Bagsiden: Og hvad var det så for nogle kugler?

Illustration: Mads Ring

For et par uger siden bad vi jer om at hjælpe Mads Ring, som havde fundet noget underligt skummateriale på den jyske vestkyst. Det bestod af skumkugler på 4 cm i diameter holdt sammen af en polymer.

Der kom hurtigt et bud fra Per Engberg om, at der måtte være tale om syntaktisk skum, som man bruger som opdriftselement off­shore. Erik Vesti foreslog, at der kunne være tale om en stump af et stødabsorberende element.

Jesper Abell så herefter ud til at slå fast, at der vitterligt måtte være tale om syntaktisk skum, som typisk bruges til afstivning af ubåde eller bøjer og består af et hærdeplastmateriale samt et fyld af kugler til at reducere massen af skummet. Han noterer desuden, at den grønlige coating formentlig er der for at beskytte skummet mod enten vand eller det omgivende materiale.

Det flot uddybede svar fik masser af ‘thumbs up’, og det vil Bagsiden også gerne give, men inden da rundede vi den lige med PUR Teknik i Brovst, som har arbejdet med syntaktisk skum i forbindelse med fremstilling af komponenter til undervandsrobotter.

Her svarer adm. direktør Sten Nielsen, at han er enig i, at Mads Rings fund er et stykke syntaktisk skum, som meget vel kan have været anvendt til undervandsrobotter eller andre installationer på forholdsvist lavt vand.

Han fortæller, at hvis elementet havde været brugt på dybere vand, ville der formentlig være mindre kugler mellem de små kugler for at sikre en bedre pakning i materialet og større opdrift. Men måske har det ikke været nødvendigt, og så kan dette materiale have været billigere.

Hvad angår den grønne skal, forklarer Sten Nielsen, at den ikke så meget er der for at beskytte mod vand, men fordi den sikrer trykstyrken i materialet. I virkeligheden fungerer flamingoen blot som støbekerne til denne skal og kunne sagtens undværes, hvis man ellers havde kunnet få det ud.

Tak for prajet fra jer læsere og den videre uddybning fra Sten Nielsen. Har du også set noget, du gerne vil have et bud på, hvad er, så send os dit spørgsmål, helst ledsaget af et foto, og så lægger vi det ud til den samlede læser-jury via bagsiden@ing.dk. /mst

Illustration: Ingeniøren