Hvert 20. minirenseanlæg sender for meget skidt ud i naturen

Godt 10 procent af minirenseanlæg-producenten Biokubes anlæg overholdt ikke rensekravene til spildevand i 2012. Og fem procent havde problemer med overbelastning som dem, som Ingeniøren beskrev i sidste uge.

30.000 danske husstande i det åbne land skal inden 2015 rense deres spildevand bedre, og det kan de for eksempel gøre igennem et minirenseanlæg.

En gennemgang af de renseresultater, som Biokube viser på sin hjemmeside, viser dog, at 10 procent enten er markeret med gult eller rødt. Gult indikerer en mekanisk fejl, der gør, at rensekravene ikke overholdes. Rødt betyder en overbelastning af anlægget - for eksempel fordi der er flere personer i husstanden, end anlægget er dimensioneret til.

Fare for slamflugt

Hvis bundfældningstanken er for lille, falder alt det tunge organiske materiale ikke til bunds, fordi vandet løber for hurtigt gennem tanken, og så sker der en såkaldt slamflugt.

Det betyder, at selve renseanlægget bliver overbelastet, og så er der ikke er nok ilt til at nedbryde det organiske materiale, der er i spildevandet. Med for høje udledningstal til følge.

Direktør i Biokube Morten Brix fortæller, at hans teknikere og miljøingeniør oplever, at de røde markeringer typisk skyldes, at der bor for mange i husstanden, eller at der er tale om en gård, som om sommeren driver bed & breakfast.

Ingeniøren har tidligere fortalt om husejeren Allan Dahl i Sorø, hvis anlæg var overbelastet, så det dannede for meget slam og udledte for megen fosfor.

Læs også: Familie sorteper i trekantsdrama om dimensionering af privat rensningsanlæg

Så alle de røde og gule markeringer tyder vel på, at Allan Dahl ikke er alene om at have problemer med overbelastning?

»Allan Dahl er alene om at have problemet i lang tid, fordi han ikke ville tage imod vores løsning af problemet. Det, du ser i renseresultaterne, er et øjebliksbillede, som vi afhjælper inden for kort tid,« svarer Morten Brix.

Han understreger, at udledningen fra et Biokube-anlæg kun er halvdelen af det tilladte. Han mener, at kritikken bør rettes mod kloakmestrene, kommunen eller hele typegodkendelsen, da anlæggene sælges som hyldevarer i byggemarkederne.

Kloakmesterens ansvar

Tidligere formand for Danske Kloakmestre og nuværende kloakmester og direktør i videndelingsportalen Vand og Miljø Verner H. Kristiansen er helt enig med Morten Brix og går endda så langt som til at give sine egne fæller hele ansvaret.

»Det er kloakmesterens ansvar at krydse af det rigtige sted i ansøgningen til kommunen. Det er derfor, han er autoriseret,« slår han fast.

Det er også kloakmesteren, der køber anlægget. Så det er ham, der skal ud til familien, for at se på, hvor meget de bruger af vand, og hvor mange personer der er i familien, fortsætter Verner H. Kristiansen.

Jeg ville aldrig anbefale et 5 PE-anlæg til seks personer. Ellers ville det svare til at sælge en Suzuki Alto til en familie på seks.Verner H. Kristiansen

»Jeg ville aldrig anbefale et 5 PE-anlæg til seks personer. Ellers ville det svare til at sælge en Suzuki Alto til en familie på seks.«

Kloakmesteren mener, at økonomi kan være en afgørende årsag til, at flere familier oplever, at deres anlæg er overbelastede.

»Det skal være billigst muligt alle steder, og hvis husejeren taler med flere kloakmestre, og de andre har foreslået et 5 PE i stedet for 10 PE, så kan det være nemt for familien at vælge det billigste og håbe på, at det går. Måske går nogle kloakmestre på kompromis,« vurderer han.

Verner H. Kristiansen kalder problematikken ‘toppen af isbjerget’, fordi Biokube er den eneste af de fire producenter på det danske marked, der lægger renseresultater ud til offentlig skue.

Ingeniøren hører meget gerne fra dig, hvis du har problemer med et anlæg fra en af de andre producenter: New-Line, KWH-Pipe eller Watersystems. Skriv til jrh@ing.dk

Emner : Vandmiljø
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad gør man så, hvis man har anskaffet sig et minirenseanlæg til to personer og efter x antal år ønsker at flytte? Skal man så skrive i boligannoncen at der maksimalt må flytte to personer ind? Det kan vel umuligt være meningen med ordningen?

  • 0
  • 0

Det protesterede jeg lidt over, da vores hus er 65 kvm- og to rum.

Der kan ikke bo ret mange, men det er lovkrav.

Hvad de glemte at sige, nu vi får 400 kr tilbage I vandafledningsafgigt er: Det koster rundt regnet 2-3000/år I vwedligehold, og at man kan regne med at pumpen nok står af- efter nogen år. Altså + ny pumpe.

Nu har vi ikke problemer med vores, vi er også færre personer end, det er dimensioneret til.

Når du flytter- så er anlægget I BRF formodentligt opgivet til at være 5P.

Mvh Tine- ja det er dyrt!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten