Vinylpladen, eller LP’en, dukkede op i 1948 som den teknologiske afløser for 78-pladen.
I 1980 kom CD’en på markedet og indledte den digitale tidsalder. En enorm forbedring, mente mange. Mens LP-salget dykkede, steg CD-salget de næste mange år.
LP’en blev lagt på dødslejet, men døden indtraf ikke.
En hård kerne af analogentusiaster holdt liv i det gamle format, selv om forskellen på salget af CD’er og LP’er var enormt.
Det så ud, som det kun var et spørgsmål om tid, før de sorte 12-tommers plastplader fandt vej til teknologimuseet. Men det er ikke sket endnu, og det bliver mindre og mindre sandsynligt, at det vil ske. En stadigt større gruppe har fundet kærlighed til vinyllyden.
Digital revolution
Mens LP-salget stiger, har den teknisk overlegne CD mødt muren. En stenhård mur bestående af for det første ulovligt downloadet musik, for det andet købt downloadet musik, drevet frem af Apples iTunes, og nu streamet musik med Spotify, Wimp og en række andre aktører i førersædet.
Den digitale lydrevolution ruller videre. Det, man kan reflektere over, er, hvordan forbrugerne har opført sig.
I 90’erne, da DVD’en slog igennem, kom der to varianter af den, som skulle give os endnu bedre lyd: SA-CD og DVD Audio. Begge gjorde det, de lovede, men forbrugerne ignorerede dem.
Lidt af skylden havde industrien nok selv ved ikke at kunne blive enige om et format. En anden grund var, at MP3-afspillerne dukkede op. Og selv om den komprimerede lyd var meget dårligere end CD’en’s, var folk vilde med dem. Specielt da Apple introducerede iPod.
Men selv mægtige Apple har måttet give op mod den enormt populære streaming. I dag står den for omkring 70 procent af al lytning.
Analog overlevelse
Det, som gør streaming så populært, er prismodellen, udvalget og enkelheden. Du har adgang til det meste musik overalt til en lav pris. Og med tilbud som Wimp HiFi (en service med bedre, såkaldt lossless lydkvalitet) i CD-kvalitet og snart HD-lyd, som giver en lydkvalitet fra CD-niveau og opefter, står LP’en i stærk modsætning på den anden side.
Man kan ikke sige, at den er helt så let at have med at gøre. For det første er den stationær. En pladespiller skal have gulvforbindelse og bør ikke røres, når du spiller. Du kan heller ikke spille alle tracks efter hinanden: Du skal vende LP’en og spille bagsiden for at få dem alle sammen med. Og da afspilningen sker ved, at en diamantstift bevæger sig fysisk nede i sporet, som er præget i spiralform fra yderkanten og indefter, så bliver pladen slidt. Hver afspilning slider på LP’en. Dyrt er det også.
Så hvorfor?
Der er forskel på lyden på en LP og en CD. Simpelthen fordi de er produceret og lagret på to vidt forskellige måder.
Men den vigtigste grund er måske mere af mental art og har med interessen for lyd at gøre. Chefredaktøren for lydbladet Stereophile har sagt, at LP’en appellerer til de audiofile, fordi de holder af at samle på ting, som har med lyd at gøre. De er interesseret i pladespillere og i at samle på LP’er.
Når de skal nyde musikken, skal de hen til hylden, tage en tung LP ud og sætte den forsigtigt på. Og så kan de læse en masse tekst på det store cover, mens de afspiller musikken.
De skal selv passe på pladerne, holde dem rene og sætte dem i orden. Det er en anden psykologi end at have smartphonen fuld af sange.
Det, som er helt sikkert, er, at flertallet af vinylentusiasterne tænker mere over lyden end streamingfolket, og chancen for, at man finder et forholdsvis dyrt stereoanlæg hjemme hos dem er temmelig stor.
Den digitale entusiast har gerne en stationær pc eller Mac udstyret med eget lydkort for at få bedst mulig lyd.
Begrænsninger
I den digitale verden er dynamikken i musikken begrænset af antal bits i hvert tal, som er lagret.
På en CD lagres musikken i 16 bits opløsning, og det giver et dynamikområde på 96 dB. I HD-lydformater kan tallet være 24 bits, og det giver 144 dB.
Til sammenligning kan en LP gengive et dynamikområde på omkring 65 dB i bedste fald, det vil sige, når LP’en ikke har været afspillet så mange gange, kvaliteten er god og længst ude på pladen. Længere ind mod midten reduceres dynamikområdet.
Det findes gode og dårlige LP’er, og der er mange variabler, som påvirker kvaliteten. Hvordan den indspilles og mastres er meget vigtigt. Mange studioer benytter samme master for både LP og CD, men ideelt set bør LP’en mastres for sig selv.
Kvaliteten af vinylen er også meget vigtig for lydkvaliteten, og ligeledes er det vigtigt, hvor mange plader der er presset i den samme form. Og selvfølgelig hvor mange gange den enkelte plade har været afspillet.
Den, som mastrer, eller styrer lyden, der skal lægges på en LP, skal tage hensyn til begrænsningerne i LP-mediet. Bas i mono går fint, men bliver der for meget bas i stereo, kan pickuppen blive slynget ud af rillen og blive skadet, samtidig med at det kan høres tydeligt på lyden.
En del popmusik har for eksempel et meget tæt lydbillede med komplekse informationer hurtigt efter hinanden. Det kan give pickuppen problemer, og det skal den, der mastrer LP’en, tage hensyn til.
Nødvendigt med tilpasning
Et argument for LP’en er, at her behøver lyden ikke at gennemgå to transformationer, før den rammer trommehinden.
Originallyden skal først overføres fra analog til digital i en ADC – analog til digital-converter. Frekvensområdet begrænses også til 22 kHz, ved at der kun lagres 44.000 prøver af lyden pr. sekund. Så skal lyden tilbage til det analoge format i en DAC, som er nødvendig for at drive højttalerne med en spænding, som varierer.
Men i praksis er det, der kommer ud, meget lig det, der blev sendt ind, selv om lydentusiaster klager over den lyd, som enkelte billige mobiltelefoner gengiver.
Begrænsningerne i vinylformatet kræver, at den, som master lyden, aktivt redigerer lyden for at undgå problemer i afspilningen.
Digital lyd har ikke de samme begrænsninger – det, man putter ind, er det, der kommer ud, mens vinyl altid vil lyde dårligt, hvis man prøver at gengive den originale lyd uden bearbejdning.
Det betyder, at det er forskel på analog og digital lyd. Det, at mange siger, at de foretrækker den analoge lyd, kan have noget at gøre med, at den (som oftest) er bearbejdet på denne måde.
Vinyl har en del egenstøj og kan ikke rigtig kaldes hifi, men også en del digital lyd lider af svagheder på grund af dårlig indspilning og mastering.
Holder længe
LP’er kan holde meget længe, men det kræver, at de behandles med forsigtighed, og at man anvender godt afspilningsudstyr. Den bedste LP-kvalitet er ‘direkte graveret’, det er selve originalindspilningen. De er graveret i blød vinyl og er mere til samlere end til egentlig brug. De holder ikke til mange afspilninger, før kvaliteten er mærkbart reduceret.
Almindelige LP’er presses fra en kobberform, men er ‘længere væk fra’ originalen og lyder ikke lige så godt, selv om forskellene er små.
Kilder: Produktudvikler Pål Bråterud, Wimp og masteringeniør Chris Sansom, Propeller Mastering
Artiklen er fra tu.no
