Hurtigere gennem security i scannere med kunstig intelligens
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hurtigere gennem security i scannere med kunstig intelligens

Ovenstående scanningsmetode skulle gerne snart være fortid. Illustration: Schipol

Grundet fare for terror af forskellig art, står vi i lange køer, når vi skal ud at flyve. Eller vi trækker måske lige vejret ekstra dybt, når en taske er blevet forladt på togsædet ved siden af. Derfor skal der forstærket op- og gennemsyn med vores bagage.

Et af midlerne er kropsscannere med kunstig intelligens (AI), der skal bestå sine første tests i metroer og i en lufthavn i USA, skriver The Guardian. Med Bill Gates som hovedsponsor er forventningerne til scannerne høje.

Ifølge dokumenter fra the US Federal Communications Commission (FCC), planlægger Boston virksomheden Evolv Technology at teste deres nye system på Union Station i Washington D.C., i Los Angeles Union Station metro og i Denvers internationale lufthavn.

Læs også: Dansk firma udvikler intelligent sikkerhedskoncept til verdens lufthavne

Evolv bruger samme type scanner som de kropsscannere, der står i mange andre lufthavnes security med en bølgelængde i millimeterområdet. Men den nye kropsscanner fra Evolv kan udføre det samme som den gamle på et splitsekund ved at bruge computervision og machine learning til at scanne for pistoler og bomber.

Det betyder, at man bare kan gå igennem scanneren uden hverken at stoppe eller sætte farten ned - ligesom i de hi-tech-scannere, vi så i 1990’er sci-fi-filmen Total Recall.

En sikkerhedsvagt vil stå ved siden af scanneren med en tablet, som enten viser, at alt er godt - eller et billede af den person, hvor der kan være mistanke om, at vedkommende medbringer noget ulovligt.

800 mennesker i timen

Aaron Elkins, AI-professor på statsuniversitetet i San Diego, mener, at man ikke kan undervurdere betydningen af maskinens hastighed. Han forsker selv i AI-sikkerhedsteknologi.

Læs også: Nye kropsscannere skal beskytte flypassagerer – og deres privatliv

Scannerne med en bølgelængde i millimeterområdet er meget brugbare, fordi de kan identificere både metalliske og ikke-metalliske genstande, som for eksempel 3D-printede pistoler og eksplosiver. Dog har de også fået kritik, fordi scannerne giver mulighed for at vise realistiske billeder af de scannede menneskers kroppe under tøjet.

Men det afviser Evolv. Firmaet melder, at teknologien er lavet, så den ikke viser anatomiske detaljer. Så ingen luren dér. Og data kan ikke spores tilbage til et bestemt menneske. Dataene samles op af et AI-system, som er trænet til at spotte karakteristiske mønstre af en lang række objekter såsom skydevåben, selvmordsbombeveste og knive.

Scanneren har også et kamera, der tager billeder af alle mennesker, der går igennem.

Transportsystemer er nemme terror-mål

Transport er et nemt og eftertragtet mål at ramme, siger Alex Wiggins, den ansvarlige for sikkerhed i Los Angeles County Metropolitan Transportation Authority, til The Guardian. Det ses også af de mange angreb, der har været på transportfaciliteter i Europa. Der er brug for en teknologi, der kan scanne mange mennesker hurtigt med fokus på våben og eksplosiver, fortsætter han.

Læs også: Scannere med mikrobølger erstatter kropsvisitation i Københavns Lufthavn

De tre steder, hvor Evolvs nye scanner skal stå, passeres hver dag af op mod 300.000 mennesker.

Stadig usikkerheder ved teknologien

Forsøget i offentligheden vil vise, om scannerne nu er så gode, at de kan frasortere is, solbriller, rygsække og andet, som almindelige mennesker vil bære igennem scannerne på togstationer, i metroer og i lufthavne. Der skal algoritmerne bestå deres håndtering af virkelighedens kaos, siger professor Elkins.

Folkene bag Evolv er opmærksomme på, at bagage kan blive et problem. Meningen er, at folk skal kunne gå gennem maskinen uden at sætte noget fra sig - men det er ikke helt sikkert, at det er muligt endnu. Der er risiko for, at nogle ting skal inspiceres for sig.

Læs også: Politiscanner bruger terahertz-stråler til kropsvisitering på fem meters afstand

Et andet potentielt problem er, at der kan være falske positive. Hvis for mange mennesker skal tjekkes for mistænkelige genstande, skal maskinens sensitivitet skrues ned, og det vil skabe en risiko for, at sikkerheden mindskes. Og så kan maskinen ikke rigtig bruges.

Det største problem kan imidlertid blive det, der også er maskinens største fordel: den kunstige intelligens. Noget af det risikable ved algoritmer er, at der i modsætning til mennesker kan manipuleres med kunstig intelligens. Det, der er indkodet som farlige genstande, kan nemt omkodes til ikke-farlige.