Hver tredje svensker drikker vand med skadelige fluorstoffer

Efter fund af alarmerende høje niveauer af perfluorerede stoffer (PFAA) i fem kommuner i Sverige de seneste år har myndighederne netop afsluttet en national kortlægning. Resultatet er både overraskende og beroligende, lyder det fra den svenske fødevarestyrelse, Livsmedelsverket.

Kortlægningen viser nemlig, at hele 109 drikkevandsindvindinger i 65 kommuner er påvirket af fluorstoffer, og det overrasker myndighederne at finde så stor spredning af stofferne. På den anden side har ingen målinger fået alarmklokkerne til at ringe endsige ført til nye lukninger af drikkevandsindvindinger.

»Så vidt vi ved, får ingen svenskere høje niveauer nu. De værker, som har haft høje niveauer, har løst problemet ved at lukke brønde, indsat kulfiltre eller lukket vandværker,« siger statsinspektør Torbjörn Lindberg til Tekniske Ukeblad.

Siden studerende i 2011 første gang målte fluorstoffer i drikkevand fra deres vandhaner i Stockholm, har de svenske myndigheder over de seneste år fået stadig større fokus på problemet.

Læs også: Derfor blev fluorstoffer i drikkevandet en af Sveriges værste miljøsager

Myndighederne har lukket værker og brønde og har udsendt anbefalinger til både borgere, embedslæger, kommuner, vandværker, forsvarets drikkevandsindvindinger og kontrolmyndigheder. Instruktioner er afsendt med e-post fra myndighederne med deadline for svar, og Livsmedelsverket har gentagne gange rykket kommuner og andre for svar for at sikre sig så en omfattende kortlægning som mulig.

De svenske myndigheders reaktion står i stærk kontrast til de danske myndigheders, der efter fund af meget høje niveauer af fluorstoffer i grundvandet flere steder i Danmark blot sendte et dataark med målingerne til kommunernes fælles postkasse og aldrig fulgte op på sagen.

Da Ingeniøren undersøgte sagen, viste det sig, at de relevante folk i kommunerne enten ikke havde modtaget målingerne eller ikke havde forholdt sig til dem. Derfor kunne ingen garantere, at drikkevandet i Danmark ikke var forurenet med fluorstoffer.

Læs også: Fluorstoffer: Tag med Ingeniøren gennem myndighedernes uendelige telefonkæde

Myndighedernes håndtering af sagen i Danmark blev voldsomt kritiseret af førende forskere, repræsentanter for de danske vandværker samt politiske ordførere.

Læs også: Massiv kritik: Giftige fluorstoffer får Miljøministeriet til at stikke hovedet i busken

Kritikken fik miljøminister Kirsten Brosbøll (S) til at gå ind i sagen i slutningen af september. Hun beordrede Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen til at sikre, at kommunerne følger op på fundene af fluorstoffer i grundvandet og får foretaget en faglig vurdering af, om giftige fluorstoffer fra grundvandet under især brandøvelsespladser kan udgøre en risiko for drikkevandet.

Læs også: Minister sætter styrelser på plads: I skal sikre drikkevand uden fluorstoffer

De danske myndigheder har ikke på nuværende tidspunkt planer om en national undersøgelse af drikkevandet for fluorstoffer, men har foretaget to mindre screeninger af grundvandet enkelte steder i Danmark og arbejder på at udforme et sæt grænseværdier for fluorstoffer, så kommunerne bedre kan forholde sig til, om fund er et problem.

Myndigheder: Overvåg drikkevandet løbende

I Sverige mangler kun en procent af drikkevandsindvindingerne at blive tjekket for fluorstoffer, men det forventer generaldirektør for Livsmedelsverket Stig Orustfjord at få styr på hurtigst muligt.

»Det vigtigste har været, at kommuner så hurtigt som muligt identificerer, hvilke drikkevandsressourcer der har haft høje niveauer, og at de sørger for, at de ikke anvendes til drikkevand,« siger han i en pressemeddelelse og fortsætter.

»Men det er vigtigt, at kommunerne ikke nøjes med det nuværende testresultat, men fortsætter med at kontrollerer vandet for forekomster af PFAA, fordi det her er gift, som kan flytte sig i naturen,« siger han.

Kortlægningen har også indsamlet viden om fluorstoffer i fisk, og i 18 indvindingsområder foregår der kommercielt fiskeri, hvor der i de fleste tilfælde er fundet fluorstoffer i fiskene.

»I de områder, hvor drikkevandet ikke er påvirket af fluorstoffer, er fisk den største eksponeringskilde selv i de tilfælde, hvor niveauerne i fisk er relativt lave,« skriver Livsmedelsverket i sin pressemeddelelse.

Undersøgelserne af fisk er led i en systematisk overvågning af PFAA for at kende alle tænkelige måder, fluorstofferne ender i menneskekroppen på. Og Livsmedelsverket anbefaler at skære ned på indtaget af fisk, hvis man på andre måder er udsat for fluorstoffer i dagligdagen.

»Fisk med forhøjede niveauer risikerer at give et meget stort bidrag til den totale eksponering, i værste fald eksponering over det såkaldte TDI (tolerabelt dagligt indtag),« skriver Livsmedelsverket i sin pressemeddelelse.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvor kommer disse skadelige flourstoffer i grundvandet fra???

Til forskel fra de "gode" og "sunde" fluorstoffer, som bliver tilsat tandpasta, tyggegummi og andet er disse her jo skadelige, men hvor kommer de fra? hvordan er det havnet i vores grundvand??

  • 0
  • 0

Til forskel fra de "gode" og "sunde" fluorstoffer, som bliver tilsat tandpasta,

Jeg er glad for dine gåseøjne :)

http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/er-f...

Fluorid er dog i sig selv heller ikke et helt uskyldigt stof. Stærke koncentrationer af fluorid har været brugt som rottegift.

Der skal dog et helt gram fluorid til, før du kan få en akut forgiftning og komme i livsfare – altså ca. 6,5 tuber tandpasta på en gang

Visse fluor stoffer har været brugt i bl.a. brandsluknings skum. Steder som har været brugt til brandøvelser kan være kraftigt forurenet med fluor.

Se evt http://ing.dk/artikel/forskere-om-giftige-...

  • 1
  • 0

Ja og nazisterne tilsatte "god flour" til fangernes drikkevand for at gøre dem apatiske og mindske flugt trang.

Så ud over den gift industrien sniger i os gennem deres produkter, hvor kommer flour i vores grundvand fra??

Jeg har nu spurt i flere tråde, uden at få så meget som et gæt - måske er det det som flour gør ved hjernen....

HVOR KOMMER FLOUR I VORES GRUNDVAND FRA???

  • 0
  • 2

Virkelig godt, jeg syntes at det her er et relevant spørgsmål, men kun en enkelt reality fan, har forsøgt at stemme mig hjem, med tomlen ned, selvfølgelig uden brugbart indhold.

  • 0
  • 0

De værker, som har haft høje niveauer, har løst problemet ved at lukke brønde, indsat kulfiltre eller lukket vandværker

okay, så kulfiltre kan binde og fjerne fluor-stofferne? Det er lige noteret.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten