Hvem ender med Sorteper: Strømkabler smelter på nye grafikkort

6. december 2022 kl. 15:1412
Hvem ender med Sorteper: Strømkabler smelter på nye grafikkort
En nyt 16 bens strømforsyning til grafikkort risikerer at bryde i brand, hvis det ikke monteres korrekt. Illustration: PCI-SIG.
50 gange er Nvidias nye flagskib, RTX 4090-grafikkort, brudt i brand eller smeltet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det kan være brandfarligt at spille computerspil med den nye kraftige grafikkortserie RTX 4090 fra Nvidia, hvis du ikke har sikret dig, at strømkablet er trykket helt i bund.

Nvidia oplyser selv, at de kender til 50 eksempler globalt, hvor strømkablet enten er smeltet eller brudt i brand på grund af overophedning.

»Vores hidtidige resultater viser, at et almindeligt problem er, at stikkene ikke er sat helt i grafikkortet,« skriver Nvidia i et supportforum.

»For at sikre, at stikket sidder godt fast, anbefaler vi, at du først sætter powerdonglen i grafikkortet for at sikre, at den sidder fast og jævnt i stikket, før du sætter grafikkortet i bundkortet.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ganske få millimeter, der drejer sig om. Her kan du se forskellen på, at strømkablet er ordentligt i bund og ikke i bund:

Illustration: Nvidia.

Strømkablet er et såkaldt 12VHPWR konnektor, der kan håndtere 600 W, hvor de eksisterende 8-bens stik kun leverer op til 150W hver.

Det er derfor, der er brug for to eller nogle gange endda tre af de stik. Netop strømforsyningen har længe været en flaskehals hos grafikkort.

Det nye 16-bens stik vil dog kunne levere nok strøm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dog har de færreste PC-strømforsyninger endnu den fornødne 16-bens port, og derfor medfølger der en adapter, som Nvidia kalder en powerdongle, der passer ind i de mere udbredte 8-bens porte.

PCIe

Peripheral Component Interconnect Express(PCIe), er en af ​​de to hovedforbindelser, der giver dig mulighed for at forbinde forskellige perifere enheder inklusive grafikkort, eksterne SSD-hardiske, capture-kort og lignende til din computerenhed.

PCI-SIG angiver, at hver ben i hovedblokken på 12VHPWR understøtter op til 9.2A. Det giver op til 55.2A for hele stikket med en maksimal understøttet effektbelastning på 662.4W. Og med tolerancer ender du med 600W.


Da de første meldinger om brand og smeltede kabler dukkede op, blev adapteren udpeget som årsagen til overophedning. Men ifølge Nvidia skyldes fejlen snarere, at brugerne ikke får monteret strømkablet korrekt, og brugerne presser grafikkortet til det yderste: Klokfrekvensen kan komme op på 3 GHz ved overbelastning.

Den belastning, kombineret med et forkert monteret strømkabel, er nok til at overophede kablet.

Standardorgan: Det er ikke vores ansvar

Sagen har fået standardiseringsorganet bag 12VHPWR-kablet, PCI-SIG, op af stolen.

De har travlt med at placere ansvaret for fejlen hos Nvidia, og at problemet ikke er forbundet med selve standard-designet af 12VHPWR.

Producenter af GPU (grafikkort, red.) »skal tage alle de nødvendige og fornuftige foranstaltninger for at sikre slutbrugernes sikkerhed, herunder testning af de rapporterede fejl,« lyder det i en del af en erklæring fra PCI-SIG, hvor de også understreger, at standarden kun fokuserer på interoperabilitet mellem forskelligt udstyr og ikke sikkerhed. Det er op til producenterne selv.

Det er ikke det mest optimale tidspunkt for PCI-SIG, at der meldes om fejl og brand i den nye 12VHPWR-konnektor.

Remote video URL

Den er en del af PCI-SIG’s nye PCIe 5.0-standard for grafikkort, som PCI-SIG håber at vil blive den dominerende standard i løbet af de næste år.

Nvidias potentielt brandfarlige RTX 4090 er ikke fuldstændigt rykket over på PCIe 5.0, men benytter sig alligevel af det nye 16-bens kabel, som er en del af PCIe 5.0.

Nvidias konkurrent, AMD, har allerede udnyttet situationen, og på Twitter har AMD's gaming marketingsdirektør Sasa Marinkovic forsøgt at være morsom ved at skrive: »Stay safe this holiday season« sammen med et billede af to ældre 8-bens konnektorer, som følger med AMD's nyeste grafikkort the RX 7900 XTX og XT.

12 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
11
7. december 2022 kl. 22:02

Det tror jeg bliver løsningen. Nogen havde nok regnet med at stikket allerede var indrettet sådan. For at der kan være kontakt til signalbenene, men ikke tilstrækkelig kontakt til de andre ben kræver det at stikket er trukket skævt. Det virker som en mulighed der er let at overse når man kigger på en 3D-tegning.

10
7. december 2022 kl. 13:31

ikke bare lave de 4 signalben på grafikkortet så korte, at grafik kortet ikke virker, hvis stikket ikke er helt inde?

9
6. december 2022 kl. 22:36

Der bruges Thermistore over alt i computere idag. Så et simpelt fix var en thermistor under stikket. Det er efterhånden en pæn effekt der jongleres med. En anden løsning er fingerskruer i siden, som de gamle VGA stik. Så er der ingen belastning af printkort under isætning og man er ikke i tvivl når den er i bund.

8
6. december 2022 kl. 22:19

Som også bør gælde for software i konsumprodukter! Kunne SW-folk blot afprøve deres indforståede ikke intuitive produkter på et plejehjem eller lignende inden frigivelse.

Ja, eller hos en ældre ingeniør. Jeg må indrømme, at jeg har haft store problemer med at anvende den nye smartphone - først, vil den have lov at bestille pizza i USA, og så vil den ringe til min døde mor... Fatter ikke hvad den nye teknik laver.

7
6. december 2022 kl. 22:10

Man skal ALTID - som udviklingsingeniør - sætte sig ind i brugerens situation, og ALDRIG bare tænke, at det som fungerer helt fint hjemme på mit arbejdsbord også fungerer lige så godt ude hos hr. og fru Hansen, som måske ikke har en teknisk uddannelse.

Som også bør gælde for software i konsumprodukter! Kunne SW-folk blot afprøve deres indforståede ikke intuitive produkter på et plejehjem eller lignende inden frigivelse.

6
6. december 2022 kl. 21:56

Det burde være simpelt at tjekke, at der ikke er for stor spændingsfald over kablet. Når det er store strømme, så er en god idé at tjekke der ikke er for stor effekttab i kabel eller konnektor. Uanset om det er et grafikkort eller en elbil der lades.

5
6. december 2022 kl. 21:53

med et "klik" der angiver korrekt tilslutning.

enig, dog er det til tider ret mange kræfter der skal til for at få "klikket" (hvis det kommer) - et 24 pin, skal vel teknisk set også give en "kliklyd" men jeg har aldrig hørt det. Alt andet lige er det stadig under al kritik at de nye 16 pin stik til GPU'erne kan smelte ved dårlig tilslutning - det er jo en opskaleringen af de gamle 8 pin, men med 12 volt - og ca 450W ved en 4090. Det er dårligt design som skulle være afklaret i forbindelse med implementeringen sammen med RTX 3000 serien, da man alligevel indførte den nye standard.

Meget tydeligt kan 16 pin connectoren ikke klare 600W når de ikke er fuldt tilsluttet, hvormed en ny connecter burde sikre en tilslutning sker - det kunne så også ske ved at sikre nemmere tilslutning, de kan altså være ret svære at få på plads for uerfarne.

3
6. december 2022 kl. 19:42

Jeg kender ikke stikket der, men mon ikke det kræver en del kraft at få det på plads?

Sådanne stik burde kunne tilsluttes uden at printet belastes med en stress der laver mekaniske skader på print. Det er vel mere spørgsmål om aflastningspunkter er tænkt ind i printets montage. Firmaer burde tæste med en tang hvor moment kan måles. Principielt burde der være lagt mindst 40% over den nødvendige kraft før skader kan opstå.

2
6. december 2022 kl. 18:30

Personligt veksler jeg altid mellem at ville sætte stik godt på plads og bekymring for, om den tynde plast eller printpladen knækker. Jeg kender ikke stikket der, men mon ikke det kræver en del kraft at få det på plads? Ellers ville kontakten vel være (endnu) dårligere. Multipliceret med mange ben.

1
6. december 2022 kl. 17:28

"Men ifølge Nvidia skyldes fejlen snarere, at brugerne ikke får monteret strømkablet korrekt, og ... "

Nej, det kan naturligvis ALDRIG være udviklingsingeniørernes fejl ... det er SELVFØLGELIG brugerne, der er for dumme ...

... siger den gamle ingeniør, der har været chef for flere udviklingsafdelinger og været kvalitetschef m.m.

Man skal ALTID - som udviklingsingeniør - sætte sig ind i brugerens situation, og ALDRIG bare tænke, at det som fungerer helt fint hjemme på mit arbejdsbord også fungerer lige så godt ude hos hr. og fru Hansen, som måske ikke har en teknisk uddannelse.

Om det så er Nvidia eller "standardiseringsorganet bag 12VHPWR-kablet, PCI-SIG", der ikke har taget deres sikkerhedsopgave på sig, kan jeg ikke afgøre. Men ansvaret ligger et sted der i mellem.