Hver tredje homoseksuelle ingeniør skjuler sin seksualitet på jobbet

28. juli 2014 kl. 09:00
Knap halvdelen af de homoseksuelle ingeniører ville ønske, at de kunne være mere åbne om deres seksuelle orientering på jobbet, viser engelsk rundspørge.
Artiklen er ældre end 30 dage

34 procent af de homoseksuelle britiske ingeniører vil ikke fortælle åbent om deres seksualitet på jobbet, viser en ny undersøgelse foretaget af ingeniørorganisationen Institution of Engineering and Technology (IET). Det skriver IET’s medlemsblad, E&T.

Blandt både de åbent homoseksuelle og dem, der skjuler det på arbejdspladsen, angiver 46 procent, at de ville ønske, de kunne være mere åbne omkring deres seksualitet på jobbet. Selv en andel af dem, som er sprunget ud på arbejdet, føler sig altså stadig begrænset i en eller anden udstrækning.

Skal dine kompetencer i spil på en ny arbejdsplads? Tjek mulighederne på Jobfinder.

Om årsagerne til angsten for at være helt åben om sin seksualitet angiver en respondent blandt andet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

‘Jeg tror, andre ville miste respekt for mig, hvilket i min position vil kunne påvirke min evne til at få projekterne færdiggjort.’

Fakta
Undersøgelsen er foretaget af ingeniørorganisationen Institution of Engineering and Technology (IET) og bygger på et spørgeskema sendt til organisationens forum for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle medlemmer.

356 respondenter fra 25 lande besvarede spørgeskemaet, langt størstedelen bosiddende i England. Ingen fra Danmark deltog i undersøgelsen.
34 procent havde fortalt om deres seksuelle orientering på arbejdspladsen.
45 procent angav, at de var sprunget ud på arbejdspladsen, men samtidig angav 46 procent af undersøgelsens deltagere, at de ønskede, de kunne være mere åbne omkring deres seksualitet på arbejdspladsen.
17,6 procent af respondenterne føler, at deres seksuelle orientering forhindrer dem i at avancere i karrieren.

Selvom det umiddelbart ikke virker relevant for arbejdspladsen at være opdateret vedrørende, hvad kollegerne foretager sig i soveværelset, kan undertrykt seksualitet på jobbet faktisk omregnes til et sprog, som virksomheden kan forstå.

Revisions- og konsulentgiganten EY (tidligere Ernst & Young) har således tidligere undersøgt, at ansatte på fuldt ud inkluderende arbejdspladser skaber over 600.000 kroner mere i værdi for virksomheden end ansatte, der ikke føler, at de kan være sig selv på jobbet.

Af nogle af besvarelserne, som IET’s eget medlemsblad, E&T, har fremhævet, fremgår det også, at et ikke-inkluderende arbejdsmiljø skaber frustrationer for de homoseksuelle ingeniører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

‘Det ville være en lettelse for første gang i mit liv aldrig at skulle lade, som om jeg er noget, jeg ikke er,’ lyder det fra én respondent, mens en anden skriver:

‘Det ville være lettere ikke at skulle holde to dele af mit liv adskilt. Seksualitet er en lille del af mig, så på jobbet ville jeg gerne, at det ikke var et problem.’

Ikke undersøgt herhjemme

Blot syv procent af ingeniørerne, som er sprunget ud på arbejdspladsen, har oplevet at føle sig direkte diskrimineret af kollegerne. Flere bemærker dog at have oplevet et markant fald i afslappede samtaler med kollegerne, hvilket svækkede den professionelle interaktion, lyder det i E&T’s artikel.

Undersøgelsen er et forsøg på at kaste lys over, om ingeniørfaget i særdeleshed er mere homofjendtligt end andre. Procentsatserne er dog ikke væsentligt forskellige fra lignende generelle studier af homoseksualitet på arbejdspladsen.

»Man kunne konkludere, at der ikke er et stort problem, men jeg tror på, at der vil komme mere frem, når debatten bliver mere åben,« siger præsident for IET Barry Brooks til The Engineer.

Formand for IDAs Selskab for Arbejdsmiljø Mette Elise Larsen oplyser, at problematikken endnu ikke har været undersøgt blandt danske ingeniører.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger