser på LM, så skulle de nok stable et program på benene, hvor der årligt installeres lige så mange MW vindmøller som vi allerede har i drift i dag.

Det er der næppe nogen med bare en smule kendskab til det danske elnet der vil betragte som en ansvarlig politik.

500 MW svarer ca til 1/3 af den årlige installerede kapacitet i Tyskland. Måske skal vi overveje at vende den lidt rundt, og i stedet glæde os over at vi i så lang tid har kunne beskæftige danske medarbejdere med at producere så mange vinger. Det er en beskæftigelseseffekt der er kommet af vi har været first-mover i Danmark på vindmølleområde. Det kan vindmølleindustrien med god grund være stolte af - nedskæringerne til trods.

  • 0
  • 0

Som svar på ovenstående er jeg da udemærket klar over at det danske marked er ubetydeligt lille og ikke kan danne grundlag for nogen større produktion kun baseret til det danske marked, mit indlæg var såmænd bare ment som en provokation til den danske regering som trænger til at få arbejdstøjet på, for ikke at tabe alt for meget af den viden som gemmer sig ude på produktionsvirksomhederne, når først produktionen er væk, har ingeniører og andre udviklere ikke en stor legeplads og lave eksperimenter til gavn for Danmark på, det skader alle. Og alternativ energi bliver nok aldrig en stor overskudsforretning i lille Danmark, men hvis vi kan sælge alt isenkrammet til udlandet så er det straks en anden sag. Jeg mener at den danske regering danser rundt om den varme energi og klimatopmøde grød uden at turde smage på den, og gøre noget som helst andet end at snakke, for tænk nu hvis brancherne (ikke kun vindenergi) skal hjælpes igang med tilskud, det går jo ikke, så hellere lad kinesere og andre opfindsomme folk løbe med jobbene. Hvis dette indlæg skulle provokere regeringsrelaterede personer, er det netop meningen, da de trænger til at komme i arbejdstøjet, istedet for bare at snakke om de mål de har for fremtiden!

  • 0
  • 0

Jeg tror ikke det er muligt at vi på planøkonomisk facon holder liv i virksomheder som ikke kan klare sig.

Industrieventyr har deres tid, når den er gået må man håbe at der dukker noget nyt op. General Motors fabrik i København er lukket, vi laver ikke længere fjernsyn i Horsens osv.

Hver gang skabes en viden når noget opstår og hver gang noget slutter forsvinder vor viden også.

Før i tiden gik det langsommere men historien om Wordperfect lærte os at det kan gå endog meget hurtigt.

Vi må nok acceptere at vi ikke kan bevare meget af vindmølleindustrien her i landet med vort omkostningsniveau for selv om samfundet har ofret enorme summer på at stable denne industri på benene så er det ikke muligt at støtte længere når man opnår en størrelse så man skal ud i international konkurrence.

Så man kan sige at eventyret er ved at være forbi og vi begiver os nu ind i oprydningsfasen hvor den primære opgave bliver at rydde op i de ordninger der har givet øgede omkostninger i samfundet så kommende virksomheder og beskæftigelsesmuligheder ikke bremses.

Og udsigterne for vor vindmølleindustri: Det er jo tunge komponenter der fremstilles så noget vil der sikkert kunne bevares her i Europa, men her bliver det måske afgørende for overlevelsen om virksomhederne forstår at se vindkraft som en del af et samlet energisystem, eller de blot bevidstløst producerer vindmøller?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten