Hvem er kandidaten, der vil hente helium-3 fra månen?
»Helium-3 fra Månen til ubegrænset fusionsenergi på Jorden.« Ingeniøren dækker de tekniske og naturvidenskabelige emner, der er relevante for de to valgkampe op til europaparlamentsvalget 26. maj og folketingsvalget 5. juni.
Klima, energi, infrastruktur og uddannelse er blandt emnerne, når danskerne går til valg i maj og juni.
Mange har nok undret sig over dette valgslogan, der stikker ud fra mængden, når man bevæger sig rundt i det københavnske gadebillede.
Hvor andre kandidater i denne valgkamp har forsøgt sig med plakater af smeltende is, racercykelfotos eller graffitistil for at fange de forbipasserendes opmærksomhed, så har Tom Gillesberg satset på en valgplakat, der viser et fremtidsscenarie, hvor Danmark deltager i en bemandet Måne-mission sammen med USA, Kina og Rusland.
Men hvorfor skal vi overhovedet tale om helium-3 og fusionsenergi i en dansk valgkamp?
»Min filosofi har altid været, at hvis man skal gøre det utænkelige, så må man først gøre det tænkeligt. Det vil sige, at man må italesætte det og gøre folk bevidste om, at der findes noget andet og noget mere spændende,« fortæller Tom Gillesberg over en telefonforbindelse, da Ingeniøren ringer ham op.
Tom Gillesberg stiller op udenfor partierne som løsgænger som repræsentant for organisationen Schiller Instituttets Venner – og det har han gjort ved alle danske valg siden 2005. Undervejs har han slået sig op på mere eller mindre mystiske slogans såsom »Glass-Steagal eller kaos!« og med visionen om en magnettogsforbindelse over Kattegat.
Samtidig har Tom Gillesberg haft nogle sært profetiske øjeblikke. Eksempelvis som da han under valgkampen i 2007 blev interviewet af Berlingske under overskriften »Hvad har du gang i, Tom Gillesberg?«:
Hvornår kommer finanskrakket?, spurgte Berlingskes journalist dengang.
»Det er det store spørgsmål. Men et godt bud er slutningen af dette år eller begyndelsen af næste år,« svarede Gillesberg.
Knap et år efter interviewet skete Lehmann Brothers-krakket i september 2008, der af flere ses som startskuddet til finanskrisen.
Fusionsenergi som løsning på klimakrisen
I årets valgkamp er Tom Gillesberg særligt optaget af klimakrisen – eller snarere af det, som han anser for forkerte løsninger på klimakrisen.
»Man er ved at fange folk i en mental fælde, når man bilder folk ind, at der er grænser for vækst. At løsningen ikke ligger i udvikling og vækst, men i at spare og begrænse udviklingen. At vi trækker os tilbage som dominerende kraft. Det mener jeg ville være det værste, vi kunne gøre.«
I stedet opfordrer han til, at vi ser på situationen fra et nyt perspektiv. Ikke bare fra helikopterperspektiv – men fra et rumskib, der svæver højt over Månen.
Helium-3 er en variant af grundstoffet helium, som er yderst sjælden på Jorden. Til gengæld findes isotopen i stor stil på Månen, hvor der ikke findes nogen beskyttende atmosfære eller magnetfelt, der holder helium-3 ude. Flere forskere har teoretiseret, at isotopen vil kunne bruges til at skabe ekstremt store mængder af energi uden forurening.
»Hvis man er bekymret for, at vi udleder for mange fossile brændsler, så bør vi ikke smide penge ud af vinduet ved at satse på såkaldt grøn omstilling baseret på primitiv teknologi som vind- og solenergi. De har en ekstremt lav energigennemstrømningstæthed og derfor mange begrænsninger. Skal man have meget energi, skal man have ekstremt mange vindmøller,« fortæller Tom Gillesberg og fortsætter entusiastisk:
»Fusionsenergi er derimod måske en lidt længere vej og lidt større indsats – men til gengæld er mulighederne ubegrænsede!«
Men Tom – er du med på, at diskussionen omkring fusionskraft stadig befinder sig på et meget teoretisk plan?
»Nej! Det er der, hvor forskellen på det vestlige paradigme og den kinesiske tankegang viser sig. I Kina tænker man, at hvis det her gælder menneskehedens fremtid, så må man hellere gå i gang med den. For ti år siden havde Kina ikke et rumprogram – og i dag har de verdens mest ambitiøse rumprogram. For mange virker det som science fiction. Men for Kina er det et skridt på vejen, som man arbejder meget målrettet henimod.«
Mere lydhørhed i Kina
Ved sidste folketingsvalg fik Tom Gillesberg 149 personlige stemmer. Dermed er der lange udsigter til at gøre Jacob Haugaard kunsten efter.
Han blev i 1994 valgt med 23.253 personlige stemmer og er hidtil den eneste, der er blevet valgt som løsgænger. Derfor indrømmer Tom Gillesberg da også, at hans mission indimellem kan synes lidt op ad bakke.
»Her i Danmark må vi bare sige, at lydhørheden ikke har været så stor, som den har været i andre lande. Eksempelvis i Kina.«
Hvad mener du med det? Hvordan kommer jeres politiske visioner til udtryk i Kina?
»Jamen, tag hele det her ’et Bælte, en vej’-projekt. Det er mere eller mindre det, vi som organisation har arbejdet for,« svarer Tom Gillesberg med henvisning til Kinas store planer om en ny silkevej, der skal skabe nye handelsruter fra Kina til Europa og Afrika.
Men det er vel ikke jer, der har inspireret kineserne til denne plan?
»Det er ikke udelukkende os. Men der er nogle slående ligheder i filosofien. Det er jo punkt for punkt, nøjagtig hvad vi har advokeret for. Jeg må da sige, at jeg har været aktiv med det her siden 1982, og jeg tror ikke, at Kina ville være, hvor de er i dag, hvis det ikke var for os.«
Med 'os' refererer Tom Gillesberg til Schiller Instituttet, der selv betegner sig som en international og økonomisk tænketank med hovedkvarter i Tyskland og USA. Instituttet er tæt forbundet med LaRouche-bevægelsen, der blev grundlagt af den kontroversielle amerikanske politiker Lyndon LaRouche, der i en nekrolog af New York Times Magazine blev kaldt for en politisk kultleder.
En politisk revolution
Ifølge Tom Gillesberg er det helt op til os selv, hvornår vi kommer til at beherske fusionsenergi. Det er ikke noget, der sker indenfor de næste par år – men hvis vi som verdenssamfund samarbejder om det, så er han overbevist om, at det er en mulighed indenfor de næste ti, tyve eller tredive år.
Medmindre der sker noget yderst overraskende, så bliver det dog ikke med Tom Gillesberg ved roret, at denne opdagelse slår igennem.
Hvis det nu sker, at du heller ikke bliver valgt ind denne gang, hvad håber du så, at folk tager med fra din valgkampagne?
»Først og fremmest har jeg et håb om, at der er nogen derude, der har set min valgkampagne og smilet eller grinet – men som faktisk også er kommet til at tænke af den,« svarer han og fortsætter:
»Og så håber jeg, at der sidder nogle unge piger derude, der har set plakaten og siger: ’Den der astronaut – det er mig!’. At der er nogle unge mennesker, der får lyst til at engagere sig i rigtige ideer og store visioner. Som ikke lader sig begrænse af den nuværende tidsånd.«
Men bare fordi det ikke er realistisk, så kan man stadig drømme:
»Tror jeg, at jeg bliver valgt? Altså … Sandsynligheden taler jo imod det. Men hvis jeg blev valgt, ville det så gøre en forskel? Det ville det. Det ville være en politisk revolution.«
